Kommentar
Historiens digitale stafet
Det historiske arbejde i den digitale tidsalder - en vision

Af Jørgen Burchardt

Intro - det historiske arkiv år 2100
Lyset trænger ud i vintermørket fra et par af husene i den fjerntliggende grønlandske bygd. Der er hektisk travlhed i et par af bygningerne nær minen, men det er der ikke noget at sige til, for en lille gruppe mennesker er ved at genføde hele verdens nyere historie. Som en fugl Fønix skal den gamle historie genopstå af den gamle. Det er en kritisk situation. Selvom man har udført arbejdet mange gange tidligere, vil et uheld med maskinerne eller en menneskelig fejl ved programmeringen kunne slette størstedelen af verdens digitale data for evigt. Det er dog endnu ikke sket, og hvis der trods alle sikkerhedsforanstaltninger skulle ske en fejl, ville de samme data trods alt stadig ligge på et af verdens fire andre digitale arkiver sikret dybt inde i minegange.

Situationens alvor
Der er blevet skrevet lidt en gang imellem om problemer med bevaring af digitale data, men alvoren gik for alvor op for mig, da jeg stod med back-up båndene fra Det Danske Stålvalseværk. Denne en af landets største arbejdspladser og spydspids for den danske stålindustri var gået konkurs, og Danmarks Tekniske Museum skulle redde så meget historisk materiale, som det var muligt. Båndene var helt nye. De mange bånd på række i den brandsikre boks var pænt nummereret, og de kunne sikkert læses i en tapestreamer, som det tilhørende læseapparat nu hedder. Men hvilke programmer skulle der til? Og hvilken type computer skulle køre dem?
Erhvervsarkivet havde fået de ældre papirer fra værket. Men digitale data kunne de ikke tage imod. Måske hvis det havde været et arkiv udelukkende med simple breve, kunne det have været forsøgt. Men informationerne på båndene var gemt via programmer, som de benyttes i erhvervslivet og som er helt anderledes, end dem man arbejder med i Statens Arkiver og som Erhvervsarkivet kunne have fået hjælp fra.
Oplysningerne fra de sidste årtier er således ved uigenkaldeligt at gå tabt. Det gælder viden om det nødvendige stål bag olieplatformene i Nordsøen, erhvervseventyret med den danske vindmølleindustri og de store supertankere fra Lindøværftet. Og om en af landets største arbejdspladser.
Kort efter stod jeg med et tilsvarende problem. Middelfart Museum skulle redde historien fra byens største virksomhed, Walker, en fabrik for autoreservedele, som også skulle lukkes. Her var det ikke nødvendigt at overveje at redde de digitale informationer. Praktiske, økonomiske og administrative problemer udelukkede det klart. Virksomheden var en del af en international koncern. Serveren med Walkers oplysninger lå ved Heathrow i England; dataene kom fra mange af koncernens virksomheder, hvilket blev koordineret fra det europæiske hovedkvarter i Bruxelles, mens beslutningerne blev taget i Lake Forest i USA. Ud over oplysninger om den fynske arbejdsplads, kunne virksomhedens arkiv ellers have givet et fint indblik i den danske bilparks historie.
Efter disse oplevelser kunne jeg ikke lade være med at tænke på de pionerer, som vi kan takke det meget historiske materiale for på dagens arkiver. I en årrække arbejdede jeg faktisk på Faaborg Byhistoriske Arkiv, som var landets første egentlige lokalhistoriske arkiv startet i 1937. Her kunne jeg hjælpe de besøgende med historisk materiale, som stifteren, provisor Hans Brandt, under hans vagter i de sene nattetimer på apoteket havde haft god tid til at ordne. Arkivalierne havde han fået opsnuset rundt omkring, og han havde utvivlsomt selv glæden ved at læse de gamle papirer.
Arbejdet er siden blevet videreført af andre frivillige amatører, og i dag - og fremover - kan vi andre drage nytte af det arbejde, som disse ildsjæle har udført.

