Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 50: Vietnam

Kategori: Artikler
Visninger: 5467

 

Storbyen Saigon vågner tidligt. Lydene fra gaden, stemmer, bilstøj, trænger op til os. I den grå morgendis tegner de mange kantede huse deres skarpe profiler. Saigon eller Ho Chi Min byen er Vietnams kommercielle centrum. Hertil rejser folk fra omegnen, ja fra hele Vietnam, for at slå sig ned. Fra 2 millioner er byen vokset til 13 millioner. Det er urbanisering, der vil noget. Resultatet er trængsel, trafikkaos og for nogle fattigdom.

Når man er på rejse i helt fremmede egne, er det ofte en god idé at tage på en af de guidede byture. Eftersom man ikke forstår sproget eller skriften, så er en guide en nødvendighed. Bagsiden af medaljen er, at man ikke selv helt kan bestemme, hvorhen turen går og må finde sig i ventetid og gåsegang.

 Præsidentpaladset i Saigon. wikipedia

Det første stop på den guidede tur var præsidentpaladset, opført 1962-67 for Sydvietnams daværende præsident, general Diem. På stedet lå indtil 1962 et palads bygget af den franske kolonimagt i 1868. Men denne bygning blev bombet af to sydvietnamesiske piloter i forsøg på at dræbe den upopulære præsident Diem. Det nye præsidentpalads er en stor, moderne bygning i fire etager tegnet af en vietnamesisk arkitekt. Man ser på rundvisningen diverse repræsentative rum, præsidentens private luksuriøse bolig på øverste etage, og nede i kælderen findes beskyttelsesrum, kommandocentral og radiorum. Krigen imellem Nordvietnam og Sydvietnam med amerikansk deltagelse var i fuld gang under opførelsen. Guiden forklarede, at der var en hemmelig flugtvej fra kælderen, og den brugte præsident Diem i 1967, da hæren gjorde oprør. Det hjalp nu ikke præsidenten, for han blev fanget og skudt af sine egne soldater. En ny præsident rykkede ind, general Nguyen Van Thieu, men d. 30. april 1975 kørte nordvietnamesiske tankvogne op foran præsidentpaladset. Generalen havde forinden forladt paladset i en amerikansk helikopter. 30 års krig for et forenet Vietnam var slut.

I Vietnam kan man ikke undgå at tænke på de ødelæggelser og myrderier, som skete for ikke så længe siden. Det begyndte i 1945 efter verdenskrigen. Vietnameserne ville være selvstændige og ledet af den intellektuelle, franskuddannede Ho Chi Minh erklærede landet sig uafhængigt af kolonimagten Frankrig. Men franskmændene havde ikke i sinde sådan at opgive deres besiddelser i Indokina. Så begyndte krigen, der for vietnameserne var en selvstændighedskrig, men det blev også en krig mellem Frankrig og USA på den ene side og de kommunistiske lande Sovjetunionen og Kina på den anden.

Som gæst i et land der i den grad er blevet slagmark for europæisk og amerikansk magtanvendelse, kan man måske frygte at være uvelkommen. Tag ikke fejl, fortiden indvirker på nutiden, og skribenten her har en gang været ude for med stenkast at blive jaget bort fra et indiansk marked med råbene: "Gringos, gringos, fuera!" Men sådan er det ikke i Vietnam. Folk er venlige over for fremmede, vil gerne snakke og forhøre sig om forholdene hos os. Når man fordrister sig til at spørge til krigen for ikke så længe siden, så bliver de påfaldende tavse. Det gør for ondt. De vil ikke se tilbage på det skrækkelige, som ramte stort set alle familier. Nej de vil se fremad, og de hader ikke amerikanerne eller franskmændene. Jeg spurgte guiden om forholdene nu. Tjah sagde han, halvdelen af befolkningen, den del, som har det økonomisk godt, er tilfredse med regeringen, mens den anden halvdel, folk som er fattige, arbejdsløse, syge osv., de er utilfredse. Det var kommunisterne som sejrede i krigen. Er Vietnam ikke et kommunistisk styre? Joh, det mener nogle, andre siger, at det ligesom i Kina i dag er statskontrolleret kapitalisme.

