Himmler og anstændigheden

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Lederen af SS Heinrich Himmler førte under krigen en tjeneste- og mødekalender, som er bevaret for årene 1941 og 1942. Indføringerne i tjenestekalenderen viste Himmlers store interesse for og kontakt med diverse SS – korps og afdelinger, hvor Himmler strengt men også alfaderligt blandede sig i næsten hvad som helst.
Interessen kom også til udtryk i Himmlers hyppige besøg hos sine mænd bag østfronten. Formålet var ikke kun at opildne og samordne jødemordet. Formålet var også ved selvsyn at danne sig et indtryk af, hvori problemerne bestod for SS. En enkelt gang overværede Himmler sågar en henrettelse. Eller som det hed i mødekalenderen for fredag formiddag 15. august 1941:

”Tilstede ved en henrettelse af partisaner og jøder i nærheden af Minsk”

Hvad tjenestekalenderen imidlertid ikke fortalte om var, at Himmler blev synligt nervøs under henrettelsen. Vidneudsagnet om Himmlers reaktion kom fra Højere SS og Politi Fører Bach-Zelewski efter krigen. Samme Bach-Zelewski henvendte sig ifølge eget udsagn efter henrettelsen til en rystet Himmler med ordene:

”Se udtrykket i øjnene på mændene i denne kommando, hvor dybt rystede de er. Disse mænd er færdige for resten af deres liv. Hvilket slags følge uddanner vi her? Enten neurotikere eller vildmænd.”

Himmler selv holdt efterfølgende en tale for SS-mandskabet, hvis handlinger han kaldte for nødvendige forsvarshandlinger, og som han i øvrigt tog det fulde ansvar for. Senere samme dag diskuterede han med nogle højtstående SS’ere anvendeligheden af andre henrettelsesmetoder end skydning. Gasning var, som eutanasidrabet på psykisk og fysisk handicappede i Tyskland og Polen havde vist, en mulighed.
Som henrettelsesepisoden viser, var SS ikke upåvirket af det systematiske drab på civile jøder. Rapporter om alkoholmisbrug, udskejelser og nervesammenbrud blandt de SS – mænd, der stod for nedskydningerne, fortalte om ”prisen” for det fundamentale normbrud, SS stod i spidsen for.

Også fra Himmlers hånd er der vidnesbyrd om en fornemmelse for og bekymring over, at SS med jødemordet ikke var ude i en normal opgave. I et brev af 12. december 1941 til SS-lederne i det besatte Sovjetunionen kaldte han drabshandlingerne for ”denne tunge pligt” og ”en så vanskelig opgave”. Med diverse forholdsregler var det Himmlers erklærede hensigt at undgå, at SS-mændene tog ”skade på deres sjæl”. I Himmlers berygtede Posen-tale 4. oktober 1943 blev jødemordet ligeledes beskrevet som ”denne yderst vanskelige opgave”.
Jødemordets psykologiske og moralske belastning var tilsyneladende for tung til, at Himmler som forsvar kunne nøjes med at henvise til kernen af den nazistiske ideologi, antisemitismen og racernes naturlige kamp. Ej heller var det svar nok at føre jødemordet ind i en ”normal” militær og krigsmæssig forståelsesramme. I stor udstrækning tyede Himmler i stedet til anstændigheden som svar. Himmler påberåbte sig et SS præget af disciplin, uselviskhed og offervilje. Ikke mordet men berigelse og korruption i forbindelse med mordprocessen fremstilledes som den egentlige skamplet, som imidlertid i Himmlers udlægning kun involverede et fåtal af SS-mændene. SS var dermed grundlæggende sund, anstændig og moralsk. Denne ’anstændighed’ var i bund og grund ’beviset’ for, at drabshandlingerne ikke var uanstændige. Hvidvaskningen af jødemordet gik dermed i ikke ringe grad over hvidvaskningen af bødlerne. Var bødlerne renfærdige, var deres handlinger det også. Denne manøvre tillod Himmler at konkludere under Posen-talen, at: ”Vi har ikke taget skade på vores indre, vores sjæl, vores karakter”.

SS’ problemer og Himmlers manøvrer tyder på, at selv ikke den fanatiske tro på det berettigede i jødeudryddelsen totalt kunne bortviske uroen over at have indgået en pagt med djævelen, hvor også egne ikke-nazistiske værdier, moral og identitet blev sat på spil. Med andre ord valgte man af politiske grunde at tilintetgøre jøderne, uden samtidig at være i stand til at frigøre sig fra den traditionelle verdens moralforestillinger.

Det er ofte med rette blevet hævdet, at der går en lige linje fra nedskydningernes belastning af gerningsmændene til bygningen af dødsfabrikker som Auschwitz. Auschwitz skulle indføre den ’passende’ afstand mellem bøddel og offer. Ud fra kilderne kan der heller ikke herske tvivl om, at Himmler gik op i sine mænds ve og vel og var dybt bekymret over den belastning, mændene blev udsat for.
Men for Himmler og SS stak problemet dybere. Dette problem havde i øvrigt meget lidt med ofrene at gøre. Følelsen af konflikt, uro og ubehag hos gerningsmændene kan således ikke siges at have haft rod i skyldfølelse over for ofrene. Problemet var derimod et spørgsmål om identitet. Det spørgsmål, der virkelig nagede, gik som følger:

Hvis man systematisk og overlagt dræber civile, hvem eller hvad er man så?
Det var præcis dette spørgsmål ikke mindst Himmler løbende i stort og småt forsøgte at besvare. Netop fordi svaret ”nazist” ikke var svar nok.
Ikke en gang for SS.