De komplicerede digitale arkivalier
Over for de digitale data kan denne papirarkivernes arbejdsmetode ikke mere benyttes. Hvor vi hidtil har kunnet redde oplysninger på papir 50 år eller mere efter de er blevet skabt, vil det ikke kunne ske med de digitale oplysninger. Hvis man i fremtiden skulle finde et backup bånd fra vores tid på loftet eller i en kælder, vil man nok ikke samle det ind til et historisk arkiv. Man vil ikke mene, at det kan være interessant. Man kan ikke se eller forstå, hvad det er. Hvor de gamle protokoller umiddelbart kunne læses og man kunne se skriverens personlige pennestrøg i de interessante historiske beskrivelser, er datamedier anonyme industriprodukter.
Derved risikerer den professionelle historiske verden at miste forbindelsen til den folkelige interesse for historie. På sigt kan fremtidens arkivarer på de digitale arkiver blive en ny klasse af specialister, som udenforstående kan kritisere for at være endnu en gruppe af uforståelige eksperter.
For det bliver et helt nyt arbejde at være digital arkivar, hvilket har en teknisk forklaring.
Og teknik er kun interessant for et fåtal.
Ja. Her kommer altså alligevel en kortfattet beskrivelse af problemerne.
Alle informationer er efterhånden blevet digitale i takt med at den teknologiske udvikling stormer frem. Men samtidig risikerer vi, at hele vor æra i historien ikke kan gemmes og simpelthen forsvinder af tekniske grunde. Nye computere, nye lagermedier og nye programmer betyder, at vi ikke kan læse digital information, som bare er få år gamle. 5 ¼" floppydisken brugte de fleste af os for 10 år siden. Kun de færreste har i dag et drev, som kan læse den - og hvis vi har, kan indholdet måske ikke læses af nogen af dagens programmer.
Endnu værre er det, at medierne ikke har den levetid, vi har troet. Det er kendt, at de magnetiske medier løbende forringes. Mindre kendt er det, at den meget almindelige CD-ROM sjældent har den levetid på de 100 år, fabrikanterne ellers lover; bare en uges tid i vindueskarmen og informationerne kan være væk.
Dette tab af information kan ske for alle i samfundet. I familierne vil de digitale videoer af børnene ikke kunne læses, når børnene bliver voksne. Hos A.P. Møller - Mærsk Gruppen vil man til firmaets 150 års jubilæum i 2054 ikke kunne skrive meget om tiden efter 1990.
Der er dog én løsning på problemet. Nemlig løbende at kopiere oplysningerne fra det gamle medie til det nye, som erstatter det. Og samtidig at hver eneste fil skal oversættes til en ny filtype, når programmerne ændrer sig. Det er noget de største virksomheder løbende udfører eller køber sig til. Hos Statens institutioner er det ved at blive rutine via Statens Arkiver, som endda er i den privilegerede situation i en vis udstrækning at kunne diktere anvendelse af et begrænset antal programmer.
Bemærk at denne historiens stafet skal gå videre fra generation til generation. Slukkes ilden bare en enkelt gang, kan den ikke tændes igen. De historiske informationer vil for evigt være forsvundet, hvis ikke data bliver overført til nye medier inden nedbrydningen eller den tekniske forældelse har fundet sted.

