Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 32: Nationalmuseet i Damaskus

Kategori: Artikler
Visninger: 650

 

Damaskus er en af verdens ældste byer, fra det tredje årtusind før vor tidsregning. Vi havde fornøjelsen at besøge byen, før krigen begyndte. Hvordan den i dag ser ud er uklart, men åbenbart er byens gamle dele sluppet fra de forfærdelige ødelæggelser, som har ramt dele af forstæderne og mange byer i landet, ikke mindst Aleppo i nord.

Den by, vi mødte, var en fascinerende by, en by med en levende historie og med Mellemøstens kulturrigdom, og en by med mange turister, naturligvis, for hvem vil ikke gerne gå ad de gader, hvor apostlen Paulus engang gik eller besøge Umayyade moskéen, centrum for en historie om et blodigt opgør mellem Muhammeds efterfølgere, en splittelse som delte den islamiske verden i to grupper. Og Damaskus var og er en by med mange religioner, foruden muslimer også kristne, jøder, drusere og islamiske sekter som sufimuslimer og alawitter. Mangfoldighed ser man også i folks påklædning. Kvinder med slør for ansigtet, niqab, og kvinder i modetøj fra Paris. Mænd i lange kjortler og med hvid kabuds og mænd i nye, dyre jakkesæt.

 Umayyade moskéen. foto om

Det gamle Damaskus er til dels stadig omgivet af mure og rummer en vrimmel af små gader. Følger man "Den lige gade", kommer man til ruinerne af et Jupitertempel, og man går på en romersk vej. Her ligger også Umayyade moskéen, en af islams vigtigste bygningsværker i kraft af sin historie. Den daterer sig til 636 som moské betragtet, men før da var den kristen basilika, romersk Jupitertempel, tempel for guden Baal og aramæisk tempel. Der har været dyrket religion på stedet i 3000 år. Moskeens ydermure er det gamle tempelanlægs indermure. Uden om stod en mur med fire tempelporte, hvoraf resterne af den vestlige og østlige port stadig ses.

Når man som europæer skal besøge moskeen, skal man betale entré, og kvinder skal iføre sig en kåbe med hætte, så håret skjules. Ved dørtærsklen til moskeen må man tage sine sko af, hvorefter man frit kan bevæge sig rundt. Til højre for den store gårdsplads ligger bedehuset med tæpper på gulvet. Her forsamles de troende til bøn. Der er mange pilgrimme, som kommer langvejs fra for at besøge moskeen. Mange er fra Iran. Det er shiiter, som valfarter til Umayyademoskeen, fordi stedet rummer en helligdom for den shiitiske trosretning, Husseins gravmæle. Profeten Muhammed, som døde i 632 havde udpeget Ali, hans svigersøn som sin efterfølger, men efterfølgende opstod der kamp om magten, og Ali blev myrdet. Alis søn Hussein og mange med ham ville ikke anerkende statholderen i Syrien som den ny kalif, og det kom til kamp. Hussein blev sammen med sine tilhængere lokket i baghold og blev slået ihjel ved Kerbala i året 680. Hans samt familiemedlemmers og tilhængeres afhuggede hoveder blev i triumf ført til Damaskus. Lige siden har islam været delt i to hovedretninger: de korantro, sunnierne og shiiterne, som holdt med profetens barnebarn Hussein. Dagen før slaget ved Kerbala, kaldes ashura, martyrernes dag, og er en sørgedag for alle shiiter.

I et særligt rum i Umayyade-moskeen findes hovederne af de halshuggede og her flokkes pilgrimmene for at røre ved gravmælet. Nogle græder af bevægelse, andre er hensunket i bøn. Mænd fremsiger i kor en bøn, mens de slår sig for brystet med den ene hånd. Der er stor forskel på pilgrimmene, for de kommer fra forskellige steder i den arabiske verden. Mange kvinder er sortklædte, mens andre er i farverige gevandter. Nogle mænd er byfolk, mens andre er bønder, hvilket man kan se på deres furede, vejrbidte ansigter og de alt for store gamle jakker. For en sækulariseret dansker er dette sceneri tankevækkende. Hvordan kan nogle begivenheder for mere end 1300 år siden bringe folk i så stærk følelsesmæssig affekt? Bemærkelsesværdigt er det også, at man som ikke rettroende er velkommen.

