Odense-museer i 150 år
I stedet for at bruge jubilæumsåret til
en fejring af sig selv har Odense Bys Museer valgt at sætte
endnu mere fokus på historien, som vi møder den i byen og i
landskabet rundt på Fyn.
Den 14. maj 1860 kunne man i Fyens Avis og
Fyens Stiftstidende læse en bekendtgørelse, som indbød til
dannelsen af en forening til oprettelse af et museum i
Odense. Den 19. juli samme år mødtes en kreds af borgere. De
skabte museumsforeningen, der senere på året førte til det
første museum med navnet Nordisk Museum i Odense. Det er på
dette grundlag, at Odense Bys Museer voksede sig stort i de
følgende 150 år.
Den 1. november er også en mærkedag i 2010.
Hundred år tidligere indviedes Fyns Folkemuseum. Det rummede
de historiske samlinger fra by og land. Museet havde til
huse i Eiler Rønnovs Gård i Nørregade. Huset er siden
flyttet til Møntergården.
Året 2010 er således spækket med
jubilæumsdage, og Odense Bys Museers egen historie er
righoldig og afspejler den udvikling, som Odense og Fyn har
gennemlevet siden midten af det 19. århundrede. Der er sket
utroligt meget!
I et bredt jubilæumsprogram, der strækker
sig fra april til december, vil fynboer og øens gæster kunne
møde historien og museumsarbejdet på vore syv museer, i byen
og på landet, dybt nede i jorden og i den digitale sfære.
Den fælles titel på de mange aktiviteter er ALLE TIDERS
MUSEUM 1860-2010. |