[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Vikingehuse og jernaldergrave dukket op i Spjald

Ringkøbing-Skjern Museum har netop afsluttet en
udgravning midt inde i Spjald by.

Sporene er dukket op, hvor doktorboligen tidligere havde sin stort anlagte have med træer, buske og stensætninger. Her skal der nu bygges boliger. I første omgang opdagede arkæologerne sporene af nogle vikingehuse, men ude i et hjørne, hvor der før lå en stensætning og et højt dige, dukkede også 12 jernaldergrave op.

Vikingehusene er en del af en stor gård, der gennem nogle århundreder har ligget her, tæt ved den ældgamle hovedvej gennem Vestjylland. Der er fundet spor af en hovedbygning med stald, af forskellige mindre huse samt en vævehytte.
De nyfundne spor passer fint ind i billedet af et tæt bebygget Vestjylland for 1.000 år siden.

Jernaldergravene er noget ældre end vikingetiden. De blev anlagt i romertiden i de første århundreder efter Kristi fødsel. Spor af gårde fra denne tid er tidligere fundet andre steder under husene i Spjald by. Blandt gravene har arkæologerne fundet meget store voksengrave med lerkar til mad og drikke. Smykker af sølv og
bronze er givet med i nogle af gravene. Nogle mere almindelige grave samt nogle ganske små barnegrave er også blevet udgravet. Stort set alle gravene havde spor af en trækiste og i nogle tilfælde også tydelige spor af den afdøde.

Udgravningen af de store grave har betydet, at museet ikke kunne afslutte udgravningen som forventet. Det er derfor glædeligt, at Kulturarvsstyrelsen har givet tilskud på kr. 223.750 til dette formål. Dermed er det lykkedes at få alt udgravet og undersøgt, inden det kommende boligbyggeri går i gang. Samtidig får vi en ny viden om jernalderens og vikingetidens ”Spjald”, der ligger på marker, der senere hørte
til den nærliggende Brejninggård, engang bispegods under Ribe Bispestol. Navnet Spjald menes at være navnet på disse marker. Nu er det en mulighed, at navnet er genbrug og at markerne fik deres navn efter et ældre navn på et bosted, nemlig vikingetidens Spjald.

 

Ringkøbing Museum >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.