|
|
 |
|
|
Møntens
bagside - se begge sider på Nationalmuseets website.
|
|
|
|
Fund af sjælden mønt fra Oluf Hungers tid
Oluf Hungers mønter er uhyre sjældne,
det skabte derfor begejstring, da Bent Gregersen, fra
Bornholms Amatørarkæologiske gruppe fandt en af slagsen.
Mønten blev i foråret indleveret til
danefæbedømmelse på Nationalmuseet, og indgår nu som en
vigtig del af Nationalmuseets samling af Oluf Hunger mønter.
Oluf Hunger er en af de danske konger, vi ved
mindst om. Han regerede landet i en kort årrække fra
1085-95. Som tilnavnet ”Hunger” antyder, er hans
eftermæle yderst tvivlsomt. Den danske skriver og historiker
Saxo beskriver således malende i sin berømte Danmarks
Krønike, de usle kår danskerne måtte udstå under Oluf
Hungers styre: ”I Sommertiden savnede man den fornødne
Væde, og i Efteråret, da man helst skulde have tørt Vejr,
skyllede Regnen ned, så der ingen Måde var dermed, … Ja,
Bønderne måtte endog sejle om i Både på de oversvømmede
Marker og sanke de enkelte Aks sammen, der drev om på Vandet,
og derefter tørrede de rådne Smuler, der var igen af dem, i
Ovne, malede dem og lavede Grød af dem, thi Brød duede de
ikke til….” Ifølge Saxo og andre af eftertidens
historieskrivere skyldtes landets ulykke Guds vrede over Kong
Olufs deltagelse i oprøret mod sin bror Knud d. Hellige, et
oprør, der endte med drabet på Knud i Skt. Albani kirke i
Odense. Fakta er imidlertid, at ikke kun Danmark, men store
dele af Europa på dette tidspunkt blev ramt af hungersnød og
pest, og Oluf Hungers eftermæle skal nok snarere ses som
resultatet af kirkens og kongens (Erik Ejegod 1095-1103)
lobbyarbejde i forbindelse med helgenkåringen af Knud d.
Hellige.
På grund af en lille skade på den nyfundne
Oluf Hunger mønt er det desværre ikke muligt at læse den
fulde indskrift. På forsiden kan læses +OLA REX DAN, og på
bagsiden ses +GARFIN…V Dette fortæller, at mønten er
præget under Kong Oluf af Danmark i Lund af møntpræger
Garfin. Der kendes kun en parallel med denne indskrift.
Mønten er derfor et sjældent bidrag til vor viden om den
udskældte konges udmøntninger.
|
|
|