|
|
 |
|
|
Den nye website.
|
|
|
|
Der skal bores i Jelling-højene
For mange lyder det at bore i
Jellinghøjene voldsomt – men det drejer sig nu hverken om
søgning efter vand eller olie. Derimod skal nye
prøveboringer fra 24. august være med til at give ny viden
om vikingetidens landskab på det tidspunkt, da højene blev
opført.
Måske finder forskerne også ud af, hvorfra
man den gang hentede de mange tusinde græstørv. Men allerede
fra 17. august vil arkæologerne trække grøfter nord for
højene for at finde spor fra vikingetiden. Alt sammen er led
i det omfattende ”Jellingprojekt”, der har fået sin egen
hjemmeside på jelling.natmus.dk
De to høje i Jelling gemmer på vigtige
oplysninger om vikingetidens landskab. I august-september
vil medarbejdere fra Institut for geografi og geologi ved
Københavns Universitet foretage 6-8 boringer i hver høj.
Boringerne skal være med til at give ny viden om højenes
opbygning og konstruktion. Endnu i 1940’erne var den massive
tørveopbygning i højene så velbevaret, at de enkelte
tørvelag kunne adskilles og enkelttørv trækkes ud!
Projektleder Anne Pedersen, der er seniorforsker ved
Nationalmuseet, forventer, at analyserne af bevarede pollen-
og planterester vil give ny viden om landskabet i og omkring
Jelling for mere end 1000 år siden. Boringerne vil samtidig
give oplysninger om tørvenes sammensætning, og hvor de er
hentet fra.
Ved en undersøgelse i 2006 nord og nordøst
for Nordhøjen i Jelling stødte arkæologerne på en række
store sten, som menes være en del af en kæmpemæssig
skibssætning. De efterfølgende udgravninger i området i 2006
og 2007 afslørede flere hustomter og spor af en palisade,
som er væsentlig større og kraftigere end de hegn, vi kender
fra andre vikingetidsbebyggelser i Danmark. Præcist hvad der
er foregået her, ved vi endnu ikke. Fra 17. august 2009
iværksætter Jellingprojektet sammen med Vejle Museum og
Aarhus Universitet derfor en større undersøgelse ved hjælp
af lange søgegrøfter på markerne nord for palisadeområdet og
Nordhøjen for at se, om der også her findes spor af
aktivitet i vikingetiden, og samtidig fastslå omfanget af
bebyggelsen.
|
|
|