|
|
 |
|
|
|
|
|
Det gjaldt om at få barnet døbt,
for at være sikker på, at det kunne modstå diverse
farer. Barnet her dyppes i døbefonten mens Helligånden
svæver over scenen og Gud stikker en arm ud af himlen
for at velsigne det hele. (Fra
www.kalkmalerier.dk
) |
|
|
|
Skiftinger
I bondesamfundet var et udøbt barn udsat
for mange farer. bl.a. at overnaturlige væsner ville stjæle
det - og lægge en af deres egne hæslige unger i stedet
At fx bjergfolk var meget interesserede i at
stjæle menneskebørn var en hypppigt forekommende tanke. Havde
de heldet med sig, lagde de et af deres egne – grimme – børn i
stedet. Et sådan barn, en ”skifting” eller en ”byting”, ville
aldrig udvikle sig normalt. Sagnene fortæller, at de fx aldrig
kunne lære at snakke ordentligt, holde sig rene o.lign.
Sandsynligvis er skiftinger fortidens forklaring på, at børn,
der fra fødslen virkede helt normale, alligevel kunne udvikle
sig anderledes. At nogle "skiftinger" i virkeligheden var
mentalt handicappede, er der heller ikke meget tvivl om.
Beskyttet af salt og rug
Man kunne bl.a. beskytte de spæde ved at ståle, fx sætte nåle
i svøbet o.lign. Et eksempel på, at disse midler er blevet
brugt, findes i kirkebogen for Kippinge. En forårsdag i
begyndelsen af 1680´erne fandt man et hittebarn, hvis mor
havde prøvet at beskytte den lille så godt hun kunne. Barnet
havde en nål ved hovedet, og i en klud på brystet lå korn og
salt. ”Korn” er sikkert rug – for dér, hvor kernen er knækket
af strået, skulle man ifølge folketroen kunne se Guds ansigt.
Det eneste, der virkelig duede på langt sigt, var dog at få
den nyfødte døbt. Når barnet havde var døbt og velsignet af
præsten, var det officielt optaget i samfundet og omfattet af
den beskyttelse, som man mente, at den kristne kirke kunne yde
imod både bjergfolk og andre farlige væsner. |
|
|