Kommentar
Arkiverne ud til folk?

Der er sker en del på arkivområdet i de seneste måneder. Den første juli trådte Danmarks nye arkivlov i kraft. Det er en arkivlov, som for første gang anerkender, at arkiver skal vejlede brugerne i brugen af arkivalier. Tilgængelighedsgrænserne blev sat ned – og nu foreslår regeringen bygning af nye rigsarkiv-magasiner i København. Men arkivspørgmål rummer mange flere emner. Fx spørgsmålet om kontakt til omverdenen og brugerne.

Ændringen af tilgængelighedsreglerne er en ægte nyskabelse, men det er ikke nyt, at arkiver skal vejlede deres brugere, det har man gjort længe. Det er også nødvendigt, idet det er de færreste, der uden videre kan komme ind på læsesalen, finde den relevante registratur og bestille samt læse arkivalierne – som sandsynligvis endda er skrevet med den gotiske håndskrift, som ingen har lært i skolen siden 1875.

Det er på mange måder ”sværere” at bruge arkiver end fx museer og biblioteker, men dog ikke mere vanskeligt og afskrækkende, end at det rigsarkivet, erhvervsarkivet og de fire landsarkivers  læsesale tilsammen har ca. 96.000 besøgende på årsplan. Hovedparten af disse brugere er på jagt efter deres egen personlige indgang til Danmarkshistorien gennem slægtsforskning. Det er ca. 70 – 95 % af brugerne, der kommer i dette ærinde. Der findes ikke lignende opgørelser over besøgstal m.m. på stads- og kommunearkiverne samt de lokalhistoriske arkiver, som der i alt  er 400 af i Danmark. Arkivloven gælder her kun for stads- og kommunearkiverne.

Arkiver adskiller sig fra fx museer og biblioteker ved, at brugerne her har mulighed for at arbejde med autentisk materiale, enten i kopi eller original. Arkiverne bruges naturligvis af akademiske forskere og studerende, men de fleste brugere er faktisk helt almindelige, historisk interesserede personer. På arkivet kan brugeren stille sine egne spørgsmål til fortiden og på baggrund af de autentiske kilder finde sine egne svar. Arkivet er gør-det-selv historikerens byggemarked, hvor de klodser, der til sammen danner en historisk beskrivelse skal findes - hvad enten det nu handler om slægten, lokalsamfundet eller en anden historisk interesse. Enhver borger har ret til – direkte fra gaden – at henvende sig på et arkiv for at søge oplysninger om historiske forhold, og arkivloven sætter som nævnt nogle grænser for, hvad der uden videre kan udleveres af personalet. Lokalarkiver, der er medlem af d landsdækkende sammenslutning SLA, følger de samme regler som findes i Arkivloven.

På danske arkiver findes ikke formelt stillinger, som svarer til museernes ”museumspædagoger” eller ”museumsformidlere”. Men blandt arkivarer, som arbejder med udadvendt virksomhed, ses den nye paragraf som et meget glædeligt fremskridt. Også selvom der er langt til nogle af de visioner, der findes for arkivers virksomhed i andre lande. Her er man parat til at se arkiver som en samfundsmæssig og kulturel ressource, der har en naturlig placering blandt andre kulturinstitutioner, når det drejer sig om formidlingsmæssig aktivitet. Her er i stigende grad tendens til at opfatte også arkiver som institutioner, der har en rolle at spille i forhold til fx skoler, men også social og etnisk integration.

I Storbritannien har den fælles styrelse for Arkiver, Biblioteker og Museer, som meget sigende hedder Ressource, en bred målsætning, der desuden definerer hele befolkningen som potentiel målgruppe.  Målet er, at de institutioner, der er tilknyttet styrelsen, skal kunne "Touch the Lives of Everyone", altså have relevans og udgøre en ressource for alle. Det er også her, at begreber som ”social & ethnic inclusion” er en del af det ideologiske grundlag for kulturinstitutionernes – og også arkivernes - virke. Tanken er bl.a., at kulturelle oplevelser, kompetencer og viden kan føre til nyt selvværd og nye muligheder i tilværelsen, og dermed bl.a. til øget social/etnisk integration.