En indsats før historiens korte nu
Og værre er med den situation, hvor redningen af data sker. Flertallet af landets virksomheder har ikke ressourcer til at overføre alle deres digitale informationer. De har problemer nok med bare den mest benyttede information, når de skal gennem den dyre og besværlige proces at overgå til en ny IT platform, måske hver 4. eller 6. år. På samme måde dør meget information, når virksomheder eller afdelinger nedlægges eller fusioneres med andre.
Og endnu en af de kedelige tekniske detaljer: oplysninger bliver ikke fastholdt, som det sker på papir. Databaser bliver hele tiden opdateret og ændret. Selvom en database skulle blive bevaret, vil alle forandringer indtil da ikke blive husket.
Det betyder, at man skal tænke på bevaringen af den digitale information faktisk inden den bliver skabt. Altså: hvor Hans Brandt kunne arbejde med historien mange år efter den skete, skal man fremover arbejde med historien inden den sker.
Det giver problemer, mange problemer. Praktiske, juridiske, tekniske.
Hvad skal samles ind? Hvad vil have værdi? Disse spørgsmål har alle indsamlere måtte stille sig. Det er bare meget sværere at stå midt i dagens heksekedel af myldrende begivenheder og skulle tage stilling. Det er lettere på afstand at vælge: de informationer har vi ikke; dem skal vi bevare; de andre har vi massevis af eller de er uden betydning, så dem skal vi ikke belaste eftertiden med at gemme.
Og så er der alt det praktiske med at kopiere, finde og tilrette programmer. Lær samtidig ordet 'metadata', en beskrivelse af data, for det bliver en forudsætning for overhovedet at forstå fremtidens digitale oplysninger.
Samtidig findes der personlige forhold. Hvor man med historiens afstand kan gøre nærmest hvad som helst med informationer, hvis de er tilpas gamle, er det nærmest umuligt med de digitale data. Således kan Silkeborg Museum udstille den 2000 år gamle Tollundmand til almen beskuelse, men hvis man i et digitalt arkiv har et personnummer, er det meget følsomme informationer. Hvis der samtidig er jurister, der kan øjne ophavsretslige indtægtskilder, bliver det virkelig svært. I erhvervsdata findes der tillige informationer, som man ikke ønsker modparten får at vide, hvad enten modparten er fagforeninger, skattevæsenet, politiet eller monopolmyndighederne.

Den aktuelle status
Det er et samfundsmæssigt problem, at så megen vigtig og potentiel nyttig information forsvinder.
Politikerne er heldigvis klar over problemet. Således har Folketingets Kulturudvalg i enighed bedt Kulturministeriet om at lave en betænkning om den digitale kulturarv, hvilken blev fremlagt sidste år med forslag til et par gode skridt. Bevaring af TV, Internettet og indirekte Statens egne arkiver er rimeligt på vej.
De statslige administratorer bag betænkningen havde imidlertid helt undladt at tænke på erhvervslivets informationer. Man ønskede blot at lave en folder for Erhvervsarkivet om hvordan virksomheder kan aflevere deres information på CD-ROM. Så store var visionerne.
Det minder lidt om Fremskridtspartiets forslag om Forsvarsministeriets telefonsvarer i sin tid. Folk med bare lidt kendskab til området ved, at erhvervslivets data er langt mere fyldige end at det er fornuftigt at kommunikere via CD-ROM. De er desuden ofte langt mere komplekse end de administrative data, man ellers benytter i Staten.
I forslaget indgår ekstra midler på 100.000 kr. i 2005; altså sølle 3 måneders arbejde for at redde informationerne fra landets tusinder af virksomheder. Det skal ses i sammenhæng med, at Erhvervsarkivet samtidig var pålagt store millionbesparelser, som har betydet mange afskedigelser - inkl. af lederen, som i øvrigt var en stor fortaler for digital bevaring, hvorfor arkivet ikke mere har en egen leder. Det er en sikker måde at ødelægge en institution på, som ellers har været verdens førende for bevaring af erhvervsinformation.
Hvis den førte politik ikke bliver ændret, vil desuden informationerne fra kommuner og amter tillige være i farezonen. Her var udvalgsbetænkningen ualmindelig uklar og stillede ikke krav om sikkerhed for bevaring af de digitale informationer. Selvom der bag forsigtigheden sikkert ligger nogle politiske hensyn til de benhårde realiteter om hvem, der skal betale de rimelig store udgifter, burde administratorerne trods alt have turdet nævne det som et problem og ikke blindt være Statens lydige embedsmænd.
Helt tavse er de omkring landets flere end 460 lokalarkiver. Det er helt sikkert, at selv de største af arkiverne har ingen mulighed for alene at bevare bare brøkdele af fremtidens digitale data. Mærkeligt at de københavnske embedsmænd ikke har forståelse for værdierne hos landets mange fortrinsvis frivilligt drevne arkiver, men sådan har situationen været igennem mange årtier.

