Historieforfalskning  

Af Tom Elkær Hansen

En af de mest aktive modstandere af, at Theodor Steins Niels Juel-monument fra blot at være en - ganske vist flot udstyret - trafikhelle gøres til et fungerende mindesmærke, inspektør Jakob Seerup, Orlogsmuseet, fik d. 1.3. d.å. optaget et indlæg i Berlingske Tidende. Senere er “en bearbejdning”, blevet bragt her i historie-online. “Bearbejdningen” har imidlertid ikke gjort fremstillingen mere spiselige - tværtimod. Faktisk er det eneste ikke-misvisende overskriften: “Man gjorde en statue fortræd”, for det har “man” ret beset gjort i de 122 år – men herom senere.

Lad os starte med en af de nye “oplysninger” i historie-online- bearbejdningen. Den siger nemlig alt om det niveau, modstanderne bevæger sig på. Artiklen slutter med at triumfere, “at Bygge- og Teknikborgmester Søren Pind ikke har stemt for flytningen”, hvorefter følger en skråsikker udtalelse om, hvad den formodede “skabs-modstander” “godt ved”, på hvilket grundlag såvel Borgmesteren som dennes embedsmænd tages dygtigt i skole - meget lystigt! Havde museumsinspektøren orientere sig behørigt, ville han i “Borgerrepræsentationen / BESLUTNINGSPROTOKOL fra Ordinært møde torsdag den 20. februar 2003 / Nr. 7 BR 74/03. Omlægning af Holmens Kanal. Indstilling om ..., at monumentet for søhelten Niels Juel som et led i projektet flyttes til en placering på en ny havnepromenade i Havnegade ud for Peder Skrams Gade”, kunne have læst: ”Indstillingen – som anbefalet af Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget – blev godkendt med 39 stemmer imod 1. For stemte A, V, F, B, Ø, O og C. Imod stemte D.” Hele Venstre-gruppen stemte altså for. Det lyder også mærkeligt, at formanden for det enstemmigt indstillende udvalg pludselig skulle gå imod sin egen indstilling. Hvad er det museumsinspektøren vil? Vildføre læserne? Eller ved han blot ikke, at D for længst er ophørt med at stå for Venstre. eller tror han slet og ret, at Søren Pind er CD’er?

Museumsinspektøren ville i øvrigt også have set, at Københavns Kommunes nettoudgift ikke er “21 millioner kroner” - “Mine damer og herrer” – men “16 mio. kr.”, der ikke går til “at skabe et kedeligt lyskryds”, men til foruden at etablere en glidende trafikafvikling i Holmens Kanal at forskønne dette sted med boulevardbeplantning, flere små pladser med solitære træer osv. – alt i alt en rekreativ gevinst for området - samtidigt med at Niels Juel placeres, hvor han rettelig hører hjemme – i hans gamle værftsområdes centrum, hvorfra han også stod ud for at vinde sine sejre – og hvor hans minde vil få den fremtrædende placering, det fortjener.

Sådan kan der påvises den ene fordrejning, for ikke at skrive, fejl efter den anden: Statuen er ikke “14 meter høj!”, men præcis 8 m. og 1 cm. “Den gode admiral vil” ikke “stå tæt ind til husrækken i Havnegade på den ene side og direkte ud til vandet på den anden side”, al den stund Havnegade, med plads til kørsel i begge retninger samt udvidet med en række til parkering, løber mellem husrækken og promenaden, hvor Niels Juel skal stå, og promenaden selv, ja, den er en god del bredere end gaden.

Placeringen kaldes “visuelt set” “en katastrofe”, hvilket dækker over, at monumentet vil kunne beskues af et overordentligt stort publikum – tilmed i ro og mag, fra Charlottenborg til hele Christianshavn-siden af havneløbet, fra Nyhavns Hoved til Christian IV’s Bro og på distancen fra “De ny Holme” til Knippels- og Langebro. Ja, alt er jo relativt. I Holmens Kanal er de indespærrende kontorfacaders tomme vinduesøjne, de eneste der har adgang til at studere admiralen nærmere. Bissens Tordenskjold, vel forvaret bag Holmens Kirkes tykke mure og tætte gitterværker og på den måde unddraget almenhedens – åbenbart uønskede – blikke, må vel - “visuelt set” – være en korrekt anbragt søhelt – i modstandernes øjne?

Så nytter det ikke, at de bevidste eller ubevidste “unøjagtigheder” forsires med diverse fritsvævende gætterier, nedladenheder og insinuationer fx med hensyn til de kommunalt ansattes mentale tilstand og skumle hensigter, og hvem kommunen vil være venner med, samt mystiske sammenligninger med de “de tidligere østlande”, ja, såmænd Stalin, og groteske fejlreferater af, hvad denne og hin fx Akademirådet har udtalt i sagen. Den slags siger mere om forfatteren end om de faktiske forhold og understreger kun, hvor tyndt ude hele fremstillingen er. Museumsinspektøren “udfordrer” endda “Københavns Kommunes Bygge- og Teknik-afdeling til at vise sine computermanipulerede billeder af den påtænkte opstilling for offentligheden!” Det kan da let imødekommes her – af pladsmæssige grunde dog kun med et enkelt - idet billederne for længst er stillet til publikums rådighed.

