Holger Danske er vågnet!
Det er heldigvis ikke fæle fjender, der
har vækket den gamle kæmpe. Kronborg Slot blænder op for nye
digitale formidlingstiltag, der vækker fortiden – og Holger
Danske – til live.
På Kronborg tager ny og avanceret teknologi
publikum med tilbage i tiden. Blandt andet som deltagere ved
Frederik 2.s banketter i Dansesalen. Og sagnhelten i
kasematterne, Holger Danske, bliver vækket af sin dybe søvn.
Publikum får med de nye tiltag et indblik i
sagnheltens fantastiske liv og oplevelser. Kampen mod kæmpen
Burmand. Det fatale skakspil mod Karl d. Stores søn Karlotto,
som betød tabet af Holger Danskes søn Balduin. Og de seks
feer, som gav Holger Danske en række særlige egenskaber.
Den helt unikke iscenesættelse giver en
sanselig og livagtig oplevelse af ikonet Holger Danske.
- ”Der er ingen tvivl om, at de digitale visualiseringer på
Holger Danske vil blive en stor og anderledes oplevelse for
publikum. Statuen bliver belyst med den nyeste teknologi
inden for 3D-projiceringer, der sammen med et
specialkomponeret lydbillede giver publikum et nyt og mere
nuanceret syn på legenden. Så selv om Danmark ikke trues af
nogen ydre fjende, kan man roligt sige, at Holger Danske
bliver vakt til live på Kronborg”, siger Tobias Grut,
marketingkoordinater for Kronborg Slot.
et er nu muligt at opleve Dansesalen, som
den så ud ved tidligere tiders banketter. Ved hjælp af
holografiske 3D-film, bliver illusionen fuldendt med folk,
der danser og spiser som i gamle dage. I slottets
vestfløj åbner formidlingen ”Den Nye Verden”. Der opstilles
blandt andet en ny acrylglobe, der fungerer som en
touch-screen. Når publikum aktiverer forskellige emner på
globen, flyder der korte film ud fra globen ned på gulvet og
op på slottets vægge. - ”På den måde formidles der om
Den Nye Verden, og publikum får stiftet bekendtskab med
nogle af renæssancens store opdagelser, som lå til grund for
det liv og den magtudfoldelse, som Kronborg er udtryk for.
Mange af opdagelserne har reelt præget vores del af verden
lige siden”, siger projektleder Lars Holst, Kronborg Slot.
Oplevelserne er skabt i et samarbejde
imellem Kronborg Slotsforvaltning, Vision4 og CAVI, Center
for Avanceret Visualisering og Interaktion, på Aarhus
Universitet. CAVI er et forskningscenter, der arbejder med
anvendelse af nye teknologier inden for bl.a.
interaktionsdesign, 3D visualisering, iscenesættelse,
kunstnerisk og kulturhistorisk formidling.
|
|
|