Vikingeskibshallen skal restaureres
Betonen smuldrer, taget er utæt og
glasfacaderne er i en sørgelig forfatning. Men nu skal der
gøres noget ved det.
Vikingeskibshallen i Roskilde, der blev
indviet i juni 1969, har trængt til en gennemgribende
restaurering i mange år. Snart går ingeniører og arkitekter
i gang med at analysere mulige løsninger for
Vikingeskibshallens restaurering.
Med støtte fra Realdania og i samarbejde
med Teknologisk Institut og arkitekt Henrik Terkelsen, går
Vikingeskibsmuseet nu i gang med en foranalyse, som skal
afdække mulighederne for en restaurering af
Vikingeskibshallens betonkontruktioner og betonflader, og
finde ud af hvad det koster at bringe bygningen på fode
igen.
”Vikingeskibsmuseet har haft en restaurering af
Vikingeskibshallen på ønskesedlen i mange år, og bygningens
tilstand har været genstand for mange møder og overvejelser.
Nu ser det endelig ud til at der sker noget”, fortæller
museets direktør Tinna Damgaard Sørensen.
Teknologisk Institut besidder den
nødvendige forskningsekspertise og har adgang til den nyeste
viden indenfor betonrestaureringer på såvel nationalt som
internationalt plan. Det forventes at tage tre til fire
måneder at gennemføre forundersøgelsen og først herefter vil
det være muligt at vurdere de bygningsmæssige og økonomiske
initiativer. Målet er altså at bygningen bliver restaureret
og samtidig sikret mod fremtidigt forfald, eller i det
mindste nedsætte hastigheden i det fremtidige forfald
mærkbart.
Realdanias projektleder Eske Møller
udtaler: ”Realdania er gået ind i forprojektet til
restaurering af Vikingeskibshallen, fordi det giver os
indsigt i, hvilke muligheder der er for at løse blandt andet
betonproblematikken – muligheder der rækker ud over
problemerne på Vikingeskibsmuseet, men som kan bruges i
mange andre projekter på dansk og internationalt plan.”
I 1997 blev Vikingeskibshallen fredet. I
begrundelsen for fredningen hedder det blandt andet at der
er tale om ”…et bygningsanlæg, der ved sin helhedskarakter
og landskabelige placering repræsenterer de fremragende
arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning af en
bygning under 100 år”. Men allerede på fredningstidspunktet
var bygningen i forfald.
Arkitektfirmaet Erik Møller Arkitekter
indgår i projektet med rådgivning og sikring af de
arkitektoniske og fredningsmæssige udfordringer. Arkitekt
Henrik Terkelsen har et mangeårigt kendskab til både
Vikingeskibshallen og museet generelt. Det var således
Henrik Terkelsen som stod bag tegningen af museumsø og
-havn, som åbnede i 1997. |