Ødekirker på Randersegnen

Kulturhistorisk Museum fortæller historien om forsvundne kirker fra middelalderen

Når man kører en tur i landskabet omkring Randers, springer de hvidkalkede landsbykirker i øjnene. De gamle middelalderkirker står så selvfølgeligt og markant i dette landskab, at man ikke kan forestille sig, at de lige så godt kunne være forsvundet. Man har nemlig aldrig været bange for at rive kirker ned på Randersegnen.

En nedrevet kirke kaldes for en ødekirke. Dem findes der ca. 30 af omkring Randers, og alle med oprindelse i middelalderen. I området mellem Randers og Mariager Fjord er ikke færre end 19 kirker forsvundet. Til sammenligning er der i dag 36 kirker i området.

Pesten gjorde kål på kirker
De fleste ødekirker er forsvundet, uden at de med ét ord er nævnt i skriftlige kilder. Men sandsynligvis blev de første kirker nedrevet som følge af pestens hærgen midt i 1300-tallet, der affolkede mange sogne i en sådan grad, at der ikke var råd til at opretholde sognekirken. I den forbindelse ved man, at Valdemar Atterdag omkring 1352 får nedrevet 11 kirker for at skaffe sten til borgen i Randers.
Man har altid været god til at finde ny anvendelse for stenene fra de nedrevne kirker, og det betyder, at der i dag sjældent er synlige spor af ødekirkerne over jordoverfladen. Men det var ikke kun i middelalderen, man rev kirker ned. Så sent som i 1901 mistede Krogsbæk sin 700-800 gamle kirke, til fordel for den nuværende kirke i Karlby.

Lokalkendte viser vej
Historien om de forsvundne kirker er så spændende, at Kulturhistorisk Museum Randers har sat sig for at finde ud af mere om ødekirkerne. Mikael Bjerregaard, der til dagligt studerer middelalderarkæologi og museologi på Århus Universitet, har valgt at se nærmere på ødekirkerne og forsøget at finde ud af præcis, hvor de lå. Allerede i 1930'erne undersøgte amatørarkæolog Aage Sørensen en stor del af Ommersyssels ødekirker, og hans optegnelser er i dag et vigtigt udgangspunkt, når man vil beskæftige sig med emnet. Sørensen rejste på cykel rundt til ødekirkerne og kom i snak med den lokale befolkning. Når man i dag følger i Aage Sørensens spor er køretøjet blevet motoriseret, men arbejdsmetoder er stort set de samme. Man skal nemlig have fat i folk med lokalkendskab for at finde ødekirkerne i landskabet. Her har lokalarkiverne og historisk interesserede folk fra lokalområdet været en uvurderlig hjælp.

Hævn for støtte til Niels Ebbesen
På en uanselig mark mellem Stangerum og Vinstrup lå Stangerum Kirke. De sidste spor af kirken forsvandt i 1930'erne, da de store fundamentssten blev gravet op. Sagnet fortæller om kirkens opførelse, at bønderne i Stangerum tidligere skulle tage til Enslev for at komme i kirke. Da en fornem dame fra Stangerum således var på vej til kirke en søndag, kom hun med hest og vogn til at sidde uhjælpeligt fast i en sumpet lavning. Da det ikke var første gang kirkevejen voldte sådanne problemer, satte hun sig for, at Stangerum skulle have sin egen kirke. Om kirkens ødelæggelse fortæller sagnet, at kirken sammen med Vinstrup Kirke, som også er forsvundet, og mange gårde blev brændt ned af holstenere i 1300-tallet. Dette var som hævn for, at lokalbefolkningen støttede Niels Ebbesen i kampen mod de tyske grever, som havde landet i pant. Mens kirken blev opbygget igen, måtte gudstjenesten foregå i kirkeladen. Hvor meget af sagnene, man skal tro på, er svært at sige, men Stangerum Kirke forsvandt ud af historien uden at efterlade skriftlige spor.

Fakta og sagn
Historien om ødekirkerne er en spændende blanding af arkæologiske fakta og de sagn, som er affødt af senere tiders forestillinger om de forsvundne kirker. Er man interesseret i at få mere at vide om emnet, kan man besøge en lille fotoudstilling på Kulturhistorisk Museum eller gå ind på museets hjemmeside. I forbindelse med udstillingen er der udarbejdet en folder, man kan tage med ud i landskabet for selv at se de steder, hvor kirkerne har ligget. Museumsklubben har gennemført en omvisning i udgravningerne ved Tjærby ødekirke, og den 7. september arrangerer museet en tur med temaet "Ødekirker, herregårde og kulturlandskab". Endelig er der i museets årbog for 2003 en artikel, der belyser historien om ødekirkerne.