Ny direktør for sydvestjyske museer
I I et stort ansøgerfelt har bestyrelsen
for Sydvestjyske Museer besluttet at ansætte Flemming Just
som ny direktør.
Han kommer fra en stilling som professor og
institutleder ved Syddansk Universitet i Esbjerg.
Formand for museet, Birthe Rasmussen, udtrykker stor glæde
over, at det er lykkedes at besætte direktørposten med en
meget ’tung’ person.
”Flemming har i sin tid på Syddansk
Universitet været en utrolig skaberkraft. Han har en stærk
faglighed som professor og dr.phil. i historie og har været
i stand til at hente mange midler og projekter hjem til
universitetet. Ikke mindst har han en omfattende
ledelseserfaring og er involveret i mange bestyrelser og i
udviklingsarbejde. Vi er derfor overbeviste om, at vi har
fundet den rette person til både at samle det fusionerede
museum og bringe det et stort skridt videre.”
Flemming Just er selv rundet af den
sydvestjyske muld. Han er født i Grimstrup uden for Esbjerg,
boede i mange år i Bramming og bor nu i Ribe, og hele hans
arbejdsliv har været i Esbjerg. Han blev student fra Esbjerg
Gymnasium og vendte efter endte studier i Århus tilbage til
Esbjerg som andelsforsker ved Sydjysk Universitetscenter i
1982. Ved fusionen, der skabte Syddansk Universitet i 1998,
blev han prorektor for den fusionerede institution og var
med til at bygge historiestudiet op i Esbjerg. De seneste
fem år har han været institutleder på Institut for Miljø- og
Erhvervsøkonomi.
”Det er naturligvis med vemod, at jeg
forlader Syddansk Universitet efter 29 fantastiske år, men
jeg havde lyst til at vende tilbage til mit faglige
udgangspunkt. Direktørstillingen er så interessant og
udfordrende, at jeg ikke kunne lade være at søge, da
Sydvestjyske Museer rummer rigtig meget kompetence og har
store muligheder for at udvikle sig yderligere.” |
|
|