Kommentar
Italien og Holocaust

Af Palle Andersen, Historisk Samling Besættelsestiden

Som en konsekvens af det nazistiske Tysklands tilintetgørelsesprogram myrdedes ca. 6 millioner europæiske jøder under den anden verdenskrig. Det hører dog med i billedet, at der var andre aktører og lande på banen i den tyske lejr, som enten trak fra eller lagde til, og som dermed gik ind og påvirkede det samlede antal jødiske ofre. Et af disse lande var Italien, hvis optræden på det jødepolitiske område skal undersøges nærmere nedenfor. Inden vi kommer så langt, vil det være formålstjenligt at give et kort overblik over, hvordan en række andre lande i det tyske rum agerede:

Bulgarske myndigheder accepterede deportationer fra de annekterede områder Thrakien og Makedonien til tyske dødslejre, hvilket kostede mere end 10.000 jøder livet. Derimod undlod Bulgarien trods et massivt tysk pres at deportere sine egne jøder, hvorved ca. 50.000 bulgarske jøder reddedes.[1] Også Finland modstod det tyske pres, hvilket betød, at ca. 2000 jøder blev sparet.

I den anden ende af skalaen finder vi Slovakiet, Vichy-Frankrig, Rumænien og Ungarn. Slovakiet samarbejdede med tyskerne om deportationen af alle jøder på slovakisk territorium. Ca. 75.000 ud af 90.000 slovakiske jøder myrdedes i dødslejre.

Fra 1942 arresterede fransk politi udenlandske jøder, som udleveredes til tyskerne til ”evakuering” eller ”repatriering” østpå. I tusindvis af udenlandske jøder blev også overdraget til tyskerne fra lejre i den ubesatte sydvestlige zone af Frankrig, hvor Vichy havde interneret disse fra 1940. Ud af de ca. 330.000 jøder, der opholdt sig i Frankrig i 1940, dræbtes knap 80.000.[2]

Den rumænske deltagelse i angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 ledsagedes af en systematisk udryddelseskampagne rettet mod jøder i primært de annekterede områder. Hertil kom rumænske besættelsestroppers massedrab på ukrainske jøder i bl.a. Odessa. Rumænske myndigheder var alt i alt ansvarlige for drabet på ca. 250.000 jøder. Den amerikanske historiker Raul Hilberg vurderer, at ”no country, besides Germany, was involved in massacres of Jews on such a scale.”[3]  

De ungarske jøder blev fra 27. april 1944 deporteret til Auschwitz-Birkenaus gaskamre under medvirken af de ungarske myndigheder. Deportationerne blev midlertidigt standset 9. juli på ordre af den ungarske regent Miklos Horthy. På dette tidspunkt var flere end 437.000 ungarske jøder blevet myrdet i Birkeanau. I oktober blev deportationerne genoptaget, og det menes, at ud af 825. 000 ungarske jøder blev i alt 569.507 myrdet i den mest forcerede af Holocausts drabsprocesser.[4]

Endelig var der den tyske hovedallierede, det fascistiske Italien. På trods af at antisemitismen ikke eksplicit havde indgået i fascismens ideologiske platform, indførte regimet fra september 1938 antijødiske love, der i mangt og meget mindede om de tyske Nürnberglove fra 1935. De italienske love blev dog ikke ledsaget af vold og pogromer i et omfang, der tåler sammenligning med det tyske eksempel. Regimet selv forklarede lovene med, at det ikke drejede sig om forfølgelse af jøder, men om jøders og ariers adskillelse. Virkeligheden var dog en ganske anden. I tusindvis af italienske jøder blev hårdt ramt, da de fyredes fra bl.a. offentlig tjeneste, fra medierne, og fra bank og finanssektoren. Jøder måtte afhænde virksomheder over en vis størrelse. Jødiske børn og unge kunne ikke længere gå på almindelige italienske skoler og læreranstalter, og indgåelse af ægteskab imellem jøder og ikke-jøder fandt herefter ikke statens anerkendelse. Én ting var imidlertid den økonomiske og sociale degradering. En anden ting var det identitetsmæssige, og her ramte lovene hårdt. De italienske jøders emancipation fra ghettotilværelsen i 1860’erne faldt sammen med samlingen af Italien. De fleste jøder identificerede sig derfor med den italienske nation og stat. Loyalitet, patriotisme og integration var ledemotiver for flertallet af de italienske jøder, og at staten fra 1922 blev fascistisk ændrede ikke afgørende herpå. Psykologisk og identitetsmæssigt var det derfor en bitter pille at sluge for jøderne, at staten i 1938 erklærede dem som ikke-ariere og ikke-medlemmer af den italienske nation. Nogle få tusinde jøder tog konsekvensen og udvandrede. Det store flertal af de ca. 50.000 italienske jøder kunne imidlertid ikke drømme om at forlade det land, de betragtede som deres fædreland.

