|
|
 |
|
|
Stenalderjægeren
Falke lærer Emilie at skyde med bue og pil i
Sagnlandet Lejre.
|
|
|
|
Forsøgscenter bliver til Sagnlandet Lejre
Den 1. marts skiftede Lejre Forsøgscenter
navn til Sagnlandet Lejre.
Om ganske kort tid kan man besøge Sagnlandet
Lejre. Det land finder man lidt uden for byen Lejre nær
Ledreborg Slot. Faktisk ligger Sagnlandet lige der, hvor Lejre
Forsøgscenter ligger, og Sagnlandet er i virkeligheden Lejre
Forsøgscenter, der nu skifter navn. Det skete officielt den
1. marts 2009.
Centret har længe ønsket sig et andet, mere mundret og
appellerende navn, som taler til nutidens danskere og fungerer
i en moderne verden.
- Mange mennesker, som ikke kender Lejre
Forsøgscenter, får et billede af Risø på deres nethinder,
og mange tror, vi er et sted, hvor forskere i hvide kitler
udfører dyreforsøg. Flere andre forbinder udelukkende Lejre
Forsøgscenter med skole og undervisning, fortæller
Sagnlandets direktør Lars Holten.
Han påpeger, at det jo slet ikke harmonerer med at centret er
en firestjernet attraktion, som også skaber
familieoplevelser.
Nogle vil måske synes, at Lejre Forsøgscenters nye navn
burde indeholde ord som oldtid, fortid, historie eller
arkæologi, men disse ord er bevidst valgt fra, selvom de
meget præcist beskriver, det der sker i centret.
Ordene er testet på en række forskellige
fokusgrupper, og alle tests viser, at folk forbinder oldtid,
fortid og historie med noget, der er støvet, kedeligt og
passivt.
Det viser sig også, at 97 procent af gæsterne har lyst til
at besøge centret igen og anbefale det til andre. - Det er jo
lidt af et paradoks. Når først folk har besøgt os, er mange
ret begejstrede, men problemet er, at mange vælger os fra. De
skræmmes væk, når de hører vores nuværende navn og ord
som fortid og oldtid, siger Lars Holten, som derfor har valgt
at gå helt andre veje, når det gælder navnet.
Et godt navn skal pirre folks nysgerrighed og
skabe positive billeder og forestillinger inde i deres
hoveder. Det gjorde ordene sagn og sagnland, da de blev
præsenteret for en række mennesker i forskellige
fokusgrupper.
Fokusgruppedeltagerne forestiller sig et land langt væk; et
land de kan tage på en rejse i og være fysisk aktive i.
De forestillede sig også en anden verden, de kan træde ind
i; en verden åben for fantasien og med en levende mytologi.
- Og det er lige præcis en sådan verden befolket med
farverige mennesker fra forskellige historiske tider,
gæsterne kan finde i Sagnlandet Lejre, forklarer Lars Holten,
om de universer og identiteter, der allerede i mange år har
været en bærende del i forsøgscentrets levende formidling.
De universer er vikingernes Ravnebjerg, Stenalderbopladsen
Athra, jernalderlandsbyen Lethra og Krikkebjerghuses
landbofolk.
Men Sagnlandet Lejre er mere end blot universer og spændende
mennesker, det er også et land, der har fysiske grænser.
- Allerede nu bruger vi i høj grad landskabet og naturen i
vores formidling, forklarer Lars Holten om det 43 hektar,
store sagnland, der er lige så stort som Vatikanstaten i Rom.
Der er ingen tvivl om, at Sagnland vækker
folks nysgerrighed og appellerer langt mere end Lejre
Forsøgscenter.
Men hvad med seriøsiteten og den forskningsbaserede
saglighed, som centret har stået for i mere end 40 år, kan
nogen spørge.
- Sagligheden, seriøsiteten og forskningen er der, hvor den
altid har været. Den sidder lige i hjertet af Sagnlandet
Lejre, og der bliver den, siger Lars Holten, som understreger,
at forskningen fortsat er med i formålsparagraffen som
Sagnlandets krog til virkeligheden og den væsentligste kilde
til udviklingen fremover.
- Det er netop styrken ved Sagnlandet Lejre, at de verdener og
mennesker, som gæsterne møder ikke er fri fantasi, men
forankret i en fortid genskabt af arkæologer og historikere,
forklarer Lars Holten.
Det giver Sagnlandet en uvurderlig autenticitet. Og det vil
danske turister have. Det viser sig nemlig, at 70 procent af
danskerne tillægger autenticitet betydning, når de tager på
tur med familien. Samtidig synes 60 procent af danskerne, at
det også skal være underholdende
- I Sagnlandet Lejre har vi netop autentisk underholdning med
indhold, forklarer Lars Holten, som ikke frygter at blive
glemt.
- Vi beholder stadig Lejre som del af vores nye navn og en bro
til fortiden, siger han og glæder sig til at kunne byde de
første gæster velkommen i Sagnlandet Lejre. Det sker den 1.
maj.
|
|
|