Kommentar
Når den gode fortælling fordrejer hovedet på historikeren

Af Kjeld Hansen, journalist og forfatter

”'Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes' blev det kendte slogan for genrejsningen af den danske stolthed efter det katastrofale nederlag til Preussen i 1864, hvor hertugdømmerne Slesvig og Holsten gik tabt.”

Med denne populære konstatering begynder historikeren, dr. phil. Bo Lidegaard, sit kapitel om småstaten fra 1864 til 1945 i Samvirkes store bog ”Danmarks historie – fra gravhøj til globalisering”, der blev udgivet i 2007. Kapitlet har også været trykt i Samvirke.

Påstanden er usand.

Lidegaard slår derefter fast, at Enrico Mylius Dalgas og Det danske Hedeselskab   som reaktion på nederlaget ”stod for opdyrkningen af den jyske hede.”

Det er heller ikke korrekt.

Helt galt går det med tid, sted og årsagssammenhæng i følgende passus: ”de store anlægsarbejder (...) fik vind i sejlene, da kornpriserne fra 1880'erne begyndte at falde. Overalt i landet blev vådområder inddæmmet og drænet, heden opdyrket og i det hele taget ny jord lagt under plov.”

Det er lodret forkert.

I sin iver efter at få den gode fortælling til at rulle har historikeren glemt at tjekke sine kilder. Den fristelse kender journalisten alt for godt. Man tror, man ved, hvordan tingene hænger sammen, og så skriver man bare løs. Tid til at tjekke forholdene tager man sig ikke. Hver dag bringer medierne eksempler på denne form for fri fabulering, hvor myter kanoniseres som fakta. Den forklarende omstændighed kan vel være tidspresset, som nutidens journalister må arbejde under.

Men for historikeren findes der ingen formildende omstændigheder. Bør han ikke arbejde helt anderledes grundigt, for han leverer os jo selve sandheden? Ikke mindst når ambitionen er at skrive landets historie. Derfor har han normalt også en kritisk redaktør i ryggen, som kan udfordre og forlange dokumentation.

Det har Bo Lidegaard ikke haft. Han har bare skrevet derudad – på rygmarven. Og redaktøren har snorksovet. Her kommer dokumentationen:

Allerede i 1966 aflivede Harry Skodshøj i sin Dalgas-biografi ”E.M. Dalgas” de to  myter, som Lidegaard kolporterer. Læs selv:

”I adskillige biografier om Dalgas ser man fremsat den oplysning, at det var nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland, der bragte Dalgas frem i forgrunden, at det var hans store sorg over Danmarks ydmygelse, som gav ham – i et slags klarsyn - overbevisningen om, at de jyske heder kunne bringes til at gøre landet større indadtil og i nogen grad være med til at hele såret. Men om noget sådant foreligger der intet. Hverken i de breve, der har været tilgængelige eller i hans artikler fra disse år, giver han udtryk for en bevidst handlen ud fra et sådant motiv. Der er da også noget ulogisk i, at en sådan tanke skulle opstå hos ham – hvor smuk og patriotisk den end er, og hvor overensstemmende den end kan være med de følelser, der besjælede ham – for mere end nogen anden var Dalgas klar over, at udviklingen af de jyske heder allerede var i fuldt sving. Og det må jo huskes, at den største hedeopdyrkningsperiode i Danmark ligger forud for 1864, i tiden mellem 1835 og 1860.”

Harry Skodshøj var redaktør for Hedeselskabets Tidsskrift i en menneskealder, så han må formodes at kende sit emne helt ned i de små detaljer.

Her aflives hele to myter af samme sværhedsgrad som den store fortælling om det danske folks enige modstandskamp mod tyskernes besættelse af fædrelandet i de fem onde år. Vi vil så gerne tro den slags. Dalgas udtalte imidlertid aldrig de berømte ord, som stadig den dag i dag betragtes som Hedeselskabets credo: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Hans faglighed forbød ham det.

Og det var altså heller ikke Dalgas, der satte gang i opdyrkningen af de danske heder. Tænk bare på de kendte linjer af samtidsvidnet H.C. Andersen i sangen om Jylland: ”Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark står!” Dem skrev den store digter allerede i 1859.

Hvad angår det opbyggelige motto, skyldtes det digteren H.P. Holst. I sin originale formulering lød det således: ”For hvert et Tab igjen Erstatning findes; Hvad udad tabtes, det maa indad vindes”. Ordene var ikke møntet på Dalgas’ aktiviteter, selvom de passede perfekt på hans indsats. Anledningen var den første store Industri- og Kunstudstilling, der blev afholdt i København i sommeren 1872. Til minde om udstillingen og som et bidrag til finansieringen blev der præget en såkaldt skuemønt. På møntens ene side stod de berømte linjer at læse.

Denne myte er tidligere blevet aflivet, bl.a. i Gyldendals bog om Danmarks historie fra 2004, og af Ole Lange i Stormogulen fra 2006 om finansmanden C.F. Tietgen. Alligevel udnævner Bo Lidegaard myten til selve sloganet for genrejsningen af den nationale stolthed, og Samvirke-bogen markedsfører den med piber og trommer. Redaktøren, der er direktør for Det Historiske Hus Aps, som har produceret bogen for Samvirke, må have sovet tungt i timen.

Til slut er der påstanden om, at den store opdyrkningsbølge med inddæmninger og dræning får ”vind i sejlene”, da kornpriserne begynder at falde fra 1880'erne.

Den er helt gal med kronologien. Faktisk ophører de storstilede opdyrkninger brat i 1880. Fra 1830 til 1880 forsøges der gennemført 94 inddæmningsprojekter landet over. Efter 1880 og århundredet ud bliver det kun til 7.

Omkring totredjedele af de 94 inddæmninger var iøvrigt gennemført eller planlagt før nederlaget i 1864. For Lammefjordens vedkommende, som Lidegaard omtaler, havde projektet været under opsejling siden 1852. Da det endelig gik i gang i 1872 var det med tysk kapital i ryggen og med tysksprogede vedtægter for A/S Lammefjordens Udtørring, der blev stiftet i Hamborg. Den danske stat og bankverden ville ikke investere i at vinde nyt land.

Alt det kan man læse om i den suverænt mest grundige kilde på området, nemlig kulturgeografen Morten Stenaks phd.-afhandling, der blev udgivet som bogen ”De inddæmmede landskaber” af Landbohistorisk Selskab i 2005. Eller i min egen bog ”Det tabte land”, der blev udgivet på Gads Forlag her i foråret.

Det er ikke for at gøre mig lystig over Lidegaard, Dalgas eller Samvirke, at jeg skriver disse hårde ord. Bo Lidegaard har givet os fremragende historiske udredninger som f.eks. tobindsværket om Jens Otto Krag og den indsigtsfulde beskrivelse af ”Kampen om Danmark” om Danmarks besættelse. Såvidt jeg har kunne læse, er begge værker yderst kompetente, historisk korrekte og veldokumenterede.

Det kan man desværre ikke sige om Lidegaards fabulerende fortælling i Samvirkes Danmarkshistorie. Hvis fakta bør triumfere over myterne, skal det kapitel skrives om.

Abonnenter på nyhedsbrev kan debattere på den nye testdebatside. Linket findes i seneste nyhedsbrev