Den falske ravbjørn på Nationalmuseet
Nationalmuseet har måttet fjerne en
lille ravbjørn fra sin udstilling. I en kort video fortæller
museumsinspektør Peter Vang Petersen hvorfor han blev snydt af
det falske oldtidsfund.
I Nationalmuseets samling af ravfigurer fra
jægerstenalderen er der i øjeblikket en tom plads. En
ravbjørn, som kom til museet i 1997, har nemlig vist sig
ikke at være så gammel, som museets danefæekspert,
museumsinspektør Peter Vang Petersen først antog.
I efteråret 2010 modtog Nationalmuseet en
ny ravbjørn fra den samme antikvitetshandler, der for 14 år
siden indleverede den ravbjørn, der nu er taget ud af
udstillingen. Det nye stykke havde stor lighed med det først
indleverede stykke, og antikvitetshandleren mente derfor, at
han (og museet) i første omgang var blevet snydt og i stedet
for en ægte ravbjørn havde erhvervet en moderne kopi.
Historien vakte Peter Vang Petersens
mistanke om, at noget måtte være galt. Han undersøgte den
nytilkomne bjørn, og kunne hurtigt konstatere mærker efter
moderne forarbejdningsredskaber som sav og fil. Der kunne
altså ikke være tale om en original stenalderfigur, og
derfor var man selvfølgelig også nødt til at gennemføre en
fornyet undersøgelse af den først indleverede ravbjørn.
Resultatet var nedslående - for som Peter
Vang Petersen siger ”Mærkerne var ikke så tydelige på den
første bjørn, men kort fortalt viser den spor efter
fuldstændig samme fremstillingsteknik som den nye bjørn, og
det ser faktisk ud til, at de to figurer er fremstillet af
samme håndværker. Hvornår figurerne er fremstillet kan vi
ikke sige, men fremstillingsteknikken er tydeligt moderne,
og de hører således ikke hjemme i Nationalmuseets
udstilling”.
|
|
|