[sitemap]

< Kommentarer  
  

  

Kommentar
Noget om besøgstal på museer

Af Hans Munk Pedersen, Bangsbo Museum

Museernes besøgstal diskuteres meget i denne tid. Der tales om markant nedgang i antallet af museumsgæster, nogle mener, at turisterne ikke gider gå på museum, og andre finder det betænkeligt, at ressourcerne spredes på for mange udstillingsattraktioner. Der stilles også spørgsmålstegn ved antallet af museer, om museerne er gode nok, og om museernes rolle skal ændres. Og under det hele ligger fornemmelsen af, at museerne er i krise.

Det kan  indledningsvis slås fast: Museerne i Nordjylland er ikke i krise, og museernes besøgstal er som helhed ikke faldende. Tager man tal fra Museumsstatistik 2002, som udgives af Danmarks Statistik, kan man slå op på side 3 og se, at museerne i Nordjyllands Amt i 2002 havde 880.157 besøgende mod 878.352 året før. Der er altså tale om status quo og ikke om tilbagegang. For Bangsbos vedkommende har der siden 2000, hvor Det Jyske Modstandsmuseum åbnede, været tale om en moderat tilbagegang – herom senere.

I folks bevidsthed er det stadig sådan, at et museum er et sted med en udstilling. Følgelig er antallet af museumsgæster ofte det eneste succeskriterium. I virkeligheden er museernes arbejde med udstillinger kun en lille del af de aktiviteter, der er defineret i museumslovens regler for museumsvirksomhed. Prøv at gå ind på Kulturministeriets hjemmeside (www.kum.dk ) og find museumsloven – her står det tørt på hvidt, hvad et statsanerkendt museum skal beskæftige sig med for at opnå statstilskud. Hertil kommer, at kommunen som den største tilskudsgiver med rette kan forvente et ordentligt produkt. Et produkt, der omfatter besvarelse af forespørgsler, deltagelse i løsning af planopgaver, samarbejde med skoler, bibliotek og de øvrige kulturinstitutioner, levering af materialer til lokale kulturprojekter og happenings, afholdelse af foredrag, byvandringer, formidling af kulturlandskab etc. etc. Især i forhold til lovgivningen kræves også videnskabelige undersøgelser, forskning og publicering af videnskabelige resultater.

Det er derfor ret og rimeligt ikke kun at  bedømme museernes succes på antallet af udstillingsgæster – de skal også bedømmes på håndteringen af det brede spektrum af opgaver, de ifølge loven er forpligtet til at løse og det brede engagement, der forventes fra lokalsamfundets side.

Men lad os vende tilbage til museernes besøgstal. Museumsgæsterne består groft sagt af  to grupper: Regionens egen befolkning og turisterne. Befolkningen er nogenlunde konstant fra år til år, mens antallet af turister svinger meget. Når den samlede mængde af turister i sommerhuse og på campingpladser går ned, følger antallet af museumsgæster med. Går turistantallet op, gør museernes besøgstal det samme. - Så simpelt er det. I en årrække har turismen i Nordjylland været vigende, og den flade kurve i udviklingen af museernes besøgstal skal først og fremmest ses i dette lys. På Bangsbo er 30-40% af sommergæsterne tyske turister, og derfor slår det hårdt, når antallet af tyske turister i sommerhuse og på campingpladser er faldende, således som det været i en årrække.

Men det har også betydning, hvordan der investeres i de nordjyske attraktioner. De museer, der har økonomi til at investere tungt i nye udstillinger, vil naturligvis tiltrække flere gæster. Skoleeksemplet herpå er Nordsømuseet. Når der pumpes 80 mill. ind i ny formidling, stiger besøgstallet med op mod 200.000, men da der kun er et begrænset antal potentielle museumsgæster i regionen,  må de øgede besøgstal på Nordsømuseet alt andet lige medføre færre gæster på andre museer. I visse dele af turistsektoren er man klar over dette forhold. F.eks. har direktøren for Midt Nord Turisme, Jørgen Hansen, givet udtryk for, at markedet for store oplevelsesattraktioner i Nordjylland er mættet. Kommer der flere, vil det udsulte mindre, kapitalsvage attraktioner. Med andre ord: Der bliver flere butikker til at kapre de samme kunder, og det vil betyde besøgsnedgang for især de mindre museer. – Så simpelt er det.

Men jeg er på længere sigt ikke urolig for Bangsbos muligheder for at tiltrække besøgende. Vi er – sammen med de øvrige museer i amtet - med til at give regionen en kulturel dybde, som er til stor glæde for såvel beboere som turister, og som gør det muligt for turisterhvervet ved siden af ord som sol og strand og vand at benytte nøgleord som ”ægthed”, ”autenticitet”, ”originalitet”, ”oprindelighed” og  ”oplevelser”  – ord, som ifølge eksperter på turistområdet vil få større og større betydning for turismens udvikling. Og disse elementer vil i længden blive afgørende for, hvilke attraktioner der bliver stående, og hvilke der vælter. Som en repræsentant for de sidste kunne det være fristende at tænke på Skagen Odde Naturcenter.

Til slut: Bangsbo Museum og Arkiv er i dag en velassorteret kulturforretning med varer på mange hylder. Skæres der ned på på museets økonomi, må der skæres i varesortimentet. Investeres der yderligere i museet, kan vi levere endnu mere. Også højere besøgstal. – Så simpelt er det.

 

 Hvad mener du?

 Skriv din mening:

Har du en holdning til spørgsmålet om besøgsstal, så skriv i Historiedebatten >