Ny udstilling afspejler ny blufærdighed hos unge
At bade med klassekammeraterne efter
idræt er ingen selvfølge længere. Der er opstået en ny
blufærdighed, som synliggøres i Steno Museets nye udstilling
Kære krop, svære krop om kropskultur. Udstillingen indrager
de unges stemmer og holdninger indsamlet gennem feltarbejder
på skoler.
”De unge er generelt meget velorienterede
om sundhed, men de er ikke særlig bevidste om, hvordan
omverdenen påvirker dem i opfattelsen af deres egen krop”,
forklarer museumsinspektør Morten A. Skydsgaard, ”Derfor
skal vi hjælpe dem til at se deres egen tid, dels ved at
give dem nogle historiske perspektiver, dels ved at lade de
unge dele erfaringer – alt sammen i museumsrummet”.
I ”Omklædningsrummet”, som er et særligt
rum i udstillingen, står seks unge frem og fortæller om
deres forhold til at bade med andre jævnaldrende: ”Jeg er
ikke så meget til at gå i bad med andre. Jeg ser det som et
lille klamt rum, hvor man klæder om og hvor folk sveder,
står nøgne og tørrer sig selv. Det kan jeg sgu’ ikke li’”,
forklarer Fie på 14 år. I omklædningskabene præsenteres
gæsten for forskellige perspektiver på nøgenhed i det 20.
århundrede.
De unge kan anonymt skrive statements om
deres krop i det lille rum ”Hånden på hjertet”. På
interaktive skærme, kan de unge give udtryk for om de er
påvirkede af skønhedsidealer eller sundhedseksperters
slankekrav. Efterfølgende kan de læse andre unges svar.
Udstillingen, som er lavet i samarbejde med
kunstner og designer Rosan Bosch, beskæftiger sig med
kropsidealer, den spisende krop, kroppen i brug og den
afklædte krop De unges videndeling suppleres yderligere ved
skolebesøg, hvor hver elev udstyres med en clicker, der
afdækker holdningsforskelle i klassen og dermed skaber debat
om udstillingens temaer.
Udstillingen er den tredje udstilling om
krop, kultur og videnskab på museet, som eksperimenterer med
brugerinddragelse i udstillingsrummet.
Udstillingen relaterer sig til bogen Kend din kropspolitik,
som er i brug på 200 skoler i hele landet. Projektet har
fået to millioner kroner i støtte fra Trygfonden,
Nordea-fonden, Undervisningsministeriet og Region Midt. |
|
|