Menu

Den romerske soldaterreligion

Kategori: Artikler
Visninger: 1669

 

Der var mange mysteriereligioner i Romerriget. Men én skilte sig specielt ud: Mithraskulten, der havde sine rødder i Mellemøsten. Legionerne bragte den med sig, da de vendte tilbage fra de mange felttog. Det var en religion, der kun havde plads til mænd. Og kulten kunne kun udspille sig under jorden. For at forstå dens betydning kan det måske være nyttigt at starte uden for Rom.  Små 42 kilometer uden for Wien – Vindobona – ligger ruinerne af den romerske militærlejr Carnuntum. Hvor der netop var et ’Mithræum’ – kultstedet til dyrkelse af guden Mithras.

Den imponerende Heidentor var tidligere en af adgangsvejene til Carnuntum

I sit testamente skrev kejser Augustus: ”At holde riget inden for de grænser, som naturen synes at have sat som dets varige bolværker og grænselinjer…Donau”. Det blev herefter Romerrigets ’limen securitas’ – sikkerhedsgrænse - hvor der blev placeret nogle af imperiets bedste legioner – blandt andet Legio XV Apollinaris og Legio XIV Gemini Victrix.  (Jeg vil senere vende tilbage med en fortælling om området, som man let kommer til, når man er i Wien).

I år 62 gav Nero ordre til at LEG XV Apollinaris skulle begive sig til det, vi i dag kalder Mellemøsten, da der var adskillige opstande mod Romerriget. Legionen nåede dog kun til Armenien, hvor den opholdt sig i fire år. Oprørene var imidlertid ikke standset, så i 66 blev den sendt til Alexandrien/ Alexandria. Her blev den i 70 hentet af den senere kejser Titus, hvorefter den blev sat ind i kampen mod de jødiske oprørere. Da Jerusalem faldt, ødelagde sejrherrerne kong Salomons  tempel. (I dag er grædemuren stort set det eneste, der står tilbage). Herefter marcherede soldaterne tilbage til Carnuntum, hvor det ser ud til, at de ankom i efteråret 71.

Der findes en video om Carnuntum, som den måske har set ud og fungeret. Den kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=SCKdPcIToRA&t=1852s

En ny mysteriereligion vinder indpas

Ud over krigsbytte havde de også en mysteriereligion med tilbage: Mithraskulten.  Denne stammer efter fleres opfattelse oprindeligt fra Persien. Det kan måske være lidt svært at fastslå, hvorfor det netop var denne kult, der vandt indpas. For der var mange guder, man kunne dyrke i Romerriget. Og adskillige mysteriereligioner at søge tilflugt i.

De forskellige riter, deltagerne i Mithraskulten skulle igennem, var hemmelige – så ofte har forskerne måttet skyde lidt i blinde. Nogle mener dog, at der er visse karakteristika, der kan være med til at tegne et billede af kulten. Det gælder for eksempel fremstillingerne af ham, som den der dræber tyren.

Gengivelsen af Mihtras, der dræber tyren, er det gennemgående billede i alle helligdommene, hvor han blev dyrket.

Hertil kommer, at der for det meste ikke er skriftlige kilder, der kunne give et indblik i riterne. Her er man stort set overladt til arkæologiske fund. Som man så må forsøge at tolke. Og tolkninger er der virkelig mange af – endda særdeles modstridende – hvorfor man må bevæge sig med forsigtighed.

Man er enige om, at det var blandt soldaterne, Mithraskulten bredte sig. Det er netop det, Carnuntum er et virkelig godt eksempel på. Forklaringen er måske den, at der tilsyneladende var et løfte om genopstandelse. I de to nederste hjørner ses tvillingerne Kautes og Kautopates. Kautes står med faklen løftet. Solen. Kautopates med den slukket. Månen. Symboler på livet og døden. Herved skulle døden blive en overgang til et nyt liv. For legionærerne, der konstant var omgivet af død, kunne det måske være det ’livgivende’ tegn.

Mitras selv bliver herved til ’sol invictus Mihtras’ – den uovervindelige sol.

Det understreges især af tyredrabet. Denne rituelle slagtningen kendes fra talrige religioner. Blodet er det hellige, det der giver liv. Sådan forklarer religionsfænomenologerne det. I kristendommen genfindes motivet med den hellige nadver. For katolikkerne sker underet, når præsten tager brødet og kalken og siger: ”Hoc est enim corpus meum... ” – dette er mit legeme og

” Hic est enim calix sanguinis mei…” I det øjeblik forvandles sakramentet til at være Jesu legeme og Jesu blod. Hos protestanterne betragtes det som værende symbolsk.

Det vil føre for vidt at inddrage de mange religionsfænomenologiske sammenligninger. Blot skal der i denne sammenhæng peges på dagens tyrefægtninger i Spanien. De går tilbage til urfortællingerne om drabets vigtige, religiøse rolle.

Fra denne yderste forpost i Imperium Romanum vender jeg tilbage til Rom. Det sted, de fleste har stiftet bekendtskab med, er nok kirken San Clemente, der ligger i gåafstand fra Colosseum. Udefra synes kirken ikke af meget – ej heller indgangen. Men det er en meget spændende kirke, fordi den rummer tre niveauer. Niveau 1 er fra omkring 1100 tallet. Så går man ned til niveau 2, der er en kirke, der fungerede frem til omkring 1100. 1100. Nederst kommer man tilbage til det 1. århundrede. Her finder vi et Mithræum – et blandt flere i Rom. Noget af det første, man ser, er den alterlignende sten med Mihtras:

Det er lidt svært at se, men på alteret findes gengivelsen af Mihtras, der dræber tyren

Det interessante er bænkene, hvor man skulle sidde, mens indvielsesriterne blev gennemført. Ellers var det kun de øverste i hierarkiet, der måtte være der.

Mithraskulten var som talrige andre religioner præget af synkretismen. Man lod sig inspirere af handlinger og ideer i andre religioner og inddrog dem i for eksempel Mithraskulten. Nogle forskere peger endda på, at kristendommen tog  nogle af Mithraskultens elementer til sig. I Det nye Testamente står der intet om, hvornår Jesus blev født. Måske har man så brugt Mihtras fødselstidspunkt den 25. december. Måske er også nadveren inspireret af kulten.

Mithræet i San Clemente er spændende og absolut et besøg værd. Men de største og smukkeste ligger gemt andre steder i Rom. Og de kan være lidt sværere at komme til. I næste uge vil jeg berette om nogle af disse. Samt om flere symboler. Og gøre det direkte fra Rom, som jeg nu atter kan vende tilbage til.

Erik Ingemann Sørensen

[Historie-online.dk, den 2. juni 2021]

Se relaterede artikler
Den ganske makabre kirke i Rom
Og det skete i de dage...
Spændende start på efteråret i Italien