Ved anden verdenskrigs udbrud i september 1939 holdt Italien sig udenfor. Først året efter meldte landet sig ind i krigen på tysk side i forbindelse med det sejrrige tyske felttog mod Frankrig. Italien besatte i juni 1940 en enklave i det sydøstlige Frankrig, og den senere krigsudvikling udmøntede sig yderligere i italienske besættelseszoner i bl.a. Kroatien og Grækenland. Det bemærkelsesværdige i forbindelse med de italienske besættelseszoner er, at italienske myndigheder beskyttede udenlandske og italienske jøder mod en forfølgelse, der gik længere end den rent økonomiske. Den italienske adfærd i forbindelse med Frankrig er den bedst belyste i litteraturen. Italien accepterede, at en ”arisering” af jødisk ejendom i Frankrig også ramte jøder med italiensk statsborgerskab, så længe værdierne administreredes af eller tilfaldt andre ikke-jødiske italienere. Derimod modsatte Italien sig arrestation og deportation af italienske jøder østpå. I tilfælde hvor italienske jøder var blevet arresteret og indsat i gennemgangslejren Drancy, afventende deportation, forsøgte italienske diplomater ihærdigt, og til tider med held, at udvirke disses løsladelse. Denne indstilling bød tyskerne imod, og de stillede Italien overfor kravet om enten at tillade også italienske jøders deportation østpå eller en repatriering. Ingen af delene tiltalte det italienske udenrigsministerium, men stillet overfor et voksende tysk pres valgte man repatrieringen, ikke kun fra det nordlige Frankrig, men også fra andre tyskokkuperede områder samt fra Tyskland. Repatrieringen gennemførtes fra begyndelsen af 1943.[5]

I november 1942 besatte Tyskland den sydvestlige Vichy-zone som svar på den allierede landgang i Nordafrika. I samme ombæring udvidede Italien sin franske besættelseszone til at omfatte ti distrikter. Udviklingen førte til nye gnidninger på det jødepolitiske område. Titusinder af især udenlandske jøder flygtede ind i den italienske zone i forventning om, at sikkerheden her var højere. Forventningerne blev ikke skuffet. Vichy-regeringen, der trods besættelsen fortsat var i funktion, var under pres fra tyskerne om en fortsat medvirken til arrestation af jøder, - en fransk medvirken, der set med tyske øjne var afgørende på grund af tyskernes knappe mandskabsressourcer. Tyskerne ønskede også en gradvis inddragelse af jøder med fransk statsborgerskab i deportationsprogrammet. Dette ønske gik på tværs af Vichy-regeringens målsætning, der nok tillod forfølgelse af franske jøder, men ikke, i princippet, disses arrestation og deportering. Stillet over for det tyske pres forsøgte Vichy bl.a. at opfylde deportationskvoterne ved arrestationer af udenlandske jøder i den italienske zone. Det italienske militær satte imidlertid hårdt imod hårdt og forhindrede razziaerne. Franske myndigheder blev end ikke tilladt at organisere jødiske tvangsarbejdsbrigader, af frygt for at disse ville blive sat i arbejde udenfor den italienske zone og derefter deporteret. Op mod 50.000 jøder var dermed fra november 1942 til september 1943 udenfor såvel Vichy’s som tyskernes rækkevidde.

