Nu på museum: HCA´s kærlighedserklæring til Jenny Lind

Med rundhåndet støtte fra Augustinus Fonden er det lykkedes H.C. Andersens Hus i Odense at erhverve en helt enestående boggave, som H.C. Andersen har dedikeret til den svenske operasangerinde Jenny Lind, netop da hans forelskelse i hende var på sit højeste.

Her er tale om et uhyre sjældent dokument, der belyser den danske digters kærlighed til den unge svenske operasangerinde, der i folkemunde gik under tilnavnet “den svenske nattergal”. Dedikationseksemplaret er en uvurderlig kulturgenstand, da den præcist rammer et centralt punkt i digterens personlige følelsesliv, sådan som han også præsenterer det i Mit Livs Eventyr, og kærlighedserklæringen er forsigtigt fremført gennem forfatterens lyrik. Det er svært at forestille sig en bedre og mere sigende genstand at udstille i museet, dér hvor fortællingen om H.C. Andersens forhold til Jenny Lind udspiller sig. Bogdedikationen lyder:

Jenny Lind
Der er Mennesker vi leve
Sammen med, Aar ud, Aar ind,
Aldrig dog vi med dem bleve
Venner, ret i Sjæl og Sind,
Andre, kun vi mødte disse
Faa Minutter, og tilvisse
Vi dem kjendte, vi dem vandt,
Varigt Venskab os forbandt!
Siig, har jeg ei Perlen fundet?
Har jeg – en Veninde vundet?

Skønt H.C. Andersens kærlighed til Jenny Lind udgør et centralt kapitel i digterens liv, er der ikke bevaret mange dokumenter, der kaster lys over digterens følelses-eruption. Der kendes faktisk kun to yderligere manuskripter fra H.C. Andersens hånd viet til Jenny Lind. Det ene, et digt, findes i Jenny Linds album, og det andet – ligeledes et digt – findes udstillet i H.C. Andersens Hus. Her er tale om manuskriptet til et hyldestdigt til Jenny Lind, og altså ikke et digt, han nødvendigvis personligt har overrakt hende. Med erhvervelsen af dedikationseksemplaret, er der derimod tale om en personlig gave fra H.C. Andersen til den svenske operasangerinde – til og med den eneste, der findes – og oven i købet et dedikationseksemplar, der kan dateres præcist til den 14. september 1843. På dette tidspunkt var digterens følelser i så stærkt et oprør, at han tænkte på at fri til den 15 år yngre svenske nattergal, hvilket han formodentlig også gjorde seks dage efter, hvor han i sin almanak noterede: ”Ude paa Tolboden til Morgen 4½, sagt Jenny Farvel, stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker!”

Den omtalte bog var averteret til salg ved en antikvarboghandel i New York, og den har gennem tiderne været et attraktivt samlerobjekt. Således blev bogen i december 1929 solgt ved Sotheby’s auktion i London og købt af den amerikanske bestyrelsesformand for General Electric, industrimagnaten og bogsamleren Owen D. Young, hvis bogsamling udgjorde grundlaget for Berg-samlingen i New York Public Library. Den amerikanske rigmand købte bogen for at give den til sin svigerdatter Esther Young (født Esther Marie Christensen, 1895-1988) der et halvt år tidligere havde ægtet Owens ældste søn, Charles Jacob. Få år tidligere var Charles Jacobs første kone på tragisk vis død i forbindelse med fødslen af deres anden søn.

Esther var datter af den danske vicekonsul Niels Anthon Christensen (født 1865 i Tørring), hvis opfindelse af den såkaldte O-ring fik enorm industriel indflydelse. Selv var Esther digterinde og billedkunstner, og man kan gætte på, at Owen D. Young derfor har fundet, at bogen med H.C. Andersens digte og kærlighedserklæring var den helt rigtige gave til sin nytilkomne svigerdatter.