 Et af udstillingsrummene i "War Remnants Museum". wikipedia

Men det er nødvendigt at huske på, hvad der skete i Vietnam. Både for vietnameserne og for os andre. Et museum i Saigon som hjælper på hukommelsen er: "War Remnants Museum". Det er en stor forholdsvis ny kasseformet bygning i to etager. Museet åbnede i 1975 og har over en million gæster årligt. Uden for museet står opstillet en større mængde materiel fra krigens tid: helikoptere, kampvogne, fly m.v. Det forklarer navnet. Men museet hedder også "War Memory Museum" og indenfor findes erindringen om krigen. Der er tekster på vietnamesisk og engelsk. Mange af de glimrende fotografier er chokerende og viser ikke mindst det amerikanske militærs kynisme og menneskeforagt. F.eks. billedet af en gruppe GIs stående rygende og triumferende over en dræbt vietnameser, som var det et stykke vildt, og fotografier af dræbte civile, fotografier af fanger, som kastes ud fra helikoptere og det verdenskendte fotografi af de flygtende nøgne børn på landevejen ved en landsby, der blev bombarderet med napalm. Andre rum omhandler amerikanernes kemiske krigsførelse, og resultaterne af brugen af "agent orange". Der er fotos af ofrene og de mange misdannede spædbørn. Det er rystende læsning og rystende billeder.

En række fotografier dokumenterer og takker de mange unge, som i forskellige lande, ikke mindst i USA, gik på gaden og demonstrerede imod krigen. Også lille Danmark er at finde i dette galleri med et foto fra en Vietnam-demonstration, hvor demonstranterne bærer et banner: "Støt Vietnams kamp og FNL".

Man kan næsten ikke kapere mere brutalitet og krigsforbrydelse, men udenfor er rekonstrueret nogle af de "tigerbure", som blev brugt af den USA-støttede sydvietnamesiske regering til indespærring og tortur af mistænkte. Rædselsvækkende.

Rekonstruktion af tigerbur, hvor fanger blev tortureret og udsultet. flickr

Det er alvorlige ansigter man ser omkring sig på museet. Og museets budskab til gæsterne er klart: Gå imod krige, bevar den globale fred, arbejd for at fremme partnerskab og solidaritet mellem nationerne! Museets logo er en fredsdue, som flyver frem foran en række granater.

Kører man mod nordvest 2,5 time væk fra Saigon kommer man i et skovområde til en anden seværdighed fra Vietnamkrigen. Det er det bevarede tunnelsystem i Cu Chi, i alt 250 km underjordiske gange! Her får man et førstehåndskendskab til et af krigstidens tunnelsystemer i landet. Dette blev gravet igennem 20 år, og man forstår, hvordan det lykkedes vietnameserne at overleve og besejre verdens militære supermagt. Vietnameserne gravede sig ned under jorden! Takket være disse tunneller kunne de flytte sig rundt og overleve selv de værste bombardementer. Spade, skovl og hakke var effektive våben mod trotyl og napalm. I systemet under jorden var våbenværksteder, lazaretter, operationsstuer, kamre til overnatning, spiserum og køkkener, alt primitivt, men funktionsdygtigt.

Nedgang til tunnelsystem i Cu Chi. travelvietnam

Vietnamesernes opfindsomhed var stor. F.eks. blev køkkenrøgen ført ad kanaler 100 m. bort fra køkkenet. Alle nedgange til systemet var kamuflerede. Der fandtes nedgange, som var dødsfælder, og der fandtes minerede områder og fælder med sylespidse bambus anlagt på skovstier. Alt sammen var afmærket, så FNLsoldaterne vidste, at her var tale om fælder. Amerikanerne brugte hunde for at opspore gangene. Vietnameserne brugte som modforanstaltning sort peber eller lod hundene få færten af amerikanske soldaters tøj. De underjordiske gange, vi gik ned i, var blevet udvidet, og endda måtte man gå krumbøjet og fik klaustrofobiske fornemmelser. Soldaterkosten stod ofte på cassavamel, og der var ikke råd til støvler, kun sandaler lavet af kasserede dæk. En særlig type sandal var lavet, så fodaftrykket så ud som om man gik den anden vej. Blandt de våben, som sås udstillet, var små armbrøster, som brugtes af nogle af de bjergstammer, der kæmpede imod amerikanerne. 

Så enkelt var FNL soldaterne påklædt og udrustet, rekonstruktion i Cu Chi. Vietnam. wikipedia commons

Tilbage til Saigon efter denne udflugt overrumples man atter af den frygtelige og nådesløse trafik i byen. Gamle folk vover sig med dødsforagt ud i trafikken, og på gådefuld vis kommer de helskindet over på den anden side. Her er ingen respekt for fodgængere endsige andre trafikanter. Alle maser på. På fortovet kan man ikke gå, for her er tusindvis af parkerede knallerter og motorcykler. Ergo går man i rendestenen med risiko for at blive ramt af kørende. Heldigvis er Vietnam meget andet end storbyen Saigon, f.eks. Mekong floden med dejlige udflugter med båd og svømmende markeder, og Vietnam har skønne badestrande langs kysten, kølige bjerge med store skovområder og en række kystbyer med templer og gamle huse.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 9. juni 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 37: Deutsches Museum og Pinakotekerne i München
Museum på Rejsen 58: Kalmar
Museum på Rejsen 3: Skåne