Den italienske optræden kom efterhånden tyskerne for øre. SS´ repræsentanter i Frankrig klagede deres nød til sikkerhedshovedkvarteret i Berlin og til det tyske udenrigsministerium. Et voksende pres udgik fra Berlin på Italien om at rette sig ind. Den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop besøgte den fascistiske fører Benito Mussolini i slutningen af februar 1943 og bragte ”jødespørgsmålet” op. I første kvartal af 1943 opsøgte den tyske ambassadør i Rom, Hans Georg von Mackensen, i mindst to tilfælde Mussolini for at opnå dennes løfter om en større grad af koordinering af jødepolitikken. Mussolini, der tilsyneladende ikke tillagde spørgsmålet den store vægt, og som i kraft af den militære modgang og sin faldende popularitet havde andre problemer, snakkede et langt stykke ad vejen tyskerne efter munden. Ved én lejlighed tilkendegav han, at italienske generaler ikke havde den rette forståelse af ”jødespørgsmålet”. I marts 1943 besluttede han sig for at overdrage ansvaret for jødepolitikkens eksekvering i den franske zone fra militæret til politiet. Mussolini udnævnte den tidligere politiinspektør Guido Lospinoso til at forestå etableringen af et kommissariat for jødiske anliggender. Med ansvarsoverdragelsen og med det angiveligt politisk upålidelige italienske militær ude af billedet mente SS, at det langt om længe ville være muligt at opnå italiensk fodslag.[6]  

Lospinoso ankom til Nice i marts 1943, men intet ændrede sig. Beskyttelsen af jøderne fortsatte, samtidig med, at Lospinoso på det nærmeste optrådte med et forsvindingsnummer. I flere måneder anede tyske myndigheder ikke, hvor han opholdt sig, eller hvad han præcist foretog sig. Det lykkedes ikke at gennemføre et eneste møde mellem højtstående SS repræsentanter og Lospinoso til koordinering af jødepolitikken. Den 21. juli 1943 måtte den øverste SS ansvarlige for ”jødespørgsmålet” i Frankrig, Heinz Röthke, mistrøstigt rapportere: ”The attitude of the Italians is, and was incomprehensible.”[7]

Hvad forklarer den italienske holdning? Én grund var spørgsmålet om suverænitet. Man ønskede ligestilling i forholdet til tyskerne og var ikke til sinds at bøje sig for tyske ønsker, der kunne opfattes som diktater. Med den militære modgang blev man ganske vist mere afhængig af tysk assistance, men samtidig også mere ømskindet overfor tyske krav, der for tydeligt udstillede hierarkiet i det tysk-italienske forhold. Af prestigemæssige og legitimeringsmæssige grunde var det også væsentlig, at man tog sig ud som herrer på de besatte territorier og da ikke mindst i det sydøstlige hjørne af Frankrig, - et territorium, Italien gjorde krav på. Endelig spillede det en væsentlig rolle, at italienske myndigheder fra 1942 fik et voksende kendskab til, hvad der gemte sig bag tyske udtryk som ”evakuering” og ”arbejdstjeneste”. Et klart eksempel på den italienske forståelse, og modvilje, leverede den italienske ambassadør i Berlin, Dino Alfieri, i et memorandum af 3. februar 1943 til det italienske udenrigsministerium. Memorandummet baserede sig på en række forskellige kilder. Ifølge ambassadøren var der allerede nu blevet evakueret 500.000 jøder fra Tyskland. Teksten fortsatte: ”About the fate that was reserved for these [de tyske jøder], as the fate toward which went, and still are going, the Polish, Russian, Dutch, and also French Jews, there cannot be many doubts (…) The German authorities did not conceal and are not concealing the aim they have set themselves (…) They confirm their willingness to exterminate the Jewish race completely.”[8] Jo mere realiteterne i den tyske jødepolitik gik op for den italienske elite, jo mere distancerede man sig. Man ønskede hverken direkte eller indirekte at tage del i mordprojektet. Eller som Luca Pietromarchi, seniorembedsmand i det italienske udenrigsministerium, betroede sin dagbog 2. februar 1943: ”Despite all the disasters befalling them, the Germans are ceaselessly insisting that we should surrender to them all the Jews in the areas under our occupation. They confirm that by the end of 1943 not a single Jew should remain alive in Europe . It is clear that they want to implicate us in the brutality of their policy.”[9]

