[sitemap]

< Aktuelt  

  

Det lille stykke bronzeblik med hestemotiv

  

Bronze med "heste-tegning" fundet ved Tissø

Har det lille nyfundne stykke bronze med en indridset hest indgået i en kultisk handling? Dens fundsted var mosedrag i vikingetiden, og andre fund peger på, at hesten havde stor betydning i området

Ved dette års udgravning af et rituelt område ved vikingetidens storgård ved Tissø, har arkæologerne fundet dette lille unikke stykke bronzeblik, der er knap 4 cm langt. Det har en fin lille indridset hest som motiv. På fundstedet lå der i vikingetiden et lille fugtigt mosedrag, hvor man foretog religiøse ritualer. Flere sølvgenstande, sjældne mønter og smykkedele er fundet i kultområdet.

Der er andre fund fra Tissø som viser, at netop hesten spillede en vigtig rolle i vikingetiden. For eksempel er der fundet et lille guldblik med en indridset hest og en hest udklippet af bronzeblik, der ligner den nyfundne meget. På pladsen er der også fundet dragtspænder med hestemotiver og amuletter med scener fra den nordiske mytologi, hvor der også indgå heste.

Der er også fundet udstyr som bidsler, seletøj etc, og blandt knoglerne på bopladsområdet ved stormandgården udgør hesteknoglerne en højere andel af dyreknoglematerialet end på andre samtidige vikingetidspladser. De foreløbige analyser viser, at de fleste bærer præg af snitspor efter afskæring af kød og mærker efter marvspaltning.

I de gamle oldnordiske sagaer kan man læse, at hesten indgik i blóthandlingernes offermåltider og måske skete det også ved Tissø?

 

Projektsiten "Førkristne kultpladser" >

 

Del på Facebook, digg, m.m.