[sitemap]

< Aktuelt  

  

Stubmøllen fra Fejø - reddet i sidste øjeblik!

  

Stubmøllen fra Fejø reddet i sidste øjeblik
 

Museum Lolland-Falster har fået bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til istandsættelse af museets stubmølle fra Fejø.

Museum Lolland-Falster glæder sig over en stor og generøs bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til istandsættelse af museets stubmølle fra Fejø. Stubmøllen fra Fejø har stået på frilandsmuseet i Maribo siden museets åbning i 1927.

Den gamle stubmølle fra Fejø har igennem mange år været frilandsmuseet i Maribos vartegn. I de senere år er den blevet stærk medtaget af vind og vejr, senest har museets medarbejdere måtte pille møllevingerne af, at hensyn til museets gæsters sikkerhed. Det har derfor længe været et stort ønske at få møllen istandsat og ved samme lejlighed flytte nogle meter ud til kanten af museet, hvor den vil kunne fange vinden og derved male mel. Takket være midler fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kan projektet lykkes.

Det daværende Lolland-Falsters Stiftsmuseums formand amtsforvalter Holck ønskede sig en møllen til det frilandsmuseum, han i 1920erne var i gang med at anlægge ved Maribo Søndersø. Han fik i 1924 mulighed for at købe den gamle stubmølle, som oprindeligt stammer fra Vesterby på Fejø, hvor den havde været i samme slægts eje i 3 generationer, helt tilbage til 1833. Den havde været i brug frem til 1921. Det vides ikke med sikkerhed, hvor gammel møllen er, men den er mindst 250 år.

En stubmølle er, som navnet siger, rejst på en stub. Ideen var, at hele møllehuset kunne drejes om denne lodrette midtstolpe, således at møllehuset med vingerne til enhver tid var placeret bedst muligt i forhold til vinden.  Da møllen skulle på museum, manglede den ene vinge, men det lykkedes Holck at skaffe en fra en vindmølle på Lolland. Møllens kværnsten faldt i havnen under transporten fra Fejø og blev således erstattet af én fra en anden mølle. Museets medarbejdere ville meget gerne på jagt efter den originale møllesten, der formodentlig stadig ligger i havnen på Fejø.

Restaureringen af stubmøllen er i de allerbedste hænder. Det er firmaet Møllerbygger John Jensen Aps ved Michael Jensen, som skal stå for arbejdet i samarbejde med arkitekt Jesper Herbert-Nielsen. Arbejdet går i gang hen over sommeren. Museum Lolland-Falster vil løbende udsende pressemeddelelser om arbejdet. A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaals bevilling er på 4,7 mio. kr. Fonden er således ene om at støtte istandsættelsen af møllen.

 

Museum Lolland-Falster >

 

Del på Facebook, digg, m.m.