Helt parallelt nævner en anden modstander af flytningen, at Niels Juel i Holmens Kanal står “tæt ved Admiralitetet, hvor han holdt til, når han ikke var ude og ‘gav agt på stormens brag’”, hvorfor det kun kan “være en total mangel på kendskab til og/eller respekt for Københavns, flådens og Niels Juels historie, der kan få nogen til at ville flytte statuen fra 1881”. Specielt den efterfølgende ordstaffering er jo overbevisende – bortset fra, at nævnte Admiralitet, hvor Niels Juel skulle have “ holdt til ...” først blev opført i 1706 – da havde Niels Juel været død i 9 år. En tredje modstander fremfører, at Niels Juel ikke kan placeres “meget tæt på vor tids sverigebåde. Det er grotesk.” De pågældende både er holdt op med at sejle for år siden, hvorfor det er heroisk at bruge deres tilstedeværelse som grundlag for at kalde Niels Juels nye ståsted for “skammekrogen” eller “en ydmyg adresse”, som det vil være en “uacceptabel” “helligbrøde” at flytte statuen til.

Hvem tror modstanderne, de kan overbevise med den slags “unøjagtigheder”, for stadig at sige det pænt, pyntet med tomme ord?

Som kronen på værket bruger museumsinspektør Seerup de syv første af i alt 16 afsnit på en forurettet omtale af Kommunens fremgangsmåde, hvilket blot demonstrerer et forbavsende ukendskab til proceduren i forbindelse med kommunale beslutninger som den foreliggende. En ting er at Vej og Park-forvaltningen orienterer de direkte berørte, dvs. naboer og genboer, og orienterer sig selv om disses holdning. Noget helt andet er, at det politiske udvalg in casu Bygge- og Teknikudvalget inviterer til foretræde / høring. Her kan de, der har interesser at skytte, selv melde sig – men det kræver selvfølgelig en vis indsats. Ingen bliver “kaldt”. I øvrigt kunne flåden godt finde ud af at lade sig repræsentere – af en marinehistoriker med ledsager.

Hvad, der måske kan undre mange, er, at fremstillingen ikke indeholder blot skyggen af en argumentation for det synspunkt, der forsvares med så mange andre midler, blålys og løst krudt. At argumenterne glimrer ved deres fravær, er imidlertid ikke så underligt, for de findes ikke! Der gives ikke en eneste grund til, at Niels Juel-monumentet skal blive stående, hvor det blev fejlanbragt for 122 år siden - i en forhen afløbskanal for Indre By, der til sidst var så forurenet, at den, ligesom så mange andre af byens kanaler, måtte tilkastes (1864) – og hvor det i dag ligner en katastrofe, fordi de hurtigt opvoksende kontorbygninger sammen med den eksploderende trafik har betydet, at monumentet i bedste fald overses, i værste vækker irritation. De positive minder om søhelten fremkalder det i al fald ikke – jf. at folkeviddet har døbt statuen, “den fortvivlede trafikbetjent i Holmens kanal” – noget af en degradering, tør man sige, for en admiral.

Fejlplaceringen var resultatet af en højst uhellig alliance mellem godsejere og det mest velhavende bourgeoisi samt en vis gruppe embedsmænd. De første har måske ønsket en modvægt - fra den “glorværdige” enevældes tid - til den nyligt rejste (1873) statue af den alt for imødekommende Frederik VII. på sin hest. Pengemændene har haft en helt klar interesse i, at “deres” nye kvarter fik et kunstnerisk “løft” – for der blev tjent penge i Holmens Kanal – bl.a. på den tætte bebyggelse af Gammelholm efter orlogsværftets endegyldige udflytning til Nyholm – nok til at kvittere med klækkelige bidrag til monumentet. Dette er den historiske forklaring på Holmens Kanal-placeringen. Det er ikke svært at forstå, hvorfor inspektøren fra Orlogsmuseet forbigår det. Så må vi andre stå ud med modstandernes forsøg på at “tale sig udenom”.

Derimod kan der fremføres i stribevis af solide argumenter – for nu ikke at skrive, beviser - for, at Gammelholms kommende Havnepromenade er det både historisk og symbolsk rette sted at mindes Niels Juel, ved siden af, at det er det mest velegnede. En uddybende fremstilling er givet i: http://www.exelever.dk/niels_juel-monumentet/

Her redegøres der i detaljer for, hvorfor Admiralen bestemt ikke hører hjemme i Holmens Kanal, og hvorfor den af kommunen vedtagne placering er den i alle retninger korrekte.

Orlogsmuseet har erklæret at ville “kæmpe hårdt for at Kommunens forslag skrinlægges” – men er der ikke en grænse for, hvilke midler der kan tages i brug? Et er at stikke læserne blår i øjnene – det falder kun tilbage på en selv. Noget andet er det – som det sidste krampagtige forsøg, efter vedtagelsen af projektet - at ulejlige fredningsmyndighederne med en håbløs begæring: Niels Juel-monumentet har bestemt mange kvaliteter, men som kunstværk i og for sig selv kan det ikke bære en fredning. Spørgsmålet er så, om der kan blive tale om en fredning af mindesmærket på det rette sted – næppe, og i al fald ikke i Holmens Kanal - hvis det altså er Niels Juel, sagen drejer sig om - snarere på Gammelholms Havnepromenade. Alt i alt en håbløs og uforståelig demonstration - for en forklaring på, hvorfor søhelten fortsat skal ydmyges med en så ringeagtende anbringelse som i dag, savner vi stadig. Hvad er det egentlig, de vil, modstanderne af, at Niels Juels flyttes fra glemslen i muddergrøften til ære og værdighed?  

Tom Elkær-Hansen

Cand. polit.

Havnegade 35, 4. tv.

1058 København K

Tlf.: 33 14 69 71
e-mail: kogteh@post6.tele.dk