 Pilgrimme foran Hussein gravmælet i Umayyade moskéen. foto om

Javist islam har mange ansigter. ”Jihad”, hellig krig mod de vantro, er en del af religionen og omtales i koranen. Også "wahabismen", den gamle ultraortodokse og intolerante version af islam er i fremgang støttet af Saudi Arabien. Men har kristendommen ikke på samme vis sine ortodokse og fanatiske prædikanter og tilhængere? Og jødedommen og buddhismen? Gaza og Rohingya er aktuelle navne, som dukker op i den forbindelse.

Basargaderne i den gamle by rummer et folkeliv og en markedsstemning, som lever op til den romantiske forestilling om Orienten. Der er et forretningsliv, som slet ikke kan opleves i Europa. Her er specialbutikker med guld og sølvbrokade, gamle tæpper, antikviteter, alverdens krydderier, kaffe og te-boder, brudetøj, guld og juveler, parfumer, eksotiske hovedbeklædninger og meget mere, men også butikker med hverdagens brugsgenstande, som også rummer anderledes og spændende ting. Bare kig inden for i en isenkræmmerbod eller i en af kagebutikkerne, hvor der er stabler af søde sager af ukendt art. Vi besøgte en kafé. I kafeen var der kun få folk, men vi lagde mærke til at der både var mænd og kvinder. En yngre kvinde røg vandpibe sammen med sin ven. Tobakken er krydret med frugtsmag og piben holdes i gang af en mand som til stadighed går rundt med trækul, som lægges øverst på piben.

 Et kig i en af gaderne i Souk al Hamidiya. Taget er gennemhullet af maskingeværskugler affyret ved et oprør i 1925 mod de franske styrker, som besatte landet efter første verdenskrig. foto om

Der ligger en god bager i den gamle bydel. Tynde, flade brød klaskes op på væggen af en ovn og bages hurtigt. Alligevel kan bageren ikke følge med efterspørgslen. Der er en længere kø, og man forstår hvorfor, når man sætter tænderne i det varme, sprøde brød. Basaren har også butikker med moderne artikler: køleskabe, fjernsyn, modesko og -klæder – ja sågar undertøj til de rettroende sortklædte kvinder, som i udvalget af lingeri ikke står tilbage for deres medsøstre i Europa.

I en gade ligger Det danske Institut. Det er en ældgammel bygning, et hus med to gårde. Forhuset var bygget til at modtage gæster, og i baghusene boede familiens kvinder og børn. Huset blev istandsat på smukkeste vis af danske arkitekter, og det fungerede som kulturinstitut. Danske forskere og skribenter har haft ophold i huset. Stedet er spændende at besøge. I basaren spørger en forretningsindehaver nysgerrigt: Fra hvilket land kommer I? Tøvende svarer vi: Danmark, et lille land i Nordeuropa. Han svarer: Åh Danmark, ja det kender vi .. det er jer, der har sat det gamle Aqqad hus i Souk al Souf i stand. Smilet er stort og venligt. Jovist vort land dømmes i det fremmede på sine gerninger, gode som dårlige.

