|
|
 |
|
|
Skal molerlandskabet på UNESCO-listen over
verdensarv? |
|
|
|
Hel egn samarbejder om at gøre Molerlandskabet til
UNESCO-Verdensarv
Molerlandskabet er på den såkaldte
tentativliste - dvs. "boblere", der måske kommer ind på
Verdensarvslisten. I dag har Danmark fire verdensarvssteder
- skal Molerlandskabet være nr. 5?
Opgaven med at få Molerlandskabet i den
vestlige del af Limfjorden optaget på UNESCO’s
Verdensarvsliste er en fælles opgave, som vil blive
prioriteret højt af såvel kommuner, turistorganisationer og
museer i det berørte område.
I begyndelsen af 2009 blev Molerlandskabet
i den vestlige del af Limfjorden optaget på Kulturarvs
styrelsens tentativliste, som er springbræt til en optagelse
på UNESCOs Verdensarvsliste. Verdensarven er en konvention
fra 1972, der er ratificeret af 187 stater; blandt andet
Danmark, der i dag har fire seværdigheder på listen.
De fire steder er Jellingestenene,
Kronborg, Roskilde Domkirke og Illulissat Isfjord i
Grønland. Kulturarvsstyrelsen kan indstille et naturemne og
et kulturemne hvert år, men forud ligger et omfattende
analyse- og beskrivelsesarbejde, som varetages af den lokale
arbejdsgruppe.
Moleret har mange fordele i kapløbet om en
placering som verdensarv. For det første er det enestående
som materiale, for det andet er moleret en seværdighed i
verdensklasse. Klinterne og de mange råstofgrave, der er
tilgængelige for offentligheden, fortæller 55 millioner års
historie i et enkelt blik. Alle, der har prøvet at stå over
for de lyse og mørke bånd af moler og vulkansk aske, der
ligger i et op til 60 meter tykt lag hen over det nordlige
Mors og Fur, har fået indblik i denne historie.
Endnu flere oplevelser får man, hvis man
besøger de to museer på henholdsvis Mors og Fur, der har
specialiseret sig i at fortælle om moleret og de fossiler af
dyr og planter, man kan finde i de geologiske lag. Geolog Bo
Schultz fra Fur Museum vurderer, at der sammenlagt er
300.000 gæster udefra på besøg i området hvert år og ud af
dem 100.000, der møder formidling fra museerne i en eller
anden form.
Morslands Historiske Museum ved Susanne
Overgaard er projektleder for Molerlandskabets kandidatur.
Hun har sammen med museets formand Bente Lyndrup samlet en
arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Moler Museet på
Mors og Fur Museum, medarbejdere fra statens geologiske
undersøgelser, medarbejdere fra de kommunale forvaltninger i
Skive og Morsø Kommuner, turistcheferne i hhv. Thy, Mors og
Salling, og Netværk Limfjorden, som har sekretariat i
udviklingsafdelingen i Region Midtjylland.
Styregruppen består af formanden for Region
Nordjylland, borgmestrene fra Thisted, Morsø og Skive
kommuner og projektlederen fra Morslands Historiske Museum.
Regionsformand Ulla Astman (Region Nordjylland), borgmester
Flemming Eskildsen (Skive) og borgmester Lauge Larsen
(Morsø) har givet hinanden hånd på samarbejdet over
Limfjorden og på tværs af regionsgrænsen mellem Midt- og
Nordjylland. De ser alle frem til de mange muligheder, der
åbner sig med den store opmærksomhed og blåstempling, der
følger med en udpegning til Verdensarv.
De er parat til at yde en målrettet
ambassadørindsats for molerarven i Limfjordsområdet over for
bl.a. Kulturarvsstyrelsen, der koordinerer indstillingen af
danske seværdigheder som Verdensarv. Arbejdsgruppens
analysearbejde er klar til at indsende til prækvalifikation
hos Kulturarvsstyrelsen, inden den endelige indstilling til
UNESCO foretages i februar 2011. |
|
|