De pæne ord følges op af konkrete tiltag. Fx har de engelske arkiver hvert år en ”Black History Month”, hvor der focuseres særligt på dette emne. The National Council on Archives har udgivet en rapport, der kortlægger arkivernes praksis vedr. social integration, og der er desuden taget initiativ til, at september 2003 bliver ”Archives Awareness Month” med temaet ”Love and Hate”. Flere store britiske arkiver, bl.a. National Archives, det engelske rigsarkiv, arbejder allerede på disse felter, der rummer store satsninger på udadrettet virksomhed og undervisning. Deres bevillinger, bl.a. fra den engelske pendant til Tipsmidlerne, Lottery Fund, er af størrelsesordener, som man herhjemme blot kan drømme om.

Også når det gælder brug af arkiver og arkivalier i undervisningen har de britiske arkiver allerede opbygget mange erfaringer. På National Archives findes dels den prisbelønnede undervisningssite ”The Learning Curve”, men også ”Education Officers” som står for det arkivpædagogiske arbejde. På mindre arkiver findes ofte en ”Education Service”.

Også andre nationale arkivvæsner har en enkel, overordnet retningslinje for deres virksomhed, og sætter focus på udadvendt virksomhed forstået som andet og mere end vejledning. Visionen for det canadiske nationale arkivvæsen er "to connect Canadiens to the Sources of their Past, their Histories" - dvs til at arkiverne skal ud til alle, i forhold til deres behov. National Archives of Australia profilerer en lignende tanke i ”Bringing the Archives to the People”. Og her er betydningen dobbelt. Det handler om at sikre den oprindelige befolknings historie. Men også helt konkret at ”bringe historien ud” i det uhyre land, gennem brug af udstillinger og nye medier. Der lægges desuden stor vægt på den arkivpædagogiske indsats og på at nå ud til børn.

I vort gode naboland, Sverige, har privatarkivsektoren længe arbejdet forhold til skoler og skolebørn. Blandt privatarkiverne i Skåne bl.a. med ansættelsen af arkivpædagoger, for hvem målsætningen er, at ingen børn bør forlade grundskolen uden at vide, hvad et arkiv er. Der er dels tale om, at arkivpædagogen kan besøge skoleklasser medbringende forskelligt materiale i rejsekufferter – parat til en rejse i tiden (den såkaldte ”Väskemodel”), men også om, at forskelligt emneorienteret kopimateriale kan udlånes og stilles til rådighed for skolernes eget arbejde, uden beregning.

De svenske arkiver har desuden formuleret et program for udadvendt virksomhed SASS (Svenska Arkiv i Samverkan för Synlighet) hvor arkiver af både privat og offentlig karakter deltager. Dette samvirke arbejder i forhold til konkrete, fælles og udadvendte aktiviteter, men har også leveret et fælles svar på dele af den arkivudredning, som kom i efteråret 2002. Udredningen fik overskriften "Arkiv för Alla - nu och i Framtiden"  indeholder bl.a. tanker om, at de statslige arkiver især skal arbejde for få børn, ungdom, mennesker med anderledes kulturel baggrund samt handicappede til at anvende arkiverne. Dette skal bl.a. ske blandt ved at igangsætte publikumsvendte og arkivpædagogiske arkivprojekter på tværs af institutionerne.

I Danmark ser forholdende noget anderledes ud.  Målrettet pædagogisk virksomhed i forhold til børn/skoleelever findes på visse stads- og kommunearkiver samt lokalarkiver, men ikke i det statslige arkivvæsen. Ressourcerne er knappe, men disse arkiver arrangerer rundvisninger for universitetsstuderende (primært historiestuderende) samt et mindre antal introduktioner for nye arkivbrugere. Kun på få danske arkiver findes en egentlig skoletjeneste.