Jenny Lind (Johanna Maria Lind 1820-1887) gik i folkemunde under navnet ”den svenske nattergal” og var uden tvivl 1800-tallets mest fremragende dramatiske sopran-sangerinde, vidt berømmet for sit store kunstneriske talent, hendes jernflid og udholdenhed og deraf følgende imponerende tekniske kunnen – og sidst, men ikke mindst for hendes vindende og ærlige kunstner-personlighed. Allerede som 10-årig blev hun antaget som elev ved Kungliga Teatern i Stockholm, hvor hun fik dramatiske roller og sang vaudeviller. Hun fik sin operadebut som 18-årig. I London mødte hun i 1849 pianisten, komponisten og dirigenten Otto Goldschmidt, som ledsagede hende på en turne i USA, hvor de blev gift i 1852. I 1859 blev hun britisk statsborger, og i 1883 professor i sang ved The Royal College of Music i London.

H.C. Andersen havde i 1840 kort mødt Jenny Lind i København på Hotel du Nord, hvor hun under en koncertrejse i det sydlige Sverige havde taget en kort afstikker med sin far til København. De hilste på hinanden, men ”skiltes igjen fremmede for hinanden”, som han udtrykker det i Mit Livs Eventyr.
Det var først tre år efter, i september 1843, at de to mødtes igen. August Bournonville havde under sine gæsteforestillinger i Stockholm opdaget Jenny Linds store talent, og ville nu overtale hende til at give nogle gæsteroller på Det Kongelige Teater i København. Jenny Lind havde ytret ønske om at møde Andersen igen, og Bournonville ville da udnytte dette møde ved sammen med Andersen at overtale den ængstelige Jenny til at give disse gæsteroller. Jenny Lind blev overtalt og hendes optrædener blev en overmåde stor succes; hun sang endog for kongen, og 300 studenter forsamledes for at synge hende en serenade.

Fra denne periode er digterens dagbog desværre ikke bevaret. Derimod findes digterens almanak, som han gerne noterede i, og fra almanakken får man tydeligt indtryk af digterens voksende følelsesmæssige interesse for den unge svenske kunstner, der i løbet af få uger, fra den 3. til 20. september, voksede til en stormende forelskelse. Det er herfra, vi finder digterens udbrud som: ”forelsket”, ” jaloux”, ”tænkt paa at fri”, ” jeg elsker hende”, samt ”stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker!” . Ud fra almanakoptegnelserne fremgår det også, at dedikationseksemplaret blev givet Jenny Lind den 14. september 1843.

Jenny Linds svar på Andersens frierbrev er desværre ikke bevaret, men det lader til, at Jenny Lind har undveget Andersens følelsesudbrud. Imidlertid stod Andersen og især Bournonville som dem, der åbnede dørene for en europæisk succes for Jenny Lind. Inden en koncertturne sydpå afholdt Jenny Lind den 21. oktober 1845 i Hotel Royal i København middag for hendes danske venner. Ved denne lejlighed overrakte hun Bournonville et lille sølvbæger med indskriften: ”Til Balletmester Bournonville, der har viist sig som en Fader imod mig, i Danmark mit andet Fædreland”. Bournonville takkede med ordene, at nu ville alle danske være hans børn for at blive Jenny Linds broder, hvortil Jenny Lind svarede: ”Det blev mig for mange! Jeg vil saa hellere vælge én for dem alle som broder!”. Med sit champagneglas nærmede hun sig nu Andersen – og ”Broderens Skaal” blev drukket, vel nok en bittersød skål for Andersen. Han gemte som minde om broderskålen champagneglasset, og havde det stående i dagligstuen på etageren til sin død. Glasset kan i dag ses i H.C. Andersens Hus.

Andersens følelser overfor Jenny Lind var ikke gengældt med samme inderlighed, hvilket digteren nok havde svært at forlige sig med. De to kunstnere opnåede samme uhyre berømmelse, og betragtedes i Europa som ”de to børn fra Norden”. Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen, Weimar og Eisenach foreslog dem endog fribolig i Weimar, hvilket de dog smigret måtte afvise. Som gammel mand førte H.C. Andersen fortrolige samtaler med den unge Nicolaj Bøgh, og under en af disse samtaler berørte Bøgh Andersens ungdomsforelskelse i Riborg Voigt. Ifølge Bøghs erindringer fortalte H.C. Andersen, ”at hans Følelse for Riborg havde været meget heftig; men det var saadan en Ungdomsforelskelse, som i Aarenes løb bortdunstede, og som i Grundighed og Varighed ikke kunde sammenlignes med den, han følte for Jenny Lind”.