 Den forreste gård i Det danske Institut, som blev lukket i 2012 på grund af krigen. foto om

Syriens Nationalmuseum ligger i den nyere del af Damaskus tæt på universitetet. Her er en evig strøm af biler, og gode fortove er ikke noget, man har investeret i. Og pas på! Bilerne holder ikke tilbage for fodgængere, som krydser gaden, heller ikke når man går i et fodgægerfelt. Museet blev grundlagt i 1919 af Faisal 1. Kort efter blev Syrien fransk madatområde. Med våbenmagt blev landet besat. Den situation fortsatte, til landet fik selvstændighed i 1946. De nuværende bygninger blev opført i den franske tid, nemlig i 1936. Byggeriet er ikke spændende arkitektur bortset fra museets facade, der er en genopført facade fra et islamisk palads i den syriske ørken. En stor have med træer giver plads til mange skulpturer og udhuggede sten og er en lille grøn oase i byen.

De meget store samlinger, omkring 300.000 genstande, er resultatet af mange fundrige udgravninger og landets lange historie. Samlingerne er inddelt i fem afsnit. Første afsnit har fund fra stenalderen. Næste afsnit er perioden med de forhistoriske bystater. Bl.a. byen Ugarit er blevet udgravet, og her fandt man på en lertavle et alfabet i kileskrift, angiveligt verdens første alfabet. 

Mange europæiske arkæologer har gravet i Syrien, også danske. I 1931 rejste en dansk arkæologisk ekspedition afsted. Ved byen Hama blev gravet i de følgende syv år. Den udgravede bys forhistorie begyndte i stenalderen med de første agerbrugere og ophørte, da mongoler under Timur Lenk ødelagde byen. De danske arkæologer sendte mange af fundene til Danmark bl.a. en fem tons tung løvefigur, ganske vist i stumper og stykker. Hamaløven blev af Nationalmuseets dygtige konservatorer samlet og udstillet i Nationalmuseets gård. I 1999 blev den sendt tilbage og opstillet i Hama, hvor den blev modtaget med glæde.

Afdelingen for den græske, romerske og byzantinske tid rummer en righoldig samling af statuer, sarkofager og mosaikker samt en lille smuk synagoge fra år 245. Mange fund stammer fra ørkenregionen, især Palmyra, hvor sandet har dækket og konserveret meget, til og med tekstilfragmenter.

 Romersk mosaik i Nationalmuseet. foto om.

Den islamiske periode begyndte i 634, da Damaskus blev erobret af muslimske arabere. Samlingene fra den islamiske tid omfatter glas, metaller og mønter fra umayyadernes tid til det Osmanniske rige. Et interiør er fra en bolig i 1700-tallet.

Damaskus var kendt for sin handel og sine produkter. I det danske sprog kender vi to af disse kvalitetsprodukter: damascerede våben og damask duge. De første var sværdklinger håndsmedet lag på lag og derfor meget stærke. De sidstnævnte var duge vævet med fine ensfarvede tråde og forsynet med et reliefmønster.

Også museer rammes af ødelæggelser ved krige, brande og naturkatastrofer. Hvordan er det gået Det syriske Nationalmuseum under krigen? Det blev i 2012 lukket og ledelsen gik i gang med nedpakning af udstillingsgenstande og borttransport til sikre opbevaringssteder. Damaskus var i en periode under krigen nærmest omringet og blev bombarderet med raketter og granater. Museet blev ikke ramt og fagfolkenes beslutsomhed reddede størstedelen af samlingerne. Syriens Nationalmuseum kunne derfor i 2018 genåbne, men kun i en af de fem afdelinger. Syriens tab af fortidsminder er imidlertid uhyre stort. Kalifatet plyndrede samlinger og solgte antikke kunstgenstande til udlandet. Den antikke ruinby Palmyra blev bevidst ødelagt ved sprængninger. Og hvad er der sket med Hamaløven? Ifølge FN er 300 kulturminder ødelagt. UNESCO er trådt til for at hjælpe med restaurering og genopbygning, for intet land eller samfund kan undvære sin historie.

Glyptoteket viser frem til marts 2020 udstillingen"Vejen til Palmyra".

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen"

[Historie-online.dk, den 21. januar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 17: Linnémuseet, Uppsala
Museum på Rejsen 19: Antwerpen
Museum på Rejsen 28: Antalya Museum, Tyrkiet