[sitemap]

< Aktuelt  

  

.

  

Moesgaards nye museumsbygning bliver banebrydende på energiområdet

Et forhistorisk museum kan sagtens være forud for sin tid. Den nye museumsbygning bliver det første erhvervsbyggeri i regionen og formentlig det første museum i verden, der lever op til de skrappe krav i Lavenergiklasse 1.

Moesgård Museum har netop valgt ingeniør til byggeriet af den nye museumsbygning, og de tre hovedaktører i projektet – Moesgård, Henning Larsen Architects og COWI – kommer til at skrive historie:

”Onsdag den 3. juni har vi inviteret COWI til et Kick off møde her på museet sammen med folkene fra Henning Larsen Architects. Vi glæder os til at byde COWI velkommen i et projekt, der kommer til at skrive historie på flere fronter,” siger Jan Skamby Madsen, direktør for Moesgård Museum. ”Det er første gang, man i Danmark bygger et kulturhistorisk museum af denne størrelse. Det er første gang, et museum er med til at sætte nye standarder på miljø- og energiområdet. Og det er første gang, et museum får mulighed for at nytænke både de etnografiske og arkæologiske udstillingskoncepter på én og samme gang. Det er i sandhed et once-in-a-lifetime projekt, og vi er glade for, at vi nu for alvor kommer i gang med byggeriet.”
Lavenergiklasse 1 er den laveste energiklasse i Danmark. Bygninger i denne energiklasse må kun bruge ca. halvdelen af den energi, der ellers er lovkravet for nybyggerier i dag. Det forventes, at Lavenergiklasse 1 bliver et lovkrav fra 2015. De meget høje krav til styring af temperatur og luftfugtighed gør normalt museumsbygninger meget energikrævende. Det er derfor helt enestående, at museet får så lavt et energiforbrug.

”Moesgårds nye museumsbygning er smuk. Den indpasser sig i det eksisterende anlæg og er alligevel markant. Formidlingsmæssigt vil bygningen give museet nogle helt nye muligheder for at vise sine samlinger for offentligheden. Fleksibilitet og funktionalitet går hånd i hånd med bæredygtig arkitektur,” siger Niels Edeltoft, der leder projektet hos Henning Larsen Architects. ”Bygningens udformning og orientering er optimal i forhold til verdenshjørnerne. På den måde får vi mest muligt ud af dagslyset, som spiller en stor rolle i vores arkitektur. Samtidig kan det være med til at sænke energiforbruget, når man bruger det rigtigt. Vi glæder os til at arbejde sammen med COWI og de danske firmaer, som har nye løsninger på miljø- og energiområdet.”

Ingeniørydelsen har været i EU udbud, og de fem deltagende ingeniørfirmaer fik besked om valget umiddelbart inden pinsen.

”Vi er meget glade for at kunne være med i realiseringen af dette fantastiske projekt. Det er et unikt byggeri og en spændende faglig udfordring for os. Nu starter den egentlige projektering af byggeriet, og et travlt år venter forude for os alle sammen. Den almindelige besøgende på Moesgård vil formentlig ikke mærke så meget til processen, før vi til næste år tager det første spadestik, men de kan glæde sig til et museumsbyggeri i verdensklasse,” siger Henrik Juul Sørensen, som er projektleder fra COWI.

Byggeriet er støttet af Velux Fonden, Villum Kann Rasmussen Fonden, OAK Foundation og Augustinus Fonden, ligesom Aarhus Universitet er blandt bidragyderne til - og brugerne af - den nye museumsbygning.

 

Moesgaard Museum >

 

Del på Facebook, digg, m.m.