Fuchsia - en kulturhistorisk fortælling

Lene Floris
Museumsleder, mag.art.

I efteråret 2003 viser Holbæk Museum udstillingen ”Rejsen fra Amerika”, der omhandler de planter, der kom til Europa fra Amerika efter de store opdagelsesrejser i 1500- og 1600-tallet. Fuchsiaen er én af dem.

I weekenden den 19. og 20. juli tager museet forskud på emnet, idet museet bliver ramme om en udstilling af Fuchsiaer velvilligt stillet til rådighed af medlemmer af Dansk Fuchsia Selskab.

Oprindeligt navn er ukendt
Fuchsiaen er opkaldt efter botanikeren, professor i medicin, Leonhardt Fuchs (1501-1566) fra Tübingen Universitet i Tyskland. Men det var ikke ham, der fandt det første eksemplar. Det var den franske botaniker og missionær fader Charles Plumier, der på en af sine tre ekspeditioner til de franske kolonier i Sydamerika og Vestindien beskrev og navngav den første Fuchsia. I bogen Nova Plantarum Americanum Genera, der udkom i 1703, altså præcis for 300 år siden i år, beskrev han Fuchsiaen første gang på tryk - som en yndefuld, blomstrende busk. Hvad Fuchsiaen oprindelig hed blandt de lokale beboere, fortæller historien desværre intet om.
I de følgende år, helt frem til slutningen af 1800-tallet, blev der iværksat mange ekspeditioner især til Syd- og Centralamerika for at skaffe flere forskellige arter. Resultaterne var bl.a. magellanica (1768), coccinea (1788), microphylla (1827), boliviana (1873) – for blot at nævne nogle få.

En begravelsesblomst?
Fuchsiaen har og havde mange navne i daglig tale, også i Danmark. Kristi Bloddråbe er det mest kendte, men andre folkelige navne var: Kristi Blodtåre, Bloddråbe, Kristi Blod, Kristi Dryp, Kristi Lidelsesblomst, Dråbeblomst, Drypblomme, Dryppende Hjerte, Danserinde, Jomfru og Dansepige.
Som det fremgår var navnene både af meget alvorlig karakter og af mere munter art. I mange år var der knyttet en del overtro til Fuchsiaen, som man mente var en ulykkesbringer. Det skyldtes måske, at den i perioder næsten udelukkende blev plantet på kirkegårde, og mange mente derfor, at den var en ”begravelsesblomst”, der varslede død, sygdom, ufred og ulykke. Der findes beretninger om, at man flyttede en foræret Fuchsia ud i haven eller ligefrem smed den på møddingen og fra Lolland berettes det, at samtlige Fuchsier i en have blev gravet op og ødelagt, fordi familien havde hørt, at de ville bringe ulykke.

Ørelokker og Tivolilygte
I den mere muntre afdeling finder man dog navnet Bandelokker, som Fuchsiaen blev kaldt på Tåsinge. Her var de opkaldt fra det franske ”pendelocque”, der var betegnelsen på hængende ørelokker. På vores egn - i Nordvestsjælland og Odsherred - kendes navne som Skørter – og (bluse) -Liv samt Kristi Tårer. Navne til særlige sorter inspireret af blomsternes form og farve findes iøvrigt også: Dannebrogsfuchsia, Tivolilygte, Krinolinefuchsia, Champagnefuchsia m.fl.

Hækfuchsia fra 1797
Fuchsia hører til Natlysfamilien og langt de fleste arter kendes fra Central og Sydamerika, men dens naturlige udbredelsesområde strækker sig helt til Haiti og New Zealand. Den vokser ofte i lyse bjergskove i op til 3.000 meters højde, hvor luftfugtigheden er meget høj og jorden er porøs og muldagtig. Da Fuchsiaen blev indført i Europa bredte Magellanica-formen sig snart til de britiske øers vestkyst – endda til Skotland og Irland.
I Danmark blev der dyrket den hårdføre Hækfuchsia i Botanisk Have fra 1797, men det var først i løbet af 1800-tallet, at planten blev mere udbredt. Til tider har Fuchsiaen været en modeplante, som alle måtte have i uendeligt mange variationer og i flere hjem blev der oprettet egentlige samlinger. Dette var også baggrunden for, at planten blev og bliver gjort til genstand for krydsningsarbejde og i dag er Fuchsiaen især kendt for de mange farvestrålende hybrider.

Umoderne i 1929
Læser man ældre havelitteratur kan man følge Fuchsiaens op- og nedgangstider – fra højeste mode til miskendt og ”gammeldags”. I Tidsskrift for Havebrugets Fremme i 1929 kan man læse: ”Medens Fucksier havde en høj Stjerne hos den foregående Generation, er den i vore Dage blevet mildest talt umoderne. Paa Kirkegaardene anvendes den endnu jævnlig, men i Haver og Stuer ses den kun sjælden. Frilandsfuchsierne, der før var saa almindelige i Haverne, ses nu sjældent. Mærkværdig nok, at de endnu ikke har deres Renæssance, saadan som de før saa gammeldags Lavendler: Men det kommer nok. For en Hæk af Fuchsia gracilis multiflora med sine røde og rødlilla Blomster paa de elegant svajede Skud, eller af Dannebrogsfucksien Mdm. Cornelissen, er saa pragtfuld, at det kun kan være et Tidsspørgsmaal, naar Havearkitekterne igen vil lade dem komme til Ære og Værdighed”.

I disse år er fuchsiaen igen blevet yderst populær for samlere og amatørdyrkere – det gælder bl.a. de langt over 1000 medlemmer af Dansk Fuchsia Selskab, der mødes og bytter planter og erfaringer og også gerne viser deres plantesamlinger frem for andre.