[sitemap]

< Aktuelt  

  

Fødselsdag på julemærkesanatoriet

  

Fødselsdag på sygeplejemuseet

Den 27. august fejrer Sygeplejemuseet sin 10 års fødselsdag. For at markere den runde dag indbyder museet, som i dag er en del af Syddansk Universitet, til konference om ”Børns sundhed og sygdom gennem tiderne”.

Her i Dag, hejses Flag; for nu Fødselsdagen fejres skal med et Knald, hvortil ej var Magen. ”Koldingfjord” er på Jord noget af det bedste. Mange smaa Børn skal faa Gavn af det at gæste. Sådan skrev en far i en fødselsdagshyldest til Julemærkesanatoriet 1. august 1921. Netop på sanatoriets 10 års fødselsdag.

Sygeplejemuseet er indrettet i de smukke gamle bygninger, ”pavillonerne”, hvor små børn blev behandlet for lungetuberkulose. De større børn var indlogeret i de omgivelser, vi i dag kender som hotel Koldingfjord. Siden museet åbnede i 1999, har museet haft besøgende, der har fortalt os deres personlige historie om Julemærkesanatoriet, som fungerede til 1960. Som tuberkuloseramte blev de indlagt her for kortere eller længere perioder. Igennem årene har vi således modtaget erindringsstof, billeder, originale breve med mere, som alt sammen er med til at dokumentere stedets historie, og hvorledes en af de store folkesygdomme i det 20. århundrede blev bekæmpet.

Et eksempel er Hans’ historie: Hans nåede at holde ”Jubilæum” på sanatoriet, d.v.s. indlæggelsestiden rundede 1 år. Han skriver hjem til sine forældre, at han på dagen meget gerne ville give en flødeskumskage og en kop saftevand til hver af de andre patienter og personalet. I alt 20 kager til i alt 2, 60 kr. – ”det er jo da ikke så galt!”. Og han føjer til i brevet: ”I må godt tage af de 7 kr. , som jeg har hjemme”.

Sygeplejemuseet er dog meget mere end historien om tuberkulosen. På den 500 kvadratmeter store udstillingsareal kan museumsgæsten opleve vores velfærdssamfunds og sundhedsvæsens rødder og følge udviklingen inden for omsorg og sygepleje op til nutiden. I årenes løb har Sygeplejemuseet gennem meget forskellige særudstillinger givet publikum oplevelser og viden om patienten til alle tider og i forskellige kulturer. Man kan få brug for kvalificeret hjælp og sygepleje, hvad enten det drejer sig om 1800-tallets kendte eventyrdigter H.C. Andersen præsenteret i udstillingen ”Jeg er ikke ganske vel” eller mennesker i fortid og nutid, der er ofre for krigens rædsler, som skildret i særudstillingerne ”Medaljens Pris” og ”Miss Landmine”.

Museet vil fremover udvikle sin forsknings-, formidlings- og udstillingsvirksomhed i regi af Syddansk Universitet.

 

Sygeplejemuseet >

PÅ DAGEN
d. 27. aug. 2009

Forskere og praktikere vil fra kl. 10-16 belyse syge og raske børns vilkår før og nu. Fra kl. 16-18 er museet vært ved en reception. Alle er velkomne

Del på Facebook, digg, m.m.