|
|
|
|
|
Spøttrups leder byder velkommen - i fuldt udstyr som
borgherre. |
|
|
|
Ny velkomstbygning på Spøttrup
Den nye velkomstbygning på Spøttrup Borg
er en unik tilføjelse til Danmarks mest helstøbte
middelalderborg.
Velkomstbygningen, som blev indviet den 19.
maj, er blevet til i et samarbejde mellem Spøttrup
Borgmuseum, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Realdania og Skive
Kommune.
Hvis man vil opleve middelalder i Danmark,
er der ingen vej udenom Spøttrup Borg. Udover
ridderturneringer og middelaldermarkeder får borgens gæster
nu glæde af en helt ny og spektakulær velkomstbygning. Den
nye velkomstbygning føjer sig smukt ind i naturen og de
historiske rammer i et hjørne af parken. Facaden er
inspireret af en tømmerstabel, og væggene indvendig prydes
af træplanker. Når man kommer ind i selve velkomstcentret,
åbner bygningen sig op mod borgen og parken med
vinduespartier fra gulv til loft. Sammen med den megen brug
af træ i arkitekturen danner vinduesåbningerne en sammenhæng
med skoven.
Velkomstbygningen giver et kærkomment løft
til Spøttrup Borg. Her er gode muligheder for at fortælle om
borgens voldsomme fødsel under reformationen i begyndelsen
af 1500-tallet. Den nye udstilling giver gæsterne mulighed
for at fordybe sig i denne spændende periode i Danmarks
historie. Udover udstillingen rummer bygningen også en
større museumsbutik, hvor gæsterne kan ose. Her kan købes
middelalderrelaterede ting, men også lokalproducerede varer;
museumsbutikkens særkende. Butikken er også leveringsdygtig
i forskellige typer af syndsforladelse i form af afladsbreve
– hvis nogle af gæsterne skulle have brug for det.
Spøttrup Borg og Slots- og
Ejendomsstyrelsen, har udover den nye velkomstbygning, også
fået omlagt dele af det store parkområde. En ny
handicapvenlig sti er etableret, således at alle har lige
adgang til området. Den berømte læge- og krydderurtehave er
stadigvæk den samme, men den er blevet omkranset af en ny
bøgehæk. Derudover får traktørstedet Borgen i dette forår en
ny have med nye og bedre muligheder for udeservering.
For at fuldende billedet etableres lige nu
Spøttrup Borgs egen ridderturneringsbane med tribuner. På
ridderturneringspladsen kan ridderne konkurrere i blandt
andet dystridt mand mod mand. Spøttrups egen beredne ridder,
Johan Skarpenberg, har to år i træk vundet bronze ved EM i
ridderdyst. Næste år får han fordel af hjemmebane, da
Spøttrup Borgmuseum netop har fået værtskabet for
europamesterskabet 2012 og hvert fjerde år herefter |
|
|