Fra tid til anden deltager alle danske arkiver naturligvis også i udadvendte aktiviteter, selvom de ressourcer, der anvendes hertil er af stærkt svingende omfang, og vanskeligt kan måle sig med de tiltag, som har både lovgivnings- og bevillingsmæssig opbakning i udlandet.

”Arkivernes Dag” – et oprindeligt svensk initiativ – har efterhånden bredt sig til flere nordiske lande, og der afholdtes således ”Arkivernes Dag” i Danmark i 1999 samt 2001. I 2003 planlægges forskellige aktiviteter ud fra temaet ”Kroppen i lyst og nød”, som løber af stabelen lørdag den 8. november. Desuden bruger mange lokal- og stadsarkiver betydelige ressourcer på at udforme plancheudstillinger, deltage i byfester m.m. Også visse statslige arkiver deltager i lokale ”Kulturnætter”, og arrangerer mindre foredrag i tilknytning til læsesalene. Udstillingsvirksomhed forekommer også på de statslige arkiver, dog i langt mindre omfang end på stads- og kommunearkiv samt lokalarkivområdet, hvor mange måske ligefrem opfatter den udadvendte virksomhed som den væsentligste del af aktiviteterne. Dette gælder måske navnlig de arkiver, der ikke har krav om varetagelse af opgaver i tilknytning til den offentlige arkivdannelse.

Mange lokalarkiver anvender standardvedtægter, der netop som et formål for virksomheden definerer, ” …gennem udadvendt virksomhed at fremme kendskabet til og styrke interessen for ( det relevante lokalområde)´s historie”. En sådan hensigt eller et sådant krav definerer Arkivloven ikke for den virksomhed, der er tilknyttet de offentlige arkivalier. At brugerne nu har krav på den vejledning, som arkiverne i forvejen yder, er jo ikke det samme som, at Arkivloven nu anerkender tilstedeværelsen af et behov for uopfordret udadvendt virksomhed fra arkivernes side. Heller ikke, at arkiver også bør have formidlende, historiefortællende og -oplysende aktiviteter som en naturlig – og bevillingsgivende - del af deres virkefelt.

Men hvorfor skal arkiverne nu også dét? For arkivarer, der arbejder med udadvendt virksomhed er svaret oplagt, ikke mindst i lyset af de tiltag, som andre landes arkivvæsener har mulighed for at engagere sig selv og deres samlinger i. For dem, der selv at prøvet at ”søge og finde” er svaret heller ikke svært. Der er næppe mange, der ville have været foruden de oplevelser og den historiske indsigt, som den, der arbejder med arkivmateriale får, uanset om det sker på amatør- eller professionel basis. Men for i det hele taget at få ideen om at bruge arkiver og arkivmateriale kræves en viden om institutionernes eksistens og indhold. Først må arkiver opfattes på samme måde som biblioteker og museer: Et reelt tilbud til alle borgere, selvom præmisserne for brug, er anderledes end for de to andre institutionstyper. En sådan viden kommer ikke af sig selv, og navnlig ikke i grupper, der af sociale eller kulturelle årsager sædvanligvis ikke anvender denne type af tilbud.

At have og bruge arkiver er ikke kun interessant og udviklende for den enkelte. Den praktiske viden om at de findes, kan besøges og bruges, har en samfundsmæssig relevans i ethvert demokratisk samfund, ikke mindst i forhold til den almindelige undervisning i folkeskolen.

For at udbrede denne viden om arkiver kræves – både lovgivnings- og bevillingsmæssigt - en øget opmærksomhed omkring nødvendigheden af konkret udadvendt virksomhed i forhold til de grupper, som vore nabolande allerede er begyndt at arbejde med. Ikke kun vejledning til brugere, som af sig selv allerede har fundet vej til arkiverne.

Det danske Arkivformidlernetværk består af : Karsten Gabrielsen, Lise Høyrup, Bente Jensen, Helle Larsen, Sidsel Risted Staun og Nete Balslev Wingender.