Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 35: Höganæs Museum

Kategori: Artikler
Visninger: 960

 

Viden, oplæring og oplevelse, det er ethvert museums ”raisons d’étres”. De tre elementer kan vægtes forskelligt, men negligeres et af dem falder museumsbetegnelsen til jorden. Hvis f.eks. oplevelser pustes op i besøgstallenes hellige navn, så er museet på vej over i underholdningsbranchen, og den har som bekendt mange aktører i forvejen. Næh, et museum skal give sine gæster noget med, når de har været på besøg. Noget de kan fundere over. Viden der batter og overrasker. Vidste I f.eks., kære læsere, at der har været kulbrydning i Danmark?

Danmark er et lille fladt land – et grønt, frugtbart ørige – her er ingen bjerge. Mange er gennem tiden rejst til Harzen for at se de nærmeste bjerge, eller til Norge og Sverige, men man behøver sådan set kun at krydse Øresund og aflægge et visit på Skånes Kullaberg – altså Kullen, som vi kalder stedet på dansk, for at stå på bjergrig klippegrund.  Skåne er geologisk karakteriseret af kiler af prækambriansk grundfjeld, de såkaldte åse, der danner parallelle højderygge i retningen nordvest-sydøst. Hallandsåsen er en sådan højderyg. Kullaberg er den mindste af disse åse og danner et forbjerg, der rækker ud i Øresund. På Kullen lod Frederik d. 2 opsætte et fyr til hjælp for de mange søfarende, som skulle gennem Øresund på rejse mod Østersøen. Syd for Kullen og Hallandsåsen breder sig den skånske slette. Geologer taler om indsynkningsbassiner, som dannedes i trias og begyndelsen af juratiden. Et af disse er Höganäs bassinet. Her opstod en tropisk mangroveagtig vegetation, som i tidens løb blev omdannet til metertykke lag af stenkul og indlejret i sandsten.

Lidt nord for Helsingborg ligger slottet Sofiero med en park, som hvert år besøges af tusindvis af gæster, mange fra Danmark. Gæsterne kommer for at nyde parken og i juni særlig de blomstrende rhododendron. Ofte kombineres et besøg her med et besøg på Kullen. Men glem ikke på rejsen videre nordover de spændende bysamfund langs kysten: Viken, en gammel skipperby, Höganäs en gammel industriby og Mølle et gammelt kurbadested.

Måske er især Höganäs overset. Byen rummer ingen store seværdigheder eller idyllisk bebyggelse, men gør alligevel et stop og besøg Höganäs Museum, for det er her man finder beretningen om det skånske kul og tillige om en blomstrende keramisk industri takket være undergrundens gode og rige lerforekomster.

Höganäs Museum, en bygning fra 1814, figuren tv på facaden forestiller Magnus Stenbock og den er udført af Ferdinand Ring, visitskåne.

Höganäs Museum och Konsthall ligger i byens udkant i en stor stenbygning i to etager, oprindelig et mølleri og senere lejekaserne for nogle af Höganäsbolagets arbejdere. Museet er grundlagt i 1924 og målet var at skabe et håndværks- og bygdemuseum, men snart kom også keramisk industri og minedrift på programmet. Höganäsbolaget skænkede en stor samling af keramik fra perioden 1832 – 1926 til det nye museum, men først i 1953 fik museet blivende sted på den nuværende adresse.

Historien om kullet finder vi under jorden - hvor ellers. Det er ikke som på havnen i Helsingør, hvor man skal gå under jorden for at finde søfartens historie. Kulbrydningen er veldokumenteret.  Da kullagene visse steder lå i kun fem meters dybde, var man allerede i renæssancen i gang med at bryde stenkul, som var et vigtigt mineral. Det blev bl.a. brugt ved kalkbrænding og på Kullen Fyr, et vippefyr med en jernkurv, der fyldtes med kul. I 1650 fik Joachim Gersdorff kongens tilladelse til "at opsøge stenkul". Han og flere andre adelsmænd bekostede to stenkulsværker ikke langt fra Helsingborg, og bønderne på stedet blev skattefrie. I Höganäs startede kulbrydning i større stil i 1797 og ophørte så sent som i 1961. Grubeskakterne er tilkastede, men slaggebjerge eksisterer. To sådanne findes i Höganäs: "Tivolibjerget" og "Ærten og bønnen". Kullet blev på en smalsporet jernbane transporteret til Höganäs havn og udskibet. Engelske mineingeniører hjalp ved indretning af minedriften.

