Fredning og 
museum må ikke forveksles

Af Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn
Indlægget har været bragt som kulturkronik i Jyllands Posten i juni 2003

I begyndelsen af 1900tallet var frilandsmuseerne redningsplanke for mange truede bygninger. Men de senere år har museerne holdt igen med overførsel af bygninger. Begrundelsen har været, at bevaringsværdige bygninger nu i højere grad end for eksempel i begyndelsen af 1900tallet er sikret for eftertiden i kraft af fredningslovgivning med hvad dertil er kommet af andre bevaringsinitiativer.
Det er måske en rigtig disposition ud fra en bygningsantikvarisk synsvinkel. Men de senere år har førende udenlandske frilandsmuseer i stigende grad fokuseret på formidling af historien, også 1900tallets historie, og med det for øje har man genoptaget overflytning af bygninger til frilandsmuseerne.
Ser man det hele lidt fra oven, er der principielt tre måder at bevare bygninger og bygningskultur på.

For det første kan man kan nøjes med at bevare det ægte, det eksklusivt autentiske. Bygningshistoriske samlinger er af stor betydning, idet man her har en væsentlig vidensressource i det almindelige arbejde med bygningsbevaring. Derfor har Den Gamle By også opbygget en betydelig bygningshistorisk samling af forskellige typer mursten og tagsten, bygningstømmer, tømmersamlinger, inskriptioner, porthamre, døre, gerichter, paneler, trapper etc. Disse materialer er imidlertid brudstykker af helheder og derfor vanskelige at formidle.

For det andet kan man bevare bygningerne in situ, altså på stedet. Metoden er først og fremmest fredning, men bygninger kan også tildeles en særlig bevaringsværdi. Bevaring på stedet giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer, og bygningerne bevarer en kildeværdi, som vil gå tabt ved flytning. Bygninger, selv fredede bygninger, kan dog rives ned, hvis de kommer til at ligge i vejen for udviklingen - det er der desværre alt for mange eksempler på. På dette seneste er de statslige myndigheder begyndt ligefrem at affrede huse; senest er ni ud af i alt 29 fredede huse i Rønne blevet affredet.
Sådan må det nødvendigvis være. Man kan ikke for altid fastlåse et bysamfund uden mulighed for ændringer i takt med udviklingens krav. Men det aktualiserer spørgsmålet om, hvorvidt fredningen er det eneste relevante redskab, når man taler bevaring af bygninger og historiske miljøer.
Hertil kommer en anden, nok så væsentlig ulempe ved bevaring in situ, nemlig at omgivelser og interiører ikke er omfattet af bevaringen og derfor med tiden nødvendigvis må blive forandret.

For det tredje kan man overflytte og genskabe bygninger med basis i en kombination af de bevarede originaldele, videnskabelige undersøgelser og viden om samtidens bygningskultur. Det er den model, frilandsmuseerne har anvendt fra første færd.
Overflytning af historiske huse er et enestående eksperimentarium for håndværkere og arkitekter, hvortil kommer, at museerne her kan genskabe historiske interiører med adgang for publikum, og man kan genskabe omgivelser med gårde, haver og brolægning mv. Museerne kan på den måde give et historisk totalbillede i størrelsesforholdet 1:1 af et givent kulturmiljø på et givent tidspunkt i historien.
Ulempen ved at flytte bygninger er naturligvis, at en del af en bygnings historiske kildeværdi forsvinder ved nedtagning og genopførelse, ligesom man skal være opmærksom på, at genopførelse af historiske huse er en bekostelig affære og følgelig kun en hensigtsmæssig løsning i forholdsvis få tilfælde.

Den Gamle By arbejder parallelt med alle tre modeller for bygningsbevaring ud fra den opfattelse, at de supplerer og kompletterer hinanden. Den bygningshistoriske samling er uvurderlig, vi arbejder fortsat med at overflytte bygninger, og vi giver gerne vort besyv med, når det drejer sig om, at bevare bevaringsværdige bygninger og hele bygningsmiljøer på stedet.
Men det er vigtigt at holde sig for øje, at fredning og bevaring er ét, frilandsmuseum noget andet.
Tilstedeværelsen af ældre bygninger giver en by eller en landsby dybde og dimension, og de føjer i mange tilfælde en umistelig kvalitet til vore bygningsmiljøer. Men det er vigtigt ikke at forveksle dette med museal bevaring, idet den moderne kontekst helt klart definerer de ældre, bevarede bygninger som elementer i en moderne bebyggelsesstruktur. Man er nødt til at se praktisk på tingene. Fredede og bevaringsværdige bygninger skal have en funktion i det moderne samfund - ellers forsvinder det økonomiske grundlag for fredningen.
Anderledes med bygninger på frilandsmuseer. De er taget ud af det pulveriserende liv og kan derfor indrettes nøjagtig, som de så på det tidspunkt, museerne ønsker de skal vise. Her kan bevaringen ske 100 procent med tidens materialer, rumdisponering og faciliteter - eller mangel på samme.
Ønsker man at vise et troværdigt billede af, hvordan det var førhen, hvordan husene så ud, gadebilledet, gårdmiljøerne og boliger og butikker, så er frilandsmuseerne den naturlige løsning.