Gotisk skrift og navneskik

Helt frem i 1900-tallets begyndelse blev børn ofte opkaldt efter afdøde slægtninge.

Tit fik ældste søn og datter far-forældrenes navne, næstældste datter og næstældste søn blev kaldt op efter hhv. mormor og morfar. Men hvis fx morfar var mere anset end farfar, eller hvis farfar stadig levede, kunne der hurtigt laves om på rækkefølgen. At opkalde det første barn i nyt ægteskab efter den afdøde ægtefælle var også en mulighed.

Langt frem i 1800-tallet blev især landbefolkningen ved at bruge skikken med patronymer, som man havde anvendt i århundreder. Mortens søn Anders og datter Ane hed altså Anders Mortensen og Ane Mortensdatter/Mortensen. Også selvom en lov i 1828 slog fast, at man burde antage faste slægtsnavne. Kvinder skiftede ikke navn - selvom Ane senere giftede sig med Peder Nielsen, blev hun jo ved med at være Mortens datter. Først henimod 1800-tallets slutning blev det almindeligt at gifte kvinder tog mandens navn.

Når anetavlen bevæger sig bagom 1875 opstår der en ny udfordring. Før den tid brugte man gotisk håndskrift med bogstaver, der er helt anderledes end dem vi bruger i dag. Der er ingen vej uden om at lære sig det gamle alfabet.