|
|
|
|
|
Indkvarterede soldater på Karlslunde Andelsmejeri
spiller kort med mejeribestyreren.
|
|
|
|
Minder fra 1.
verdenskrig
Greve Museum samler fotos, breve,
erindringer, genstande, film mv. ind om Greve og omegn under
første verdenskrig. Se efter i fotoalbums, på loftet, i
gemmerne og i skuret om du har fotografier fra tiden omkring
1914-1918.
Har dine forældre eller bedsteforældre
efterladt en regnskabsbog, en uniform, en trillebør, en
skovl, en dagbog, en sparekogebog, en stol, et
soldatertornyster eller en madkasse – ja, vi er
interesserede i alt, der kan relateres til første
verdenskrig. Selv om du ikke vil aflevere dine minder, så lad
os få lov at se og fotografere eller kopiere dem, så museet
får mest mulig lokal viden om forholdene under krigen.
Tiden under første verdenskrig var en helt
særlig periode i Greve og omegns historie. Tusindvis af
soldater boede og arbejdede på egnen. De skulle bygge
skyttegrave, kommandorum, skydehuler mv. i det, der kom til at
hedde Tunestillingen. Dette forsvarsværk, der skulle beskytte
hovedstaden og dermed Danmark, gik fra Køge Bugt ved Mosede
Fort og til Veddelev i Roskilde gennem Karlslunde, Tune,
Stærkende og Vindinge.
Soldaterne boede på gårdene og senere i to
soldaterlejre: Grevelejren og Barfredshøjlejren. Hæren
lejede forsamlingshuse og kroer til deres mandskab og heste.
Mange lodsejere måtte se deres jorde blive midlertidigt
eksproprierede og heste opkøbt.
Da krigen sluttede, overtog den lokale
befolkning alle de materialer, som stillingen var bygget af og
fik erstatning for ekspropriation af deres jord. Men egnen
havde også måttet holde godt for. Det var en stor belastning
at have soldaterne boende både økonomisk og arbejdsmæssigt.
Og det var heller ikke rart for soldaterne at vide, at deres
kvartersværter kun fik ringe erstatning for at have dem
boende.
Under krigen blev der indført flere og flere
rationeringer af fødevarer og brændsel. Hele denne
ekstraordinære situation er mest blevet fortalt fra den
militære synsvinkel. Greve Museum ønsker at supplere dette
materiale og derigennem få mulighed for at fortælle
befolkningens og soldaternes historie. Derfor har vi indsamlet
erindringer, fotos og arkivalier fra landets lokalarkiver for
at få soldaternes historie
Nu er tiden kommet til at indsamle de minder,
som du har fra forældre og bedsteforældre, der levede i
Greve og omegn under første verdenskrig. Vi søger ikke kun
erindringer, fotos, genstande, der handler om soldaterne, men
også kilder, der handler om livet i almindelighed fra 1914
– 1918, og om de ekstraordinære forhold, dette liv foregik
under.
Sparekogebøger, gode råd om brændsel,
tørvegravning, husgeråd fra tiden, bestik og service, rester
af pigtråd, fotos af skure, der bagefter blev bygget af
tømmer fra skyttegravene, regnskabsbøger for både
husholdning og gårdens produktion, dagbøger,
rationeringsmærker, tøj, kasketter – ja, vi er stort set
interesserede i alt, som du ved, stammer fra første
verdenskrig på Greve egnen.
|
|
|

|
Ring på 43 40 40 36 eller skriv til Greve
Museum. Spørg efter museumsleder Henriette Buus eller
studentermedhjælper Bitten Larsen. Hvis vi ikke lige er der
så efterlad navn og telefonnummer eller skriv til os på hbu@greve.dk
, så vil vi kontakte dig.
Hvis du har noget af det, museet efterlyser, er det bedst at
kontakte museet, før du tager herhen, så vi er sikre at
have tid til at tale med dig, når du kommer. Vi har også
mulighed for at komme ud til dig for at bese og eventuelt
hente genstande, fotos m.v.
|
|
|