[sitemap]

< Aktuelt  

  

Foto fra udstillingen ”Hertugerne af Slesvig og Holsten” sommeren 2008

  

Gaveregn til ny hertug-udstilling

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot har før og efter nytår fået dejlige julegaver: Tilsagn fra 4 fonde om støtte til opbygning af en permanent udstilling om de slesvigske hertuger på Sønderborg Slot.

Efter den store succés med særudstillingen om de slesvig-holstenske hertuger i sommeren 2008 har det været et stort ønske hos museet at genskabe en lidt mindre udgave af udstillingen som permanent udstilling på Sønderborg Slot, hvor den spændende og indviklede historie om Sønderjylland/ Slesvig som hertugdømme fra 1200-tallet til 1864 indtil nu kun har været sparsomt fortalt.

Bevillingerne på i alt 430.000 kr. dækker en stor del af de beregnede udgifter ved den nye udstilling. Arbejdet med udstillingen, der indrettes i fire rum på 1. sal, sættes derfor i gang efter påske med forventet indvielse i efteråret 2009.

Med den nye hertugudstilling tages der samtidig hul på en fornyelse af de permanente udstillinger på Sønderborg Slot. Planen er, at der i løbet af femåret 2009-14 skal laves nye udstillinger om bl.a. tiden 1864-1920, folkeafstemningen og genforeningen 1920, mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig og tiden fra 1945 til vore dage (som slet ikke er behandlet i de nuværende udstillinger) samt udstillinger om nationale symboler, erindringssteder og grænselandets møde mellem kulturer og identiteter. Hele denne udstillingsplan er beskrevet i en fornem projektbeskrivelse, ”Sønderjyllandsbilleder”, der nu sendes ud til en række store danske fonde.

Behovet for en fornyelse og udvidelse af de permanente historiske udstillinger på Sønderborg Slot er påtrængende. De nuværende udstillinger stammer fra 1970´erne og er nu over 30 år gamle. I mellemtiden har museets samlinger fået mange nye genstande, som ikke er udstillet på nuværende tidspunkt. Samtidig har museet gennem en omfattende forskning fået meget stor og ny viden, som vi brænder efter at fortælle. Ikke mindst de kulturhistoriske vinkler og de sidste 50 års historie i grænselandet mangler. Og endelig kræver publikum i det 21. århundrede nye udstillingsformer – mere liv, spændende design og moderne sprog.

Satsningen på de permanente udstillinger betyder, at der bliver meget få særudstillinger i de kommende år. Til gengæld håber vi på at kunne åbne 1-2 ny permanente udstillingsafsnit om året i de næste fem år.

 

Museum Sønderjylland >

DE STØTTER
Augustinus-fonden:
300.000 kr.
P.J. Schmidts Fond: 
40.000 kr.
Alving-fonden: 50.000 Traugott-Møllers Fond (Sønderborg): 40.000 kr.

Del på Facebook, digg, m.m.