|
|
|
|
|
Klik på hæftet for se prøvesider i stort format.
|
|
|
|
Grønlands forhistorie som tegneserie
Med tegneserien om Nanu, om hjælpeånder
og fangerkultur har den grønlandske tegner og kunstner Nuka
i samarbejde med Nationalmuseet skabt tegneserien De første
skridt.
Ønsket med tegneseriealbummet er at nå ud
til så mange som muligt – ikke mindst børn og unge – med
fascinerende og originale fortællinger om den nyeste viden
fra den arkæologiske udforskning af Grønland. De første
skridt er en smuk og levende historie om de første
indvandringer i Grønland for 4.500 år siden.
Tegneserien De første skridt begynder i det
nordligste Canada og Grønland for 4.500 år siden. En lille
gruppe mennesker er på vandring mod ukendt land i øst. Men
isen og fangsten svigter, og drengen Nanu er en af de
eneste, der overlever. Nanu kan ikke glemme det nye land og
som voksen storfanger, må han af sted igen. Han udforsker
verdens nordligste egne og vandrer nord om Grønland. Efter
mange år møder han de mennesker, der gik syd om landet. På
den måde forstår Nanu, at det nye land er en kæmpe ø.
Historien om Nanu og hans familie er en historisk fortælling
om Grønlands forhistorie med isbjørnefangst, hjælpeånder og
jagten efter at opdage nyt!
De første skridt er et gennembrud for den
grønlandske historiefortæller Nuka Konrad Gotfredsen. Nukas
arbejde ligger i direkte forlængelse af den grønlandske
nationalkunstner Aron fra Kangeq’s fortællearbejde fra
1800-tallet med billedserier mættet med dramatik og stor
fortælleglæde. Inuits fælles identitet, erfaringer og viden
er til alle tider blevet givet videre fra én generation til
den næste gennem sagn og myter. Derfor var det også
nærliggende, at den gode fortælling blev udgangspunkt for en
ny og anderledes Grønlands forhistorie fortalt gennem
tegneseriemediet til børn og unge. Samarbejdet med det
grønlandske skolebogsforlag har da også sikret, at
tegneserien går ud til samtlige skolebørn i Grønland.
Tegneserien er skabt af den grønlandske
tegner og kunstner Nuka K. Godtfredsen, et hold arkæologer
fra SILA/ Etnografisk samling ved Nationalmuseet og det
grønlandske skolebogsforlag. Derudover har der været et helt
unikt samarbejde med den grønlandske avis Sermitsiaq, der
har udgivet samtlige sider af tegneserien på grønlandsk og
dansk, 1 side ad gangen, 1 gang om ugen svarende til 1 år –
og med stor succes. Samarbejdet har resulteret i det helt
unikke formidlingsprojekt, der nu foreligger som tegneserie.
Kommende udgaver på engelsk, fransk og inuktituk vil sikre
tegneseriens udbredelse i hele inuitverdenen.
|
|
|