Skiftinger

I bondesamfundet var et udøbt barn udsat for mange farer. bl.a. at overnaturlige væsner ville stjæle det - og lægge en af deres egne hæslige unger i stedet

At fx bjergfolk var meget interesserede i at stjæle menneskebørn var en hypppigt forekommende tanke. Havde de heldet med sig, lagde de et af deres egne – grimme – børn i stedet. Et sådan barn, en ”skifting” eller en ”byting”, ville aldrig udvikle sig normalt. Sagnene fortæller, at de fx aldrig kunne lære at snakke ordentligt, holde sig rene o.lign.

Sandsynligvis er skiftinger fortidens forklaring på, at børn, der fra fødslen virkede helt normale, alligevel kunne udvikle sig anderledes. At nogle "skiftinger" i virkeligheden var mentalt handicappede, er der heller ikke meget tvivl om.

Beskyttet af salt og rug
Man kunne bl.a. beskytte de spæde ved at ståle, fx sætte nåle i svøbet o.lign. Et eksempel på, at disse midler er blevet brugt, findes i kirkebogen for Kippinge. En forårsdag i begyndelsen af 1680´erne fandt man et hittebarn, hvis mor havde prøvet at beskytte den lille så godt hun kunne. Barnet havde en nål ved hovedet, og i en klud på brystet lå korn og salt. ”Korn” er sikkert rug – for dér, hvor kernen er knækket af strået, skulle man ifølge folketroen kunne se Guds ansigt.

Det eneste, der virkelig duede på langt sigt, var dog at få den nyfødte døbt. Når barnet havde var døbt og velsignet af præsten, var det officielt optaget i samfundet og omfattet af den beskyttelse, som man mente, at den kristne kirke kunne yde imod både bjergfolk og andre farlige væsner.