Vogn på skinner fra skånsk kulmine, Höganäs Museum

Grubestemningen i kælderrummet er fin og udstillingen rummer enestående og interessante genstande som en vogn på skinner, minelamper, hakker osv. Ved den sidste grubes lukning indrettede man i museet en grube-biograf, hvor en dokumentarfilm om kulbrydningen kunne vises. Biografen fungerer stadig, men med ny teknik. En af de film, som vises, hedder: "Kullamanden" og er fra 1967. Vil man se mere "gruvmuseum" kan man tage til Bjuv.

Det andet hovedspor i museet er lervarefabrikationen i Höganäs og omegn. Den kom i gang i begyndelsen af 1800-årene. De første lervarer havde blyglasur og fra 1830-erne benyttede man også saltglasur. Godset var gult. Produktionen bestod dels af rør til bygninger, dels af varer til husholdningen.  I 1856 blev den danske skulptør Ferdinand Ring ansat. Han var uddannet i H.V. Bissens atelier. Med ham begyndte en periode med keramisk kunst. Den varede til 1880’ne. Flere lervarevirksomheder blev i 1903 slået sammen med bolaget. Men i 1926 standsede bolaget al produktion af lervarer, og man fremstillede herefter kun stentøj.

Typiske saltglaserede kar produceret af Höganäsbolaget

Efter en strejke i 1909  blev en keramisk fabrik startet af Olofson og Johanson, to medarbejdere i Höganäsbolaget. Deres lille fabrik voksede og fik succes bl.a. med en serie "old Höganäs", som var en genoplivning af de gamle kendte former. A.J. Höganäs Keramik blev virksomhedens navn. Fra 1967 gik man over til kun at fremstille stentøj.

De to fabrikker "Höganäsbolaget "og "Andersson och Johanson" var længe i drift, men i 2008 ophørte produktionen i Höganäs.

Höganäs fabrikkernes produkter er kendt langt ud over Sveriges grænser. Skibsladninger af drænrør, kloakrør m.v. gik ud fra havnen og hertil kom fabrikkens produktion af finere varer som krukker, vaser, fade og figurer. Varerne er stemplede, og samlere kan på den måde tidsbestemme de enkelte fabriksprodukter. Ofte er der drejersignatur ved siden af stemplet "Höganäs".

 Åke Holms figurgruppe "Lurblæsere foran Jeriko", Höganäs Museum.

En del af keramikproduktionen overlevede, nemlig den kunstneriske. I 1929 startede Åke Holm sit eget værksted, brændte først terrakottafigurer og senere glaserede stengodsfigurer, vaser, kander, krukker og skåle. Åke Holms figurer er finurlige og morsomme. Efter Åke Holms død i 1980 kom mange af hans figurer til museet. Åke Holm fik følgeskab af andre keramikere, og den dag i dag er Höganäs en by med mange keramikere.

Keramiske varer til salg i museumsbutikken i Höganäs, foto om

I museumsbutikken kan man bl.a. købe lokal keramisk kunsthåndværk - bestemt en souvenir, som man kan have varig glæde af. 

Andre glæder i "Kullabygden" kan konsumeres og nota bene den svenske krone er pt. nede i 68 kr. - forstå det, hvem der kan! Besøg derfor Höganäs Saluhall i Höganäs fabrikkens gamle produktionsbygninger. Her sælges gode fødevarer fra lokale producenter. Og kør til Arild og smag gode skånske vine på Arild Vingård og indtag eftermiddagskaffe og vaniljehjerter hos Søstrene Lundgren.  Javist, Kullaberget er "jättekul"!

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 19. februar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 40: Schloss Neuschwanstein
Museum på Rejsen 52: Singapore
Museum på Rejsen 48: Skt. Petersborg