[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Lundgaard & Tranberg skal tegne nyt Borgcenter

Vindere af arkitektkonkurrencen om et nyt udstillingshus til
Danmarks Borgcenter i Vordingborg er fundet.

Det vindende forslag fremtræder som en overraskende og gennemtænkt løsning af den stillede opgave.
Der er tale om en klar og entydig besvarelse af opgaven omkring den nye udstillingsbygning der spiller
flot sammen med Vordingborgs store borgruin. Vinderforslaget er udarbejdet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S, København.

Lundgaard og Tranberg Arkitekter omtaler i beskrivelsen af deres forslag, at der er valgt et hovedgreb med et bevidst fravalg af en egentlig bygning, for på den måde at understrege borgterrænets ubrudte grønne flade med enkeltstående træer, der gennembrudes af middelalderringmuren, bygningsruiner og med Gåsetårnet som fokuspunkt. Derfor er der valgt en lav kompakt og lukket boks, som ikke
signalerer bygning, men som i stedet ved form og materialevalg knytter sig til stedets ruinkarakter. Dette finder juryen på en gang både at være et følsomt og visionært udgangspunkt.

Det er herudover også juryens opfattelse, at nybygningen fremstår med en interessant, lav, let tilspidset form med et lille ’fodaftryk’ i det eksisterende landskab. Ved en delikat drejning af nybygningen i forhold til 1800-talshuset i bindingsværk som bevares, åbnes op for hovedindgangen i bindingsbygningens gavl, som samtidig forsynes med ny facade udført med samme materiale som den stigende væg på den nye bygning, man passerer langs med fra hovedindgangsområdet ved Slotstorvet. Det er en enig jury der finder, at forslaget fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter som helhed giver fornemme svar på den stillede opgave, og at deres løsning vil danne en funktionel, spændende og smuk ramme for Danmarks Borgcenter.

I alt fem forslag har deltaget i konkurrencen. Forslagene er blevet bedømt anonymt indtil juryen havde gjort sit arbejde færdigt, udnævnt en vinder og skrevet en rapport herom.

De fire øvrige forslag er udarbejdet af:
• Keith Williams, London
• Entasis Arkitekter, København
• Fogh & Følner Arkitektfirma, Lyngby
• CEBRA Arkitekter, Århus

 

Danmarks Borgcenter >

 

Del på Facebook, digg, m.m.