Næstved museum skal forske i vikinge-handelsplads
Næstved
Museum har i december 2010 fået tilsagn om en bevilling på
330.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsens rådighedssum for 2011,
til forskning i den udgravede anløbs- og handelsplads fra
yngre jernalder og vikingetid ved Vester Egesborg.
I perioden 1996 – 2001 samt i 2009 har den
kystbundne lokalitet Vester Egesborg været genstand for
arkæologiske undersøgelser. Stedet rummer en anløbsplads fra
yngre jernalder og vikingetid. Der er afrømmet næsten 25.000
m2 og fundet omtrent 140 huse. Ca. 85 % er mindre
værkstedshuse, såkaldte grubehuse, mens de resterende er
langhuse. Der er fundet en omfattende mængde smykker,
redskaber o.a. metaller, der entydigt placerer lokalitetens
primære funktionsperiode til 6.-10. årh. e. Kr. , dvs. sen
yngre jernalder og vikingetid.
Vester Egesborg er den eneste registrerede
kystbundne plads fra yngre jernalder og vikingetid i museets
arbejdsområde. Den ligger i ”sin egen” fjord, men nær
Næstved, der i løbet af vikingetiden udvikledes til en
central lokalitet og markedsplads. Byen havde kongeligt torv
før 1140. De specialiserede anløbspladsers nedgang og ophør
i slutningen af vikingetiden skete formentlig som følge af
de tidlige bydannelsers tiltrækning på både stormænd og
håndværkere.
Pladsen er af stor vigtighed for
forståelsen af relationen mellem kystbundne marine samfund
og indlandspladser, der lever af landbrug. På markerne
omkring Vester Egesborg er der gennem de seneste omtrent 10
år med metaldetektor opsamlet adskillige metalgenstande,
bl.a. finere smykker og beslag fra yngre
jernalder/vikingetid, jern-, bronze- og blyslagger og
-smelt, støbeaffald samt mønter fra middelalder og
renæssance. Desuden er der registreret bosættelsesaktivitet
helt tilbage til førromersk jernalder ca. 500 f. Kr.. Der er
således store perspektiver i nye forskningsprojekter med
intensive undersøgelser af disse marker, samt forskning i
jernaldersamfundenes udvikling og bopladsernes relation til
etableringen af kirkelandsbyen Vester Egesborg.
De mange års akkumulerede genstande,
registreringer og data skal nu publiceres. Næstved Museum og
udgravningsleder museumsinspektør Jens Ulriksen, Roskilde
Museum, indleder i 2011 et netværkssamarbejde med relevante
institutioner og fagdiscipliner. Samarbejdspartnere er bl.a.
Zoologisk Museum og Københavns Universitet. |
|
|