Danmarks sidste diligence er kommet til Post og Tele Museum

I mere end 100 år kørte postdiligencerne bakke op og bakke ned gennem det danske landskab. ”Pinselskasser” kaldte H.C. Andersen datidens vigtigste offentlige transportmiddel. Nu har en af de sidste postdiligencer gjort holdt på Post & Tele Museum.

Malingen er lidt afskallet, hjulene tærede, kabinen mørk. Postdiligencen bærer sine spor af sliddet i bakkerne på Vejleegnen. Det er næsten, som om der stadig hænger et ekko af hestenes prusten og karrosseriets knirken, når man sætter sig ind i diligencen. For det kan man! Ved hjælp af nænsom restaurering og omhyggeligt håndværk af karetmager og smed er den gamle vogn blevet understøttet, så børn i udstillingen nu kan tage plads i passagerkabinen.

Diligencen har tidligere boet i Den Gamle By i Århus, hvor den stod i den gamle postlade sammen med en pakkepostvogn og en isbåd. Den har stået model til mindst én kopi, en diligence, som mange børn vil huske fra ”Jul i Gammelby”, og som stadig kører ved festlige lejligheder.

For Post & Tele Museums diligence har kørslen dog i høj grad været hverdag. Diligencen kørte på ruten Vejle-Brande. Thomas Jensen, postkusk i årene 1909-10, fortæller om en hverdag med meget lange arbejdstider.

”Kl. 2 om morgenen skulle jeg stille op og fodre hestene, og kl. 3.30 startede vi fra posthuset i Vejle. Foruden mig var der en postfører, som sad inde i vognen sammen med de passagerer, som eventuelt skulle med. Der var plads til fem-seks i alt, men sommetider måtte vi have en bivogn med, fordi der var flere. En time senere skulle vi være i Jelling. Der bedede vi så en halv time ved posthuset, hvor der var opsat en sækkekrybbe til hestene, så de kunne få lidt at spise og hvile ud efter den anstrengende tur op ad bakkerne. Turen gik videre fra Jelling til de forskellige brevsamlingssteder bl.a. ved Harresø Kro, Hjortsballe Kro og endnu tre-fire steder. Fem timer efter starten fra Vejle – kl. halv ni om formiddagen – skulle vi være i Brande. Det var min opgave at passe hestene, men ellers kunne jeg hvile ud, til vi kl. syv om aftenen startede mod Vejle, hvor vi skulle være kl. 12 (om natten)”.

En arbejdsdag var altså på 22 timer. Han kørte dog ”kun” hver anden dag. På de andre dage kørte Thomas Jensen pakkepost inde i Vejle By, det var kun et 8-17 job. Heldigvis kendte hestene selv vejen, så det var muligt for kusken at tage sig en blund. ”Det var en dejlig tid”, skriver han. ”Den gang tænkte vi ikke på, at lønnen var ringe og fritiden kort. For selv om arbejdsdagen var lang, så var vi fri for det moderne jag”. Thomas Jensen fortæller om dejlige sommermorgner, men også om vinterens trængsler. Navnlig frygtede han den stejle Hørup bakke, en hård bakke på 550 meter og med en gennemsnitlig stigning på syv procent. Her ville vognen ofte skride sidelæns, når der var glat.

Heldigvis kunne man varme sig på en af de små sorte – en kaffepunch, man kunne få for 10 øre, ”og så blev brændevinsflasken sat på bordet til fri afbenyttelse”. Det var naturligvis ikke tilladt, men hestene forstod selv at indhente den tid, der blev tabt ved kroen. ”Man behøvede ikke engang at skynde på dem. De kendte postførerens vaner lige så godt som kroejerne langs ruten, og efter sådan et ophold jog de af sted”.

De tider, hvor posthornet gjaldede over land og by, var ved at rinde ud, da Thomas Jensen kørte som postkusk. Dampsprudlende jernbaner og prustende automobiler var hastigt i færd med at fortrænge de adstadige hestevogne som personbefordringsmidler. Vejle-Brande-ruten lukkede som en af de sidste postdiligencelinjer den 31. marts 1912. Ved midnatstid ankom den til Vejle Postkontor, og så var det slut. Begivenheden blev foreviget, hele færden blev fotograferet. Undervejs måtte en kromand tage plads i kabinen. Passagerer var der ingen af.

Dansk Postblad berettede samme år, at med Vejle-Brande-diligencens tur ”var diligencernes tid her til lands forbi, og et stykke historie stedet til hvile”. Ifølge postvæsenets beretning stoppede diligenceruten Roskilde-Skibby dog samme dag. Passagererne kunne dog stadig tage de samme ture, nu med de såkaldte dagvogne: Hestetrukne vogne under postvæsenet, der blev drevet af private kontrahenter. Set fra passagerernes perspektiv var datoen 1. april 1912 ikke nødvendigvis nogen kraftig skillelinje, og i postvæsenets håndbøger, der hvert år blev udgivet som vejledning til brugerne, kunne man ikke se nogen forskel på køreplanen Vejle-Brande mellem året 1912 og 1913.

Selv efter at jernbanen var kommet til Vejle, fortsatte Thomas Jensen helt til 1920 med at køre post til Jelling – dog uden passagerer, må man tro. Så fik Thomas Jensen kørekort til bil og blev chauffør. I 1961 fortalte han sin historie til Vejle Amts Folkeblad.