|
|
 |
|
|
|
|
|
Dronning
Caroline Mathilde i barselsseng med den lille Frederik
den Sjette. Prinsen ligger i paradevugge og har en orden
på dynen. |
|
|
|
Kongelig hjemmedåb
Det var almindeligt, at de kongelige børn
blev hjemmedøbt langt ned imod vor tid.
Kongelige fødsler var et statsanliggende
under enevælden. Også den gange var offentlighedens interesse
stor, og da ikke mindst, hvis der var tale om en tronarving.
Barnet måtte straks have et standsmæssigt
leje, og i reglen skete dåben kun ganske kort tid efter
fødslen. Den nyfødte blev lagt i en paradevugge, og vist frem
for udvalgte medlemmer af hoffet og andre standspersoner.
Sådan foregik det fx da dronning Louise i 1749 fødte prins
Christian (den Syvende).
Dåbssættet fra Rosenborg
Den lille Christian blev døbt i sin mors soveværelse ganske få
timer efter, at han havde set dagens lys. Dåbskande og dåbsfad
blev stillet an på et tyrkisk tæppe. Enkedronning Sophie
Magdalene var gudmor, og de fornemme dåbsgæster blev
trakterede med konfekt, the, kaffe og vin. Det var
naturligvis hoffets særlige præst, den kongelige
konfessionarius, der forrettede dåben. Det udstyr, som blev
anvendt ved de kongelige dåbshandlinger findes til dagligt på
Rosenborg. Der er tale om et sæt, der består af kande, fad og
lystestager, og det var første gang i anvendelse ved Frederik
den Fjerdes dåb i 1671. De efterfølgende dåbsbørn fik alle
graveret deres navn på fadet, enten i bunden eller på en lille
særlig plade. Frederik den Sjettes datter Louise, som døbtes i
1795, er den sidste, som fik sit navn indgraveret.
Almindeligt med hjemmedåb
At dåben fulgte hurtigt efter fødslen var almindeligt, idet
man jo ikke kunne være sikker på, om barnet ville overleve.
Som regel gik der kun ganske få timer, en tradition der blev
brudt ved Frederik den Sjettes fødsel. Han blev født den 28.
januar 1768 mellem klokken 22 og 23, men døbtes først to dage
senere. Christian den Ottende, som ganske vist ikke var
tronfølger ved sin fødsel, blev først døbt over en uge efter
sin fødsel den 18. september. Dåben fandt først sted den 28.
altså hele ti dage efter.
|
|
|