Den 25. juli 1943 blev Mussolini sat fra magten ved et kup. Den ny regering under marskal Badoglio erklærede at ville fortsætte krigen på tysk side, men forhandlede underhånden med de allierede om en separat våbenhvile. En sådan erklæredes 8. september, hvilket øjeblikkeligt udløste en tysk besættelse af det nordlige og centrale Italien. Hermed brød den italienske beskyttelse af jøder i de okkuperede zoner sammen, samtidig med at det nazistiske udryddelsesprogram blev udstrakt til udenlandske og italienske jøder på italiensk område. Efter nogle mindre razziaer i det nordlige Italien fandt den første store tyske aktion sted i Rom 16. oktober 1943, hvor mere end tusind jøder arresteredes og deporteredes til Auschwitz-Birkenau. 89 % af de deporterede blev gasset umiddelbart efter ankomsten. Senere deportationer af romerske jøder i de ni måneder, byen var tyskbesat, bragte det samlede tal på deporterede op på mindst 1700 ud af Roms 12.000 jødiske indbyggere.[10]

I de første måneder var tyskerne alene på banen. Mussolini var på tyske bajonetter blevet installeret som leder af en fascistisk ”Social Republik” (RSI), men det tog tid for den ny Mussolini-regering at finde sine egne ben og få genetableret et magtapparat. Først den 14. november 1943 var fascistpartiet klar på det jødepolitiske sagsområde. I et politisk manifest erklærede partiet alle jøder på italiensk territorium for værende ”fremmede”. Med et slag blev de italienske jøder dermed frataget deres statsborgerskab. Erklæringen fulgtes 1. december op med et politidekret: Alle jøder skulle interneres indtil krigens afslutning. Dekretet indeholdt ikke et ord om deportation. I praksis så de fascistiske myndigheder imidlertid igennem fingre med, at arrestationer og interneringer af udenlandske og italienske jøder blev fulgt op med deportationer til dødslejrene i Polen. Mussolini protesterede ikke. Dels forekom sagen ham formentlig af mindre betydning. Dels gjorde han sig næppe illusioner om at kunne påvirke den tyske holdning, når han end ikke kunne formå tyskerne til at løslade hundredetusinder af italienske soldater fra tyske krigsfange- og arbejdslejre.

Fra slutningen af 1943 udviklede der sig efterhånden et samarbejde imellem tyske og italienske myndigheder. Det italienske fascistiske politi arresterede og internerede, mens tyskerne stod for deportationerne. Ved dannelsen af RSI befandt der sig 32.307 jøder på dets territorium. Af disse blev 23.778 reddet. 8.529 blev arresteret, heraf blev knap 7.000 deporteret, de fleste til døden i gaskamrene. Hvad der derfor falder i øjnene, er den relativt høje overlevelsesprocent, - en overlevelsesprocent, som kun var højere i Danmark og Bulgarien.[11] Hvorfor overlevede så relativt mange jøder i Italien? Én faktor var, at italienske jøder i kraft af et par generationers integration hverken i levemåde, sprog eller fremtræden stak ud fra det omgivende ikke-jødiske samfund. Dette gjorde det relativt nemmere at skjule sin identitet, når man flyttede til en anden by eller egn. På den anden side blev udenlandske jøder, der ikke talte italiensk, og som i det hele taget rådede over færre ressourcer og kontakter, relativt hårdere ramt af forfølgelsen. En del italienske jøder rådede over tilstrækkelige ressourcer til at klare sig igennem ved egen hjælp. Andre opsøgte og modtog hjælp i form af et nyt bosted eller skjulested, falske identitetspapirer, rationeringskort, penge, - eller assistance til at krydse grænsen til Schweiz. Centralt i hjælpearbejdet stod den jødiske flygtningeorganisation Delasem. Organisationen, der tidligere havde fungeret legalt, organiserede under den tyske besættelse undergrundsnetværk. I næste omgang lykkedes det i vid udstrækning at integrere katolske kirkefolk i redningsarbejdet. Et stort antal munke, nonner, præster, biskopper og ærkebiskopper lod sig involvere og stillede deres netværk og institutioner til rådighed. Dette kan dog ikke sættes lig med, at den katolske kirke som institution støttede redningsarbejdet. Tværtimod lagde Vatikanet og pave Pius XII en forsigtig, for ikke at sige, tilbagelænet kurs for dagen. Der findes således ingen dokumentation for, at paven skulle have opfordret, tilskyndet eller ligefrem beordret kirkefolk til at lade sig engagere. Det bedste der kan siges på pavens vegne er, at han som regel undlod at skride ind mod præsters med fleres engagement. Pavens tilbageholdenhed har flere forklaringer, men til syvende og sidst har det været afgørende at undgå en tysk invasion af Vatikanet og en ødelæggelse af den katolske kirke. I katolsk teologi var, og er, kirken det formidlende og frelsende led mellem Gud og mennesket. Evigheden og sjæles frelse var på spil, hvis man spillede hasard med den katolske kirkes eksistens.[12]

