|
|
|
|
|
|
|
Jyske
heste ( Foto: Grindsted-Vorbasse Museum )
|
|
|
|
Hesten
Hesten er gennem tiden blevet opfattet som
symbol på kraft og hurtighed. Den har frihedens,
instinkternes og drifternes udtryk. Det er derfor intet under,
at den af de fleste regnes som husdyret over alle andre husdyr
Der har været heste i Danmark siden yngre stenalder eller ca.
3.000 år før vor tidsregning, hvor den kom ind fra sydøst
og sydvest. Den har været almindelig her siden bronzealderen.
To racer opfattes i dag som danske, nemlig Frederiksborghesten
og den jyske hest. Knabstrupperhesten er imidlertid også
dansk, da den er baseret på frederiksborgeren.
Den jyske hest
Den jyske hest er en svær arbejdshest, der har sin oprindelse
i de gamle danske strids- og bondeheste, der begge nedstammer
fra bronzealderens hesterace.
I 1700-tallet blev der gjort forsøg på at forbedre den jyske
hest ved at indkrydse heste fra det kongelige stutteri på
Frederiksborg Slot, men resultatet var for lette heste. I 1843
blev der importeret 50 Yorkshire heste til landstutteriet til
Koldinghus slot, hvor de blev krydset med jyske heste.
Resultatet var fremragende første generations heste, men i de
næste generationers avl faldt kvaliteten mærkbart. Racen kom
ikke til kræfter igen, før man indsatte de få
tiloversblevne racerene jyske heste i et systematisk
bevaringsarbejde. Blandt de, der arbejdede på at sikre den
jyske hesterace, var godsejer Harald Branth fra Sdr. Elkjær.
Han hørte også til kredsen af mennesker som sikrede det
jyske kvæg.
I 1862 sendte hestehandler Louis Oppenheim en rød
Suffolk-hingst med hvide bagsokker til Danmark. Den blev sat
ind i avlen af jyske heste og tilførte racen så meget godt,
at det ikke blot reddede racen, men desuden gav den det
karakteristiske præg, den har i dag.
Oprindeligt fandtes den jyske hest i flere varianter så som
skimler, brune, sorte og fukse, røde med hvid man og hovskæg.
Sidstnævnte er nu dominerende. Idag er føl af jyske heste
ingen selvfølge, da der er problemer med indavl. I 1950'erne
var der flere hundredtusinde jyske heste, men de fleste blev
fortrængt af traktorerne. Der blev ikke lagt en
bevaringsplan, og effekten heraf er, at det nu er vanskeligt
at få levedygtige føl. Der er bevaret ca. 1.000 jyske heste.
Frederiksborg-hesten
Frederiksborgeren er Danmarks ældste nationale hesterace. I
1700-tallet blev den skabt i de kongelige stutterier på
Hillerødsholm, der siden kom til at hedde Frederiksborg Slot.
Forbilledet var de ædle og elegante spanske heste, men siden
blev Frederiksborgeren udviklet til at være en køre- og
træk-hest i landbruget.
Knabstrupper-hesten
Knabstrupperen blev i begyndelsen af 1800-tallet fremavlet af
major L. Lunn på den sjællandske herregård Knabstrup. Major
Lunn hentede materialer til avlsarbejdet i de kongelige
stalde, og derfor er knabstrupperen i høj grad baseret på
Frederiksborgeren. I avlen indgik tillige Flæbehoppen, som
var kommet til Danmark fra Spanien med de spanske tropper
under Napoleonskrigene. Flæbehoppen var en såkaldt zobelfuks
med hår, der var metalskinnende med et grønligt skær, hvid
hale, hvide og brune prikker spredt på kroppen - i særlig
grad på krydset. Hesten var meget hurtig og udholdende. Denne
hest blev stammoder til Knabstrupperen. - Knabstrupperen er en
kombineret køre- og ridehest, der er dels skimlet, dels
spættet. Den har arvet Flæbehoppens hurtighed og
udholdenhed. Dertil har den både et roligt temperament og en
særdeles veludviklet stedsans.
Oldenborger-hesten
Oldenborgeren kommer fra marskegnene i Østfriesland, det vil
sige nord for Bremen i Tyskland. I 1887 kom den til Danmark,
da en avlshingst blev importeret til Fyn. Indtil ca. 1920 var
den en kraftig kørehest.
Efter ca. 1920 blev den gennem avlsarbejde ændret til at
være en dybere, bredere og dermed tungere men alsidig
arbejdshest indenfor landbruget. Farven er mest sort eller
brun. Danmark er et af de få lande, hvor der findes avl med
rene Oldenborgere. - I dag findes Oldenborgeren også som
ridehest med indkrydset engelsk fuldblod. Den er udbredt i
hele landet, men findes især i Jylland.
Den islandske hest
Den islandske hest har været renavlet igennem mere end 1000
år. Den stammer sikkert fra norske vestlandsheste, der blev
indført af kolonister i Vikingetiden. I de seneste
århundreder er der så vidt bekendt ikke tilført Island
fremmede avls-materialer.
Hesten er stærkt påvirket af de barske vejrforhold på øen.
Den er nøjsom, hårdfør, og i stand til - i forhold til
størrelsen - at yde forbavsende store præstationer. De
islandske heste er meget varierede i bygning og præg.
Bevægelsen er trippende, men meget sikker. De er særlig
kendte for deres forskellige gangarter, såsom pasgang og
tølt. De er sent udviklede, men kan til gengæld blive meget
gamle. Hesten er meget omgængelig, da man bevidst har
fravalgt avlsdyr med unoder.
Tidligere blev der importeret en del dyr til Danmark som
trækheste, især til husmandsbrugene. I de senere år har vi
importeret et stort antal til ride- og kørebrug. Den
islandske hest er nu så talrig i Danmark, at den overhaler
andre hesteracer, når det gælder antallet af ifolede hopper.
|