|
|
 |
|
|
Skibssætningen med "stålmarkører" af nu forsvundne
sten. |
|
|
|
Vikingeskib i stål
Et vikingeskib i stål? Gående på
Hærvejen har spærret øjnene op ved synet af arbejdet med at
genrejse et vikingeskib af stål ved Klebæk Høje nord for
Bække i Midtjylland.
Historien om vikingeskibet ved Hærvejen nær
Klebæk Høje nord for Bække i Jylland bliver nu helt tydelig
i landskabet.
Vikingeskibet - eller symbolet - bygget ved
hjælp af store sten er nu markeret med stålkopier af de
oprindelige sten.
Skibssætningen er ikke til at tage fejl af, og samtidig er
der nye skilte, som fortæller historien om det sjældne
monument.
I 900-tallet byggede Ravnunge-Tue
stenskibet til minde om sin mor Vibrog ved siden af to ældre
gravhøje fra bronzealderen. I årenes løb gik den omkring 45
meter lange skibssætning imidlertid i glemmebogen, og
adskillige af de store sten blev hugget til skærver.
Det var først ved Nationalmuseets
udgravning af Klebæk Høje i 1950' erne, at skibssætningen
atter blev opdaget, og efter udgravningen placerede museet
nye marksten på de steder, hvor man havde fundet spor af
skibssætningens oprindelige sten.
"Opsætningen af markstenene i 1950erne var
på mange måder et nybrud i formidlingen af vores
fortidsminder, men desværre var der mange besøgende, som
troede, at de små sten var en oprindelig del af det gamle
vikingeskib. Derfor har vi i løbet af sommeren fjernet
markstenene og erstattet dem med stensilhuetter i stål, så
man bedre kan se, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt,”
fortæller Marianne Rasmussen, der er projektleder for
formidlingsprojektet ”Oldtiden i Landskabet” i
Kulturarvsstyrelsen. |
|
|