[sitemap]

< Aktuelt  

  

Forsiden på Tøj på Kroppen

  

Tøj på Kroppen - webudstilling om 250 års mode

"Tøj på kroppen" er en onlineudstilling, der på en helt ny måde præsenter en unik samling af 250 års dragter fra Kulturhistorisk Museum Randers.

Onlineudstillingen ikke alene fortæller modens historie gennem de sidste 250 år, men giver også et billede af den udvikling, samfundet generelt har været igennem.

Onlineudstillingen "Tøj på kroppen" er ikke alene et sted hvor historikere, studerende, tekstilhåndværkere, designere og lægfolk kan hente viden om modens udvikling, men også et sted hvor de kan hente inspiration og viden om dragternes unikke detaljer, teknikker, mønstre og farver. Et sted hvor tekstilhåndværk og modens historie bindes sammen i fortid, nutid og fremtid.

"Tøj på Kroppen" er også fortællingen om skiftende samfundsklassers status, om mandens, kvindens og barnets ændrede rolle i samfundet, om udviklingen i produktionsformer og teknikker, samt om et lands økonomiske situation og dets kontakt med omverdenen. Internetudstillingen tager den besøgende med på en rejse gennem modens historie fra den raffinerede og elegante rokoko i midten af 1700-tallet frem til anden halvdel af 1900-tallet, hvor den stigende økonomiske velstand og den hastige samfundsudvikling betød et gennembrud for den ungdommelige, kropsnære mode. Aldrig har modebilledet ændret sig så hurtigt som nu.

Med onlineudstillingen "Tøj på kroppen" vil en af Kulturhistorisk Museum Randers mest populære samlinger blive tilgængeliggjort for offentligheden på en helt ny måde. Hermed efterkommer museet et stigende ønske fra offentligheden om at gøre dragtsamlingen tilgængelig, der af bevaringshensyn hovedsagligt kun vises i et begrænset udvalg i særudstillinger, og som ellers er nedpakket på museets magasin.

"Tøj på kroppen" er et pilotprojekt for onlineudstillinger, som det er hensigten, at andre museer, skoler og institutioner kan bygge videre på. Dermed kan også de gøre deres dragtsamlinger / tøjproduktion tilgængelig for et bredere publikum. Det er Kulturhistorisk Museum Randers, der står for den tekniske del af internetudstillingen, men det er meningen at andre museer, skoler og kulturinstitutioner kan overtage denne del af databasen og selv senere fylde deres eget indhold i den. 

Det er projektet TRÅD under Kulturregion Østjysk Vækstbånd og Kulturministeriet, der har gjort projektet muligt, da de har bevilget de 85.000 kr. til onlineudstillingen. Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Museum, Textilseminariet i Viborg, Blicheregnens Museum, Danmarks Industrimuseum i Horsens, Skandinavisk Design Højskole og Kulturhistorisk Museum Randers.

 

www.tojpaakroppen.dk >

Del på Facebook, digg, m.m.