Arkiver og museer i nye alliancer
Opgaven skal løses, og det skal ske hurtigt. For hvert år, der går inden realiseringen, betyder ét års mistet information.
For de digitale arkiver fra erhvervslivet må Erhvervsministeriet på banen sammen med Kulturministeriet. I fællesskab bør de sikre en langtidsbevaring via rådgivning og løsninger, så landets virksomheder kan råde over deres gamle data for deres løbende aktiviteter, og således at samfundet kan overtage dem, når virksomhederne ikke mere bruger dem. Der må nytænkes, så en 'venligsindet tvang' kan få firmaerne selv til at ville langtidsarkivere deres ting. Konsulentordninger parret med en pligt til aflevering til et offentligt arkiv kunne være et af midlerne.
For alle områder skal der nytænkes, og selv med det bedste forløb, tager det mindst 5 år inden en ny udredning har fået gennemslag.
Der er ellers gode muligheder for at få styrket området. Et aspekt er et samarbejde med museerne, for de må også selv ændre deres arbejdsform, så den er mere rettet mod nutiden. Genstande skal samles ind - eller i hvert fald dokumenteres - samtidig med at de eksisterer, hvilket den teknologiske udvikling sørger for sker med stadig meget kortere tidsintervaller. Samtidig lever vi i et videnssamfund, hvor kundskaber og kunnen spreder sig i internationale netværk, hvorfor folk må interviewes mens de kan huske.
Derfor bliver museer og arkivers arbejde mere sammenvævet med hinanden. En styrkelse gennem en organisatorisk samling på landsplan mellem Kulturarvsstyrelsen og de historiske arkiver har vi endnu til gode.
Der skal arbejdes internationalt. Det sker faktisk allerede på visse områder i stor stil. Via e-mails og Internettet spredes information om problemerne og deres mulige løsninger. Det internationale samarbejde skal bare udbygges, for kun et par enkelte lande i verden er så store, at de har ressourcer til løbende at konvertere de digitale informationer. Husk på, at selv i økonomiske lavkonjunkturer skal faklen føres videre. Derfor visionens fem centre, som konverterer oplysningerne på samlebånd.

Den digitale vision
Efter alt det ovenstående sortsyn vil jeg slutte med en god vision: den store nytte vi kan have af den digitale information. Samfundet kan virkelig drage nytte af de enorme mængder af værdifuld information, der løbende er bygget op og samtidig udnytte de digitale datas 5 fantastiske fordele: de er lette at kopiere, flytte, søge i, lagre og billige at opbevare.
Tænk f.eks. på meget vigtig viden om det danske samfund, der kan skabes, hvis forskerne fremover kan søge i vor dages information.
Lad os derfor slutte med billedet af en forsker en dag i 2100. Hun sætter sig om morgenen i sin ynglingsstol og beder computeren skaffe adgang til SAS database med billetudstedelser 2000 - 2010. Med få ordrer kan hun nu på væggen se hvorledes danskernes rejsemønster var. Hun følger også enkelte personers rejser over årene inden en indskydelse får hende til at se på, hvad man dengang spiste og drak. Via Coop og Dansk Supermarkeds logistik kan hun se hvorledes det skiftede fra sæson til sæson og år til år. Hun søger på nogle af sine forfædres familiers forbrug, der viser nøje hvorledes maden ændrede sig efterhånden som hendes oldeforældre voksede op. Efter en halv time må hun hellere gå i gang med sit egentlige arbejde om, hvorledes det daværende Danmarks økonomi egentlig kunne gå så godt fremad i flere årtier. Via banktransaktionerne fra Nordea og Danske Bank får hun både et fint overbliksbillede og et detaljeret indblik i samfundets pengestrømme. Da hun på et tidspunkt surfer lidt tilfældigt og får set hendes tipoldefars bogindkøb på Internettet, tænker hun på, at det er rart, at han havde givet tilladelse til at hans personlige oplysninger måtte være åbne.
Fortsæt selv listen over nyttig viden, der kan skabes af landets forskere og nysgerrige personer for ikke at nævne de mange veldokumenterede bøger, vi vil kunne glæde os over at læse til den tid.
Hvis vi får startet stafetten.

Jørgen Burchardt er erhvervs- og teknologihistoriker. Arbejder aktuelt med at redde historiske oplysninger og skrive bøger om Det Danske Stålvalseværk (for Danmarks Tekniske Museum) og Walker DK (for Middelfart Museum). Af hans seneste bøger kan nævnes100 års jubilæumsskrifterne for NKT Holding og Trådværket i Middelfart samt om tobaksfagets historie.