Helhesten

Helhesten er en slags "heste-genfærd", der ofte optræder som dødsvarsel

Dyret kan også kaldes for "kirkehest" eller "lighest".  Man mente, at hesten var blevet levende begravet da kirken blev bygget, og at genfærdet bagefter holdt til på stedet og bl.a. kunne vise sig for folk, der snart skulle dø.
Hesten gik i reglen på tre ben – ligesom visse andre overnaturlige dyr – og kunne også være hovedløs.

Ældste helhest fra 1600-tallet
Der er knyttet sagn om dødningeheste til flere kirkegårde, bl.a. Sct. Knud i Odense, Sct. Olai i Helsingør og Mariager.
I nogle sagn - bl.a. om Søllested kirke - fortælles, at dyret var en slags offer, der skulle give held med kirkebyggeriet. I Søllested kunne man ikke få tårnet til at stå, før der blev begravet en årgammel hvid hest nedenunder.
Den første omtale af en helhest stammer fra 1673, hvor den nævnes af Jens Hansen Odense på linje med væsner som "gårdpuen", "nøkken" og andre "spøgelser". Få år senere, i 1692 oplyser præsten David Monrad fra Fyn, at folk tror, at hesten viser sig når nogen skal dø. Han kobler hurtigt dyret med den romerske uniped (énfod) og konkluderer, at helhesten kun har ét ben.

Pietisten Erik Pontoppidan, som i 1730´erne advarede imod de folkelige trosforestillinger omtalte også hesten ved Sankt Knuds kirke, der "med trebenet bulder om natten humper om på kirkegården". Pontoppidan brød sig naturligvis ikke om historien, der havde "alt for længe fyldt alle skvaldergader i Odense på Fyn".