Ny forskning bryder med traditionel opfattelse af detailhandlen

Ny forskning fra Museum Østjylland bryder ved den traditionelle opfattelse af, at detailhandlerne i anden halvdel af 1800-tallet var en samlet social gruppe med fælles vilkår.

Gennem den historiske undersøgelse af detailhandlerne i Randers, Grenaa og Ebeltoft påviser Museum Østjylland derimod, at det ikke giver mening at se detailhandlere i de tre byer som en samlet gruppe ud fra deres fælles tilhørsforhold til handelsstanden. Den ny forskning giver derimod et langt mere komplekst billede af detailhandlerstanden i de sidste fire årtier af 1800-tallet. I undersøgelsen sammenligner Museum Østjylland detailhandlerne i Randers, Grenaa og Ebeltoft med detailhandlerne i Århus.

Økonomisk set – i forhold til indtægt og formue - var detailhandlerne for eksempel en meget differentieret gruppe alle fire købstæder Øverst lå købmændene både i Randers, Grenaa, Ebeltoft og Århus. De overgik både i antal og indtægt langt de øvrige detailhandlere i de fire byer. Blandt købmændene var der dog også store forskelle, hvad indtægterne angik. Der var langt fra den lille sidegadekøbmand med en minimal indtægt til de store købmænd på byens hovedstrøg og indfaldsveje, der havde de højeste indtægter i byen.

Detailhandlernes sociale baggrund var også vidt forskellig. I Århus havde en del af de handlende en baggrund i arbejderfamilier, i Randers havde en del en baggrund i håndværkerfamilier og arbejderfamilier, i Grenaa og i Ebeltoft var baggrunden sandsynligvis oplandets tilflyttende landarbejderfamilier. Detailhandel kunne man altid ty til, hvis man ikke havde anden mulighed for at skaffe sig en indtægt. Dette bevirkede, at mange mennesker forsøgte sig som detailhandlere uden noget økonomisk sikkerhedsnet. For mange blev det et kort eventyr. Kun en tredjedel af detailhandlerne i Århus, knap halvdelen af detailhandlerne i Randers, og lidt mere i Grenaa og Ebeltoft, der havde eksisteret i et givent år, ville således være at finde som detailhandlere 10 år senere. Der foregik med andre ord en stor udskiftning i detailhandlen.

Detailhandlerstanden var således på ingen måde nogen stabil eller lukket gruppe. Især i det, man kunne kalde detailhandlerproletariatet, fandt der en vandring sted til og fra gruppen. Vandringen fandt i Århus især i sted blandt arbejderfamilier og selvforsørgende kvinder, i Randers fortrinsvis blandt håndværksfamilier, arbejderfamilier og selvforsørgende kvinder, mens den i Grenaa og Ebeltoft foregik for selvforsørgende kvinder og sandsynligvis hos landarbejdere.

Detailhandlerstanden var derfor i høj grad en gruppe, hvor der var social mobilitet.
For alle byer gjaldt det endvidere, at en forholdsvis stor gruppe af selvforsørgende kvinder var en betydelig del af detailhandlerstanden. Mellem 10% og 23% af de handlende var kvinder, der drev selvstændig handel i de fire byer. Kvinderne udgjorde dermed en ikke ubetydelig del af handelsstanden i Århus, Randers, Grenaa og Ebeltoft. De fleste kvinder kunne på grund af deres køn ikke få borgerskab, men måtte drive handel inden for erhverv, som Næringsloven tillod kvinder at udføre. Dette var i hovedsagen småbutikker, hvor det sjældent var muligt at skaffe mere end lige netop til dagen og vejen.

Kvinderne bredte sig dog gennem årene ind i de mere mandsdominerede brancher, men det havde ingen positiv betydning for kvindernes indtjening, de blev kun fattigere og fattigere. Kvinderne i detailhandlen var dermed langt svagere stillet økonomisk end deres mandlige kollegaer med meget små indtægter fra meget små forretninger. Kønnet var det afgørende for, hvilken indkomst man havde som detailhandler, og kvinderne hørte dermed til nederst på den sociale rangstige blandt detailhandlerne.

Det kan konstateres, at der er mange ligheder mellem udviklingen i detailhandlergruppen i de fire byer, men der er også forskelle. Forskellene bunder i byernes forskellige størrelser, beliggenhed og ikke mindst industrialiseringsgrad. Århus var længst fremme i industrialiseringsprocessen, Randers og Grenaa fulgte efter med henholdsvis 25 års og 35 års forsinkelse, mens Ebeltoft aldrig blev en industriby. Det betød også, at udviklingen for detailhandlerstanderne skete forskudt i de fire købstæder.
Undersøgelsen viser også, at handelstanden i anden halvdel af 1800-tallet voksede i antal i de fire byer på trods af nedgang i antallet af købmænd. Set i forhold til befolkningstallet stagnerede den randrusianske, grenaaensiske og ebeltoftske handelsstand dog. Stagnationen skyldes udelukkende gruppen af købmænd, der var konstant faldende i antal. Til sammenligning blev gruppen af detailhandlere i Århus i samme periode firedoblet, og det selv om andelen af købmænd faldt til under 10 % i 1900. Afvikling af købmandsbranchen var med andre ord meget længere fremme i Århus end i Randers, Grenaa og Ebeltoft, hvor man stadigvæk i et vist omfang holdt fast i den mere traditionelle købmandshandel. Specialiseringen af detailhandelen i Århus fik dermed sit gennembrud tidligere end i de tre andre købstæder.

I de fire byers hovedstrøggader lå de nye specialforretninger som manufakturhandlere, isenkræmmere og rene kolonialkøbmænd. Efterhånden som købmandsgården forsvandt, overtog de den handel, der tidligere havde været samlet i købmandsgården. Samtidig etablerede en række småhandlende sig rundt om i sidestrøggader, sidegader og med tiden i de nybyggede arbejderkvarterer i Randers, Grenaa og Århus. I Ebeltoft forblev de i hovedgaden De småhandlende var først og fremmest høkere, trævarehandlere, fiskehandlere, grønthandlere og mælkehandlere, der kunne forsyne befolkningen med daglige fornødenheder.

Undersøgelsen, der er støttet med 330.000 kr. af Kulturarvsstyrelsen, er netop blevet afsluttet gennem et tæt samarbejde mellem Museum Østjyllands historikere. Undersøgelsen er det nyfusionerede Museum Østjyllands først store fælles forskningsprojekt.