[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

H.C. Andersen manuskripter vender "hjem" til Odense

Digteren H.C. Andersen drømte stort og meget. Et tidligt digtmanuskript, "Underlige drømme", netop købt på auktion af Odense Bys Museer med støtte fra Kulturarvsstyrelsen, kan kaste lys over digterens sind og drømme.

Manuskriptet til H.C. Andersen-digtet "Underlige drømme" fra 1830 er nu på vej "hjem" til samlingen i H.C. Andersens Hus i Odense.
Odense Bys Museer har netop købt "Underlige Drømme" sammen med manuskriptet til digtet "Januar" fra Aarets tolv Maaneder, der også er fra den unge digters fjerpen.

Det hører til undtagelserne, at to meget tidlige H.C. Andersen-manuskripter udbydes til salg på auktion. Kulturarvsstyrelsen har derfor givet Odense Bys Museum 20.000 kr. fra den særlige hastesum til indkøb af de to attraktive klenodier.

Manuskripterne skal indgå i samlingerne, som dels kan ses digitalt på museets hjemmeside, dels med mellemrum tages frem på tematiske udstillinger om Danmarks store digter.
Det gælder for manuskriptet til "Underlige drømme", som vil indgå i en udstilling i sommeren 2010, der skal kaste lys over H.C. Andersens sind og tanker. "Vi er meget glade for, at de to sjældne manuskripter nu kan bevares og bruges i museets samlinger. De er fra perioden, før H.C. Andersen fandt fodfæste og anerkendelse i den litterære verden. De kan bl.a. være med til at afkode, hvad den unge digter drømte om og tænkte på," siger overinspektør Ejnar Stig Askgaard, Odense Bys Museer.

 

Odense Bys Museer >

 

Del på Facebook, digg, m.m.