|
|
 |
|
|
Nationalmuseets
konservator, Robert Larsen, arbejder de næste uger
på at marmorere gulvet i Gammel Estrups Riddersal.
Foto: David Slater..
|
|
|
|
Nationalmuseet maler gulv på Gammel Estrup
I Riddersalen på herregården Gammel
Estrup på Djursland går et spændende arbejde i gang i disse
dage. Fra 23. marts til 3. april vil tre konservatorer fra
Nationalmuseet arbejde med en kompliceret marmorering af
Riddersalens gulv.
Museets gæster kan løbende følge
processen. Efter en tørreperiode - hvor man kan få et kik
ind i den færdigmalede sal - genåbnes Riddersalen af museets
protektor Hans Kongelige Højhed Prins Joachim den 6. maj.
Gammel Estrups direktør, Britta Andersen,
har set frem til disse dage i lang tid. - Det er et virkelig
spændende arbejde, som bliver udført på museet de kommende
uger. Det er ikke ofte, at en så gennemgribende ændring af
et rum finder sted hos os, og vi har i løbet af vinteren
brugt mange timer på at få projektet til at falde på plads,
fortæller hun. Bag Riddersalens "nyskabelse" ligger
flere måneders forskning i, hvordan en sal af den type var
indrettet i 1740'erne med møbler og tilbehør, og især
hvordan gulve på den tid var bemalet. - Det er klart, at vi
ikke blot vælger, hvad vi i dag synes ser bedst ud, men nøje
søger at ramme det udtryk, der var gældende i 1740'erne.
Vores udgangspunkt for bemalingen på gulvet er eksempelvis et
maleri af en af Gammel Estrups ejere som barn, den lille
Jørgen greve Scheel (1718-1786), hvor han står på et smukt,
marmoreret gulv. Vi arbejder imidlertid ikke kun med gulvet.
Der skal også sys gardiner til salen, og i et inventarium fra
1801 står beskrevet, at der på Gammel Estrups loft var fem
fag gamle, grønne taftgardiner. Den beskrivelse har været
udgangspunktet for, hvordan Riddersalens nye gardiner, der nu
bliver håndsyet af en skrædder i København, kommer til at
se ud.
I al sin pragt giver Riddersalen på Gammel
Estrup - Herregårdsmuseet et indtryk af 1700-tallets storhed
på de danske herregårde generelt og på Gammel Estrup
specifikt: Det prægtige stukloft med den originale lysekrone,
de marmorerede døre og paneler og ikke mindst væggenes
flamske gobeliner, der afbilder ejerslægtens otte herregårde
ved 1600-tallets slutning. Til sammen udgør salen et næsten
fuldendt herregårdsinteriør fra 1740'erne. En donation på
mere end en halv million kr. fra Inge og Asker Larsens Fond
har muliggjort nyformidlingen af Gammel Estrup -
Herregårdsmuseets Riddersal fra 1700-tallet. De nye tiltag,
med det malede gulv og skræddersyede gardiner,
fuldender det smukke herregårdsinteriør.
Museet glæder sig til at byde sine gæster inden for fra 7.
maj, og kunne give dem et smukt indblik i 1700-tallets
repræsentative livsstil blandt landets øverste elite på
herregårdene.
Der er fra 23. marts til 3. april mulighed for, at museets
gæster kan overvære arbejdsprocessen fra døråbningerne til
Riddersalen. Fra 4. april til 5. maj skal gulvet tørre, og
det vil være klart til at gå på, når Hans Kongelige
Højhed Prins Joachim den 6. maj genåbner Riddersalen.
|
|
|