Byg din egen jættestue med Moesgaard Museum
Hvis man altid har gået med en drøm om
at være stenalderingeniør, så skal man prøve Moesgaards
nye site som er en flot blanding af spil og arkæologisk viden
For 5.200 år siden boede nogle af Danmarks
første bønder ved Mariager Fjord. Bondestenalderen var godt
i gang. Den tætte skov måtte vige for flintøksen og små
lysninger skabte plads for marker, dyr og huse samt de første
gravpladser. Tusinder af dysse- og jættestuegrave med
tonstunge sten blev bygget i løbet af få århundreder – og
de kan stadig ses!
De kæmpemæssige stengrave vidner om et
bofast samfund, som afløste tidligere tiders omstrejfende
jæger-samler samfund. Opførelsen af storstensgravene var et
stort fælles projekt og en kæmpestor investering af både
arbejdskraft og byggematerialer i kultens tjeneste.
Storstensgravene er nok oldtidens største anlægsarbejde og
den flotteste "ingeniørbedrift" som stadig
imponerer og forundrer mennesker.
På Moesgaards nye site www.kongehojen.dk kan
man opleve nogle af de flotteste stenaldergrave i Danmark:
langdyssen Kongehøj og jættestuerne Jordhøj og Ormhøj øst
for Mariager. De stenbyggede stenaldergrave ligger nu isoleret
i et opdyrket og totalt ændret kulturlandskab. Så gå på
opdagelse blandt de næsten 35.000 fredede fortidsminder, vi
stadig har i Danmark.
|