[sitemap]

< Efterlysninger

  

   

"Spaniolere" i slægten?

I forbindelse med projektet ”Da spaniolerne kom…” et kulturmøde i 1808” efterlyser Holbæk Museum personer, der kan dokumentere, at de har spanske aner (spanske soldater på ophold i Danmark i 1808) eller har familiehistorier om det samme.

I 2008 er det 200 år siden Napoleon sendte omkring 14.000 spanske hjælpetropper til Danmark. Tropperne, der skulle indgå i en planlagt dansk/fransk invasion af Sverige, blev indkvarteret rundt om i landet. Efter godt et halvt år i Danmark gjorde de spanske tropper oprør, hvorefter størsteparten med engelsk hjælp vendte hjem til Spanien.

”Da Spaniolerne Kom” er et samarbejdsprojekt mellem 4 kulturhistoriske museer: Roskilde Museum, Museet på Koldinghus, Langelands Museum og Holbæk Museum. Det resulterer i en bogudgivelse og en vandreudstilling, der vises på alle 4 museer i 2008.

Holbæk Museum beskæftiger sig med soldaternes spanske baggrund og deres evt. efterkommere i Danmark samt historien om ’knabstrupperhesten’ og de spanske ridedyr. Det var også gennem spaniolerne, at vi i Danmark lærte cigaretter, hvidløg og guitarmusik at kende.

Mødet mellem danskere og spaniere i 1808 er et godt historisk eksempel på et kulturmøde mellem en dansk og en sydeuropæisk mentalitet. Det gav anledning til et væld af folkelige myter, der stadig trives. Anekdoter og talemåder om de såkaldte ’spaniolere’ findes stadig lokalt og der findes mange beretninger og forestillinger om hvordan mørke øjne og livligt temperament er kommet ind i de danske familier. Skriv om din families historie! Vi søger at tage de mange familiehistorier alvorligt, og samtidig at sætte dem ind i en kulturhistorisk sammenhæng.

 

Kontakt Museumsinspektør Eskil Vagn Olsen eller Museumsleder Lene Floris
Holbæk Museum
Tlf. 59 43 23 53.