På trods af at tyskerne og i det mindste dele af det fascistiske magtapparat ihærdigt jagtede jøderne, kan det konstateres, at man stødte på en mur af modvilje fra det omgivende samfund. Hverken kirkens traditionelt negative billede af jøderne eller den fascistiske antisemitiske propaganda havde fået et sådant tag i den ”almindelige” italiener, at det blokerede for redningen. Til forskel fra f.eks. tilstanden i Polen og Ungarn var der dermed skabt et klima, der virkede befordrende for redningsindsatsen, idet den direkte hjælps effektivitet i vid udstrækning afhang af det omgivende samfunds og det store flertals passive indforståethed. Angiveriet holdtes således på et minimum, og hverken myndighedernes udlovninger af dusør for oplysninger der kunne føre til arrestation af jøder eller trusler om drakoniske straffe afholdt mindretallet af hjælpere fra redningsindsatsen eller flertallet fra at kigge den anden vej. Med hensyn til manglen på antisemitisme mindede tilstanden i Italien om tilstanden i Danmark. Omvendt var der også væsentlige forskelle mellem Danmark og Italien med hensyn til hjælpeindsatsens karakter. Hvor det i det danske tilfælde viste sig muligt at ”komme af” med jøderne til Sverige i løbet af tre-fire uger i oktober 1943, godt hjulpet af en passiv besættelsesmagt, var det i det italienske tilfælde kun muligt at få et mindretal af jøderne til Schweiz.[13] Det store flertal måtte blive på italiensk område. Dette betød, at hjælpeindsatsen forvandlede sig til en langvarig affære, da de allieredes fremrykning nordpå foregik i sneglefart. Hjælpeindsatsen foregik ydermere i en situation, hvor SS og dets italienske hjælpere nidkært jagtede såvel jøderne som deres hjælpere. Hvis arresteret, risikerede sidstnævnte deportation eller dødsstraf.[14]

I Danmark betragtes redningen af de danske jøder med rette som stjernestunden under besættelsen. Diverse forsøg på revisionisme har ikke kunnet rokke ved denne betragtning. Men der tændtes andre lys end det danske i Holocausts mørke. I Italien reddedes det store flertal af jøder, og dét under vanskeligere betingelser end i Danmark. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at Italien før den tyske besættelse, trods egen antisemitisk lovgivning og trods voksende militær afhængighed af Tyskland, stak en kæp i hjulet på det nazistiske udryddelsesprogram. Italien kunne i lyset af den militære afhængighed have valgt at samarbejde om jødepolitikken på tyske betingelser for dermed at spare goodwill op på kontoen til sikring af tysk støtte til den italienske ekspansionspolitik. Et sådant valg blev imidlertid ikke truffet. Herved reddedes tusinder og atter tusinder af udenlandske jøder.

Litteratur:

Bak, Sofie: Altruisme og Holocaust. Jødeforfølgelserne i Danmark og Italien. En sammenligning (Rambam, nr. 8, 1999)

Braham, Randolf L: The Politics of Genocide: The Holocaust in Hungary (2000)

Carpi, Daniel: Between Mussolini and Hitler. The Jews and the Italian authorities in Franc and Tunisia (1994)

Dawidowicz, Lucy S.: The War against the Jews 1933-45 (1990)

Hilberg, Raul: The Destruction of the European Jews (1985)

Picciotto, Liliana: The Shoah in Italy: Its History and Characteristics (2005)

Rosen, Robert N.: Saving the Jews (2006)

Zuccotti, Susan: The Italians and the Holocaust. Persecution, Rescue and Survival (1996)

Zuccotti, Susan: The Holocaust, The French And The Jews (1999)

Zuccotti, Susan: Under His Very Windows. The Vatican and the Holocaust in Italy (2000)

Abonnenter på nyhedsbrev kan debattere på den nye testdebatside. Linket findes i seneste nyhedsbrev