[sitemap]

< Aktuelt  

  

Det er denne helikopter - inspireret af cykelhjul - der nu svæver under loftet på Teknisk Museum.

  

Ellehammerhelikopter "svæver" igen

Efter 4 års hårdt slid svæver en fantastisk helikopter fra 1912 igen. Denne gang under loftet på Danmarks Tekniske Museum.

Efter næsten 4 års arbejde er det lykkedes et hold pensionister at samle den danske opfinder J.C.H. Ellehammers helikopter fra 1912 igen. Den lettede første gang fra jorden i oktober, og er nu ”svævende” under loftet på Danmarks Tekniske Museum.

Ellehammer er mest kendt for sine flyveforsøg i årene 1906-1909. Allerede i foråret 1911 havde han dog forladt arbejdet med at udvikle en flyvemaskine og mente i stedet, at ”det virkelig brugbare flyveapparat først er til stede, når man ikke er afhængig af hastigheden og kan stige lodret op fra en hvilken som helst plads”. Han byggede straks en helikoptermodel, som hævede sig fra jorden senere på året.

I 1912 og 1913 eksperimenterede Ellehammer flittigt, men så gik det galt. Under en storm i marts havarerede helikopteren i den 8-kantede hangar, som den stod i mellem forsøgene. Med hiv og sving lykkedes det at skaffe midler til en genopbygning, så nye forsøg kunne gå i gang. I september 1913 fik Ellehammer og hans partner, granatfabrikanten Aasen, lokket en delegation fra det franske militær til Danmark for at se helikopteren. Forhåbningerne til en kontrakt med det franske militær var store.

Den første dag gik fremvisningen godt, men så var uheldet ude igen. Helikopteren, der under demonstrationerne var fortøjet i forhjulene og halen, blev grebet af et vindstød, gik på næsen og bl.a. en del af de små vinger på rotorerne blev ødelagt.

Franskmændene rejste hjem med uforrettet sag, det lykkedes ikke at skaffe penge til en ny genopbygning, og helikopteren endte i stumper og stykker på Ellehammers loft. Først i 2005 blev den fundet igen, bragt til Danmarks Tekniske Museum i Helsingør for atter at genopstå.

Ellehammers helikopter er fra før halerotorens opfindelse. Den er i stedet udstyret med to rotorer, der drejer hver sin vej rundt.

Det har været en svær opgave at genskabe helikopteren. Dels lå alle delene ikke samlet. Dels eksisterer der ingen tegning af den helikopter der blev bygget og de fotografier, der findes, viser flere forskellige udgaver af helikopteren. Den blev nemlig løbende bygget om under forsøgene. Under genopbygningen har bl.a. rotorerne været samlet på mange forskellige måder, før man fandt frem til, hvad der kunne passe med alle stumperne. Løsningen var simpel, da man først havde fundet den. De er nemlig bygget med inspiration fra egerne i et cykelhjul!

 